Idag…

Dagen efter dagen. Altså dagen efter dagen, hvor jeg tager min medicin. Ugens mest trælse dag, fordi jeg altid bliver SÅ skidt af den møg-medicin. (Læs HER).

Lortemedicin. Jeg bander det langt væk.

Idag sad jeg med total kvalme på arbejde, kom hjem og sov et par timer for at få det bedre… men det skete bare ikke.

Møg.

Igår…

Det er mørkt. Det er koldt. Ikke så koldt som det har været. Bevares. Og det regner.

Og jeg trækker alligevel i træningstøjet. For jeg skal træne. Som jeg jo skal hver eneste tirsdag og torsdag.

Aldrig før har jeg oplevet en træningsform, som jeg glæder mig til. Hvor jeg ikke kommer med en masse undskyldninger for at blive hjemme. Hvor jeg ikke prøver på at få Niels til at komme med en masse undskyldninger, så jeg kan blive hjemme.

“Skaaaaat, ku’ det ikke være hyggeligt at se en film sammen i aften – vi er jo så trætte.”

Jeg springer i tøjet og jeg springer ud af døren. Uanset vejr og temperaturer.

Det gør jeg, fordi det er fantastisk at træne udenfor. Og det er fantastisk at træne med sjove tøser og dygtige trænere. Jeg er simpelthen vil med det.

I LUV IT

image

Alt i alt

Konklusionen må være, at dagen idag har været træls. MEN alternativet er værre. For hvis ikke jeg havde mit kvalme/opkast-medicin, så ville jeg slet ikke skulle på arbejde. Så kunne jeg slet ikke flytte mig.

Og heller ikke træne! Som jeg jo sagtens kunne igår.

Når jeg tænker tilbage på mit liv for 1 år siden – og bare for 3 måneder siden – så så det helt anderledes ud.

Læs HER.

Jeg er forbløffet over, hvor langt jeg er kommet. Idag forklarede jeg min arbejdsgiver, at kvalmen var ok, fordi det var så lidt i forhold til, hvordan jeg har haft det. Og jeg begyndte at tænke på, hvordan Niels måtte vække mig med smertestillende.

Jeg kunne jo vitterligt ikke flytte mig. Jeg kunne ikke bøje mine tæer, fingre eller håndled. Mine fødder var hævede. Så voldsomme smerter, at hele højre siden af min krop føltes som om, den var fyldt med kæmpe blå mærker.

Jeg har det stadig skidt, men det er minimalt. Jeg er stadig træt, men det er minimalt.

Jeg er godt på vej.

Mit liv er kommet så meget tættere på “normal” som muligt. Og jeg nyder det.

Nu. Springer jeg i træningstøjet i minus 10 grader – med glæde – og kæmper på lige fod med de andre tøser. Jeg springer i bilen om morgen, og kører på arbejde – stadig kun 2 timer, men det er meget bedre end ingenting.

Så kan jeg altså godt leve med de trælse dage efter dagen og mit lortemedicin.

For uden den…

Knus Pernille

*

HUSK NU at jeg er tosset med kommentarer. Scroll ned om smid en kommentar til mig 🙂

FØLG BLOGGEN ved at trykker herunder – eller følg med på de sociale medier på INSTAGRAMFACEBOOKBLOGLOVIN, så får du direkte besked, når der er nyt fra mig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s