Kig tilbage

Der er nu gået en uge, siden jeg kom hjem fra Østrig, hvor jeg var på strategitur i sneen med arbejde. Fyldt op af energi og fantastiske oplevelser. Og alligevel drænet for energi. Helt drænet.

For ind imellem så glemmer jeg, at jeg har mindre energi end andre. Det bliver jeg så mindet om, når jeg stadig her en uge efter skal tage lur for at komme ovenpå.

Men ind imellem så glemmer jeg også at kigge mig tilbage. At tænke på dengang… dengang, hvor det virkede som om, at jeg aldrig ville blive i stand til at leve et normalt liv igen.

Efter mange års kamp og hårdt arbejde er jeg nået et sted i mit liv, hvor jeg kan se tilbage og være taknemmelig for, hvor jeg er i dag.

Det slog mig pludseligt i Østrig.

Jeg stod på et bjerg. Var vandret derop på snesko sammen med helt fantastiske, tætte og fortrolige kollegaer – og det var magisk. Sådan helt zenagtigt. OG så blev jeg lidt overvældet af taknemmelighed. Men også af stolthed over, hvor jeg er i dag.

Tænk at jeg kan vandre… på lige fod (pun intended) med andre. Når man tænker på, at jeg ikke kunne holde mine egne børn eller at jeg var virkelig træt af livet. (Det indlæg er HER)

Der stod jeg. Med snesko. I snevejr. Badet i sved. Men glad. Og taknemmelig.

Og faktisk også bange. Bange for, hvor hurtigt det hele kan tages væk fra een igen og livet igen forandres.

Men alle følelserne kommer frem. Mest af alt taknemmelighed. Når man netop tager sig et øjeblik til at kigge tilbage. Til at se, hvor langt man faktisk er kommet. Ved at få hjælp fra andre, og ved at kæmpe selv.

TAK.

Tak til dig, der har vandret med mig.

Og til dig, der stadig vandrer… og kæmper… med sygdom, smerter eller andre udfordringer i livet, så husk at holde fast i håbet, få hjælp og huske på at tage tid til at nyde livet, når det er muligt.

TAK.