Starstruck på ambassaden i Lissabon

Hvordan får man lige startet dette indlæg, uden det kommer til at lyde pompøst og hovskisnovski?

Men…

da jeg den anden dag var til fest på ambassaden i Lissabon…

Nej ok, det var vist ikke det rette start, hvis man ikke vil lyde pompøs 😂😂😂

Lidt forhistorie:

I denne uge var jeg fire dage på konference i Lissabon. Kæmpe stor konference med 71.033 deltagere. Websummit hed det. (Læs mit Linkedin-opslag om det HER).

Da jeg var dernede blev en del af de danske deltagere, investorer, udstillere, startups mv. inviteret til drinks og snacks hos den danske ambassadør i Portugal, Maria Tarp.

Virkelig godt arrangement. Alle fine steder, der også serverer Smirnoff Ice er vindere i min bog.

Den kendte mand

MEN til dette arrangement genkender jeg en mand. Og min hjerne kører. For hvem er han? Hvor kender jeg ham fra? Er det en kunde eller en samarbejdspartner? Eller er han kendt?

Jeg følte, at han var læge. Jeg genkendte ham som læge. Så mit første bud var en af de der kendte tv-corona-læger, vi har set så meget de sidste par år.

Så jeg googlede “coronalæge tv”, men der dukkede han ikke op.

Hmmm…

Ambassadøren, Maria, havde i sin tale fortalt, at hendes familie og forældre også var dernede i denne uge. Og han gik med hendes børn. Så jeg googlede igen.

“Maria Tarp ambassadør far læge”

Og BUM.

Der var han. Med billede. I en artikel fra Dagens Medicin.

OKAY! Som jeg skriver det, så kan jeg da godt høre, at det lyder lidt creepy.

Men grunden til, at han er kendt (for mig) er, at han er overlæge på reumatologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Han er en stjerne i min sygdomsverden.

Starstruck. Pinlig starstruck.

Jeg blev totalt starstruck. Bare spørg min kollega, Tine, der overværede hele situationen.

Jeg MÅTTE tale med ham.

Så jeg listede mig i nærheden af ham.

“Undskyld jeg forstyrrer, men er du ikke Ulrik Tarp?”

“Jo, og du er jo Pernille.”

WHAT?!

Jeg bliver næsten paf, over at han kender mit navn. Så jeg griner forfjamsket, nervøst og flovt. For han kender MIG.

MIG.

Så peger han på mit navneskilt. Ja PERNILLE. Fra Trifork.

Nåhhhh, ja. Det giver mere mening. Navneskiltet. Det kæmpestore navneskilt med PERNILLE i versaler. Midt på maven af mig.

Jeps.

Meget mere mening.

Så griner jeg højt. Alt for højt og endnu mere forfjamsket.

“Jeg ku da heller ikke forstå, hvis du vidste, hvem jeg var,” grinede jeg. “Men jeg vil bare sige TAK. Tusind tusind tak.”

“Tak for alt du gør. Tak for at give mig livet tilbage.”

“Ja, vi hører jo mest, når det går skidt. Så jeg håber, du har det godt.”

“Jeg har aldrig haft det bedre. Fra ikke at kunne holde på en kuglepen, ikke at kunne holde mine egne børn, ikke at kunne arbejde, fra at ville køre i grøften, når jeg kørte bil. Til nu. Til NU. Til fuldtid. Til fuld fart. Til helt fantastisk. Aldrig bedre.”

“TAK tusind tusind tak”

Måske er det mærkeligt at forstå. Men jeg var SÅ starstruck.

Han er en stjerne. En stjerne, der gør en forskel. Hver eneste dag. Han er min helt.

Hvis du har læst med tidligere og måske i mange år, så kan du måske huske, at jeg havde en dårlig oplevelse med hospitalet, da jeg var allermest syg.

LÆs det her: FOR SYG TIL AT VÆRE SYG

Derefter fik jeg lovning på kun at komme ind til overlægen. Dem var der 2 af. Og de 2 har jeg været til kontrol hos siden. Han er een af dem.

“Jeg kan godt mærke, at jeg har set dig og at vi har snakket sammen, men kan ikke lige placere det helt.”

“Der er bare helt ok. For det er jo positivt, at jeg nu kommer der så sjældent.”

Og så har han tid til at hjælpe mange flere som mig, der også ser ham som en superstjerne.

Vi fik også lige vendt, hvorfor jeg var i Lissabon og fik snakket sundheds-it – og hvad man kunne gøre på hans afdeling og for at hjælpe sådan nogle som mig. Så fik da også en daglig snak med min store stjerne.