Hvis du nu bare motionerede lidt, så ville du ikke have så ondt

Motion. Træning. Bevægelse. Fitness.

Hvis du er ligesom mig, så er det måske ikke de mest positive følelser, der dukker op, når de ord nævnes.

Og nok slet ikke som kroniker eller smertepatient. For måske vækker de i stedet nederlag, tristhed, skyldfølelse, irritation, angst. Mit goto er nederlag: at slå mig selv i hovedet og og blive irriteret over, at jeg føler mig “doven”.

Selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan.

Måske fordi disse har været brugt imod os?

• Til at se bort fra vores symptomer
• Til at finde en løsning på alle vores problemer
• Til at fremhæve vores begrænsninger eller svagheder
• Til skyldfølelse

“Hvis nu bare du løb en tur og motionerede, så ville du slet ikke have så ondt.”

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har fået velmenende råd om træning – der faktisk giver mig mere skyldfølelse, end afsenderen mener at give. De tror, de kommer med gode råd, der lige kan fixe det hele.

Men…

Har du nogensinde sagt noget lignende?

Så ta’ lige og la’ vær’. Ik?

For du er i din egen krop og den er anderledes. Selv blandt os smertepatienter og kronikere, kan vi ikke sammenligne. Vi er alle forskellige.

NÅ. Når det så er sagt.

Så ved jeg jo godt, at motion er sundt. Og at jeg jo faktisk gerne vil. På det niveau jeg kan.

Jeg er mindre bevægelig, har dårligere balance og har led, der driller. Ikke just en stjerneatlet.

Jeg har tidligere jo forsøgt mig med CrossFit på hold, hvor trænerne har været gode til at give mig alternative øvelser, der passede til mig:

Se: Så langt er jeg kommet med mit LORTEMEDICIN 🙂

Se: Jeg ligner en helt almindelig motionist

Men det gik også lidt i vasken med en følelse af skam over ikke at kunne deltage på lige fod med andre. Og måske også med en godt portion dovenskab, som jeg kunne retfærdiggøre med sygdom. I mit eget hovede.

Og retfærdigvis (for mig selv), så er der jo mange sportsgrene, som jeg ikke kan deltage i.

MEN…

Der er vel i virkeligheden også mange, som jeg kan deltage i.

FORWARD til nu.

Lige NU.

Hvor jeg har det virkelig godt. Et godt medicineret og smertedækket. Hvor bevægeligheden er den største udfordring ved træning.

Jeg har fået for vane at smutte i fitnesscentret hver morgen fra 6-7, og ærligt talt: det er en game-changer.

Nej, jeg er ikke Superwoman. Endnu.

Jeg har ikke på mirakuløst vis tabt mine ekstra kilo, ikke dem alle endnu. Men nogle af dem.

Men jeg er stoppet med at tage smertestillende hver eneste morgen.

Men det, der har ændret sig, er den måde, jeg ser på min krop og mig selv som helhed.

1. Min smerte har et formål. Når jeg er øm efter en træningsdag, ved jeg, at det var på grund af træningen. Og jeg ved, at ømheden er et tegn på, at jeg bliver stærkere.
2. Jeg har sat default til, hvad min krop kan gøre, ikke hvad den ikke kan. Det giver mig drivkraft til at kæmpe mod nogle af mine negative tanker. Så i stedet for “Du er så svag”, så kan jeg lige give igen med: “Du har sat flere vægte på, du lavede planke i flere minutter, du har tabt dig – du sparker faktisk røv med store fremskridt.”
3. Jeg har ikke kontrol over min krop, men jeg har kontrol over den indsats, jeg lægger i at motionere den. For eksempel kan jeg kun bruge lavere vægt til skulderøvelser, men jeg kan kontrollere, hvor mange gentagelser jeg laver. Selvom jeg har ekstra ondt en dag, så kan jeg gøre mindre tunge og belastende øvelser, men stadig forbedrer mit helbred generelt.
4. Når jeg gør det rigtigt, har jeg det lige så godt eller bedre, end før jeg trænede. Og jeg når faktisk mere, end på dage, hvor jeg ikke træner.

Motion vil (sandsynligvis) ikke på magisk vis løse alle dine og mine kroniske symptomer. Men du skal nyde at træne. Og du skal acceptere, at det er ok at tage pauser, hvis kroppen vil have det.

Og så skal du gøre det, DU kan.

HUSK at andre ikke er i din krop. De ved ikke, hvad der er muligt.

Det er op til os selv at finde ud af.