Imorges da jeg er i bad, kommer der et lille krøllet nyvasket hoved rundt om muren til brusenichen. Peeping Tom aka Rasmus på 6 år står smilende og kigger. Okay… en smule weird. Man får lidt en mærkelig følelse, når man står der splitterragende i badet. Først tænker jeg, at det måske er alderen. Du ved, drenge i den alder er ofte liiiiidt for interesseret i numser, tissemænd, tissekoner og bryster. Men… så overrasker han mig og siger – alt imens han kærligt kigger på mit hoved, der takket være alopecia (pletskaldethed) er halvskaldet:

Jeg synes der er lidt mere hår nu. Det er så fint. Hvad er det nu lige sygdommen hedder? Hvorfor har du fået den?

Og der i badet – dryppende våde begge to – havde vi en fantastisk givende samtale om sygdom. Jeg vil mindes denne samtale med glæde altid. Vi talte om, at sygdommen hedder pletskaldethed og at det jo gav rigtig god mening, da det præcis falder af i pletter. Vi talte om, at ingen rigtig ved, hvorfor sygdommen er kommet, men at lægerne tror, at jeg ikke kunne tåle medicinen som jeg fik for min anden sygdom som hedder psoreasisgigt, der er grunden til, at jeg har ondt i mine fødder og nogengange sover mere. Rasmus siger, kan du huske at pletterne på et tidspunkt lignede Mickey Mouse? Skal vi tegne pletterne og Mickey Mouse med en tush, så man kan se ham? Ja, lad os da det og på den måde afmystificere denne mærkelige sygdom, der betyder at Rasmus’ mor ikke ligner de andre mødre. Jeg har jo altid tørklæde på for at dække mit halvskaldede hoved og ikke kan affinde mig med parykken, der hænger som en naturlig ting på badeværelset. Jeg tror, at det er vigtigt at få sygdomme ned på et børneplan, hvor det er så almindeligt som det kan blive og hvor vi får fortalt, at det er ufarligt og at vi kæmper videre med godt humør – selvom livet indimellem tyrer bolde efter os. Jeg bilder mig selv ind, at mine børn lærer meget af, at vi takler livets udfordringer med en positiv tilgang. Ligemeget hvor mange gange vi bliver tromlet, så rejser vi os igen som en anden vippedukke. Jeg har tit dårlig samvittighed over, at mine børn skal bydes alt dette. Men måske lærer de noget vigtigt i processen? Min samtale med Rasmus – nøgen og midt i brusenichen – gav i hvert fald mig et smil på læben og en følelse ag glæde i livet.

2 comments

  1. Rasmus er og bliver bare en éner Pernille. Mage til kærlige og empatiske sprudlebasse skal man lede længe efter. Giv ham et kæmpe kram og et stort smækkys i panden fra mig.

    Desværre er man ikke selv altid herre over den modstand man møder i livet og slet ikke når det kommer til sygdom. Men et er sikkert – med den måde I formår at håndtere det på, så er jeg sikker på at I vil komme stærkere ud af det som familie.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s