Farvel barndomshjem

Hold op hvor har vi arbejdet i denne weekend. Vi har nemlig flyttet min mor ud af mit barndomshjem. Huset, som mine forældre har boet i de sidste 50 år. Huset, som min far byggede. Huset, hvor jeg er født og opvokset. Huset, som har været et fast fundament igennem hele livet. Og et springbræt.

Det er svært at beskrive den blanding af minder, nostalgi og taknemmelighed, der fylder een, når man lukker døren til dette kapitel. Imens det hele samtidigt føltes så rigtigt for min mor, at det ikke er vemodigt. Bare tankevækkende.

Mit barndomshjem har altid været mere end bare en bygning. Alle, der er kommet i det hjem, vil sige det samme. Og det er mange.

Det er fyldt med historier og minder, der har formet den person, jeg er i dag. Det har været vidne til glæder, sorger, triumfer og udfordringer. Det har rummet venner og fester, men det har også rummet sygdom og modgang. Og det har rummet kampgejst. Og så har det rummet positivitet.

I dag på farsdag fylder det nok lidt ekstra, at det også føles lidt som at lukke et kapitel med min far. Når man var i huset, så var han der også. Selvom han døde for lidt over et år siden. Men det var også huset, hvor han blev dårligere og dårligere af alzheimers og til sidst ikke kunne huske, at han boede i det hus. Huset fyldt med minder, følelser og kærlighed.

Når man siger farvel til sit barndomshjem, kan man nok ikke undgå at blive overvældet af en følelse af nostalgi. Hver gang jeg træder ind i huset, kan jeg mærke varmen fra fortidens øjeblikke. Roen, der sænker sig. Mig, der bliver barn igen. Mig, der bliver forkælet. Jeg fyldt med taknemmelighed over for mine forældre, der har skabt et hjem fyldt med kærlighed og omsorg. Et hus fyldt med hjerterum, rummelighed og plads til alle.

Det er huset, hvor gardinerne skiftede alt efter højtiderne og det samme gjorde dekorationen. Huset, hvor der altid var en bradepande med kage i ovnen og en kasse dansk pilsner i skuret. Huset, der emmede af jul og hygge for alle børn og børnebørn. Det har ikke rigtigt været jul, uden det blev holdt der.

Men.

For der er et stort MEN.

Der er jo en tid til alt. Og nogle gange føles noget rigtigt. Nogle gange er tiden rigtig.

Og der det vigtigt at huske på, at forandring er en naturlig del af livet. For selvom jeg siger farvel til mit barndomshjem, betyder det ikke, at jeg siger farvel til minderne og det, der har formet mig. Jeg tager det bedste med mig og bærer det videre i mit liv. Minderne vil fortsætte med at guide mig, inspirere mig og minde mig om, hvor jeg kommer fra.

Så selvom det kan være svært at sige farvel til ens barndomshjem, så åbner det også døren for nye kapitler. Især for min mor. Man kan sagtens bevare minderne, værdsætte rødderne og værdierne og samtidig omfavne forandringen og væksten, der ligger foran os.

Farvel, barndomshjem, og tak for alt det, du har givet mig. Jeg vil altid bære Stampemøllen i mit hjerte.

Stay Positive