For et godt stykke tid siden tikkede der en invitation ind på facebook. Vi var inviteret til rund fødselsdag hos en af vores rigtig gode venner. Sådan en fødselsdag hvor man bare ved, at stemningen er i top. Hvor der ikke mangler noget. Hvor der er tænkt på alle detaljer. Og hvor man ved, at selskabet er hylende morsomt.
Og stadigvæk så sidder jeg tilbage med blandede følelser og tanker. For jeg glæder mig. Rigtig meget. Men jeg er også bekymret. For der kommer jo også en masse, som jeg ikke kender. Som jeg skal møde for første gang.

Og hvad tænker de? Lægger de mærke til, at jeg har hat på? Lægger de mærke til, at mit tøj er valgt ud fra min hovedbeklædning? Lægger de mærke til, at jeg går stift og besværet. Lægger de mærke til, at jeg trækker hånden lidt til mig, når jeg giver hånd, så de ikke trykker for hårdt? Lægger de mærke til, at jeg ikke rejser mig, når der skal tages af bordet? Lægger de mærke til, at jeg har svært ved at rejse mig fra stolen? Lægger de mærke til, at jeg ikke danser så meget på bordene? Lægger de mærke til, at jeg slet ikke kan komme op på bordene? Lægger de mærke til, at jeg ikke drikker?

Og hvad så hvis de gør? Jeg ved det godt. Jeg tror, at jeg udadtil virker rimelig selvsikker i forhold til min sygdom. Men jeg har stadig alle disse tanker og følelser, inden jeg skal møde nye mennesker. Selvom det er fjollet. Og jeg ved det godt. Og jeg siger det også til mig selv. Og det er mest i mit hovede. Men det er der.

Festen var så i lørdags. Og det var simpelthen så fantastisk en fest. Ligesom jeg vidste, at det ville blive. Da først musikken spillede, så tænkte jeg ikke mere på ovenstående spørgsmål. Jeg havde glemt alt om mine bekymringer. Jeg havde for travlt med at grine og lege. Jeg havde for travlt med at nyde vores fantastiske venner. Et selskab, hvor jeg altid føler mig tryg. Helt ind i mit inderste. De er ligeglade med min hat. De gør grin med mig alligevel. Jeg gør grin med dem. Jeg eeeeeeelsker ironien og især selvironien. Jeg elsker omsorgen. Og at de – uden jeg spørger – rækker en hånd frem, for at trække mig op af stolen, når jeg skal rejse mig fra en stol. Jeg elsker, at jeg altid er hæs af at grine, når vi har været samlet. Jeg elsker, at jeg har ondt i maven af at grine. Jeg elsker, at jeg har et sted, hvor jeg føler mig fuldstændig som den gamle mig. Og hvor de også kan lide den nye mig. Hvor jeg glemmer at savne MIG.

IMG_1241
Aftenens festhat

Og de andre gæster var selvfølgelig også søde og sjove. Jeg har bare lige valgt at fokusere på de andre i dette indlæg 🙂

Klokken bliver to, og Niels begynder at vrøvle. Jeg er træt. og det er hårdt at skjule, at skubbe smerterne i baggrunden. Så er det vist tid til at cykle hjem igen. Så snart jeg får løftet mit ben over stangen på cyklen, så mærker jeg det. For fuld styrke. Smerterne. Jeg kan næsten ikke flytte mig. Jeg kommer op på cyklen, og vi triller hjem. Niels er lidt vissen, så jeg skal låse døren op. Men jeg kan ikke dreje nøglen. Min hånd har ingen kræfter. Selvom Niels er lidt beruset, er han jo stadig stærk, så vi kommer ind. Niels vælter op i seng og snorker med det samme. Jeg skal lige have et glas vand og en ordentlig omgang smertestillende. Jeg bliver nødt til at sidde i sofaen en halv time, indtil medicinen slår lidt igennem og tager toppen af smerterne, så jeg kan komme op ad trapperne og i seng. Men det er svært. For mine hænder svigter mig. Hele min krop er tung og øm. Og så er det godnat. Lige indtil jeg vågner tidligt om morgenen, da jeg ikke kan blive liggende… jeg skal have smertestillende igen…

Jeg “betaler” for at have cyklet, leget og holdt sygdommen tilbage hele aftenen. Det ved jeg godt. Min svigerinde spurgte mig engang, hvorfor jeg gør ting, når jeg ved, jeg skal “betale”? Hvorfor gør jeg det så? Hvorfor gør jeg det, når jeg ved, at det kræver flere dage med ekstra smerter?

Og svaret er enkelt. Fordi det er sjovt. Fordi jeg vil have oplevelserne og alt det sjove med. Fordi smerterne fortager sig, som dagene går. Men minderne og grinene de bliver med mig for evigt.


/Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________

3 kommentarer

  1. Hold fast i, at det er de sjove dage, der skal bære de ikke-sjove. Også selvom de sjove laver ikke-sjove, er de nødvendige. Meget nødvendige. Håber du er ved at være ovenpå igen, så du ikke længere betaler af på den sjove aften

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s