Fucking KORKPROP – ikke igen…

Sådan endte torsdagen. Med tårer. Og faktisk mange af dem.

Min dejlige kusine siger altid, at jeg er som en korkprop.

Lige meget hvor mange gange jeg trykkes ned af livets mange (MANGE) udfordringer, så popper jeg op igen. Ned. Op. Ned. Op.

Hun er sgu sød.

Men nogle gange bliver man træt. I dag er en af de dage. Og det føles lidt svært at poppe op.

Men det skal nok komme. Det plejer det jo.

For ca. en måned siden kunne jeg mærke mit hår stramme. Jeg har mærket det før. Faktisk flere gange.

Jeg, der har fulgt med længe, ved, at det kan være starten på alopeciaens opblussen igen.

Dengang blev jeg nervøs, men så syntes jeg faktisk, at det gik i sig selv igen.

Indtil i dag.

I dag, hvor jeg sidder ved computeren og Anna laver lektier. Jeg kører fingrene igennem håret. Stopper op. Mærker igen. Jeg får hjertebanken. Våde øjne. Og kalder Anna hen for at tjekke.

Måske noget i min tone, får hende til at reagere hurtigt. Hurtigere end teenageren normalt reagerer. Hun kigger efter – og den er god nok. Desværre. Igen. I-fucking-gen.

Pletskaldethed.

Pletskaldethed… og grå hår, bevares… man er vel over 40.

Det slå mig hårdere, end jeg husker fra de andre gange. Jeg har allerede grædt mange tårer. Virkelig mange.

Jeg kan huske, at jeg første gang skrev, at det føltes som en sorg. I Mit hårtab var en stor sorg – og sådan har jeg det igen. Mit hjerte føltes knust på en eller anden måde.

Og den følelse føles også forkert. For det er jo forfængelighed.

MEN.

Det var jo lige vokset ud. Blevet samme længde. Dejlige krøller.

Stay Positive

Og husk… at selvom man grundlæggende er positiv, smilende og glad. Så er det okay at have lortedage. Tudedage. Lortespasserdage. Brug dem. Ha’ en ventil til at få luftet ud, så korkproppen igen kan flyde ovenpå.

Hvor ender det?

Og hvor ender det? Måske er det i virkeligheden uvisheden, som jeg er bange for?

Ender jeg helt tilbage med skaldet isse, paryk eller tørklæde?

Skal jeg vælge igen? Kan I huske indlægget: Tørklæde eller paryk?

Forbliver det en lille plet, der kan dækkes af en mor-knold?

Uvisheden.

Sorgen.

Så nu ved du, hvorfor du kommer til at se mig med knolden på toppen af hovedet. Hver dag. Den gemmer på en hemmelighed. Og på en lille sorg.

Men jeg skal nok komme tilbage.

Som en korkprop.

Op til vandoverfladen.

En KORKPROP med mor-knold.

Og tusind tak, hvis du læste med helt til ende. Jeg ved godt, at det var langt. Men det var lige det, jeg havde brug for i dag. Min helt egen terapi. TAK.

2 thoughts on “Fucking KORKPROP – ikke igen…

Add yours

  1. Kære Pernille.
    Jeg ved det er mange år siden, vores veje krydsede.. Men jeg husker dig, og følger dig. Min egen vej har de seneste være svær pga sygdom, ikke min egen men i nær familie, og din styrke giver mig mod. Bare tak for dig. Kærlig hilsen Pia

    Like

    1. Pia for filan, tusind tak. Hvor er jeg ked af at høre, at der er sygdom i din nære familie. Jeg sender krammere og kærlighed. Det betyder virkelig meget, at du siger, at du kan bruge mine ord – som lige så meget er terapi for mig selv. Så giver det virkelig mening at dele. TAK.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: