Pernille Højland-Rønde
Der er nu gået en uge, siden jeg kom hjem fra Østrig, hvor jeg var på strategitur i sneen med arbejde. Fyldt op af energi og fantastiske oplevelser. Og alligevel drænet for energi. Helt drænet. For ind imellem så glemmer jeg, at jeg har mindre energi end andre. Det bliver jeg så mindet om, når... Continue Reading →
Jeg har lige været afsted til et Consortium Meeting med arbejde i Athen i tre dage. Det lyder fint. Men det har betydet, at to kollegaer skulle være sammen med mig i hele tre dage. Stakkels dem. Af mange årsager 😂 Men det giver også lidt udfordringer. Hvor det faktisk hjælper at være ret åben.... Continue Reading →
Bare fordi, jeg lever med kroniske smerter, så betyder det ikke, at jeg ikke vil høre om dine udfordringer. Okay, det blev en meget kringlet sætning med for mange negationer. Jo, jeg vil gerne høre om dine udfordringer. Jeg har ikke monopol på udfordringer, fordi jeg tumler med noget. Og fordi jeg taler højt om... Continue Reading →
Har du nogensinde prøvet at være bange som voksen? Sådan rigtig bange? Ikke for-sjov-buh-bange, men viiirkelig bange? Jeg var rædselsslagen. _ Det var en lille teaserintro, som jeg nok skal vende tilbage til. Kan du sige... CLIFFHANGER? _ Det er helt sikkert, at jeg er blevet begrænset af min sygdom og mine smerter. Helt sikkert.... Continue Reading →
... var slet ikke så farligt alligevel. Jeg er altid lidt bange og nervøs, når jeg skal til tjek på reumatologisk afdeling. Mest fordi jeg så ofte har fået dårlige beskeder. Niels var da også lidt bekymret over at jeg skulle derind alene. "Skal jeg ikke tage med dig?" Men jeg følte ikke, det var... Continue Reading →
"Nøøøj, hvor er du smart med tørklæde," blev jeg mødt med, da jeg hentede på skolen i dag. Men jeg følte mig ikke smart. Virkeligheden er en anden. Jeg har haft sådan en nedtursdag. En depri-dag. Altså en dag, hvor tingene egentligt har været ok - men hvor jeg bare har været trist og nedtrykt.... Continue Reading →
I skrivende stund er jeg lige vågnet op fra min lur. I din læsende stund er jeg til bootcamp-træning. Men sikke en dag. Den startede tidligt på reumatologisk afdeling, hvor jeg skulle til tjek. Jeg fortalte, at jeg (lidt ufrivilligt) havde holdt en måneds pause med den ene slags medicin, som jeg får. Til kenderne... Continue Reading →
Som alle andre morgener, postede jeg her til morgen et citat på INSTAGRAM og FACEBOOK. "What you get by achieving your goals is not as important as what you become by achieving your goals." Og der fik jeg lyst til at uddybe - og det er derfor, du læser dette blogindlæg. "Du er så god... Continue Reading →
Jeg har været nervøs hele dagen. Sådan ondt-imaven-skal-på-toilet-nervøs. Jeg skulle nemlig til MR-scanning af hovedet idag. Læs evt. hvorfor HER og HER. Det handler om "Tågehjerner". Jeg var egentligt ikke nervøs på grund af selv scanningen og maskinen, for jeg har prøvet det før og ved, hvad der skal foregå. Og så kan jeg jo heldigvis... Continue Reading →
Dette indlæg kommer umiddelbart til at lyde dystert, men jeg lover, at det ender toplykkeligt 🙂 Lige meget hvad jeg gør, så gør det ondt. Min krop gør ondt hvert eneste øjeblik. På en eller anden måde. At gå, at tage tøj på, at putte mine børn, at danse, at træne, at køre bil, at skrive... Continue Reading →
Sikke dog en goddamn lortedag! Ja, undskyld. Men det har det altså været. Noget af den i hvert fald. Idag måtte jeg igen smide håndklædet i ringen med noget, som jeg har kunnet i mit tidligere liv. Jeg kan ikke fortælle hvad og hvorfor, så jeg håber, at I forstår alligevel. Jeg skulle lave en... Continue Reading →
Kære mor Du er ikke ligesom alle andre mødre, fordi du har tabt håret og har en sygdom med dine fødder og ben. Men du har lært noget af det, du er blevet god til at binde tørklæder og at man stadig kan lave sjove ting med sin familie og sine venner. Det er bare... Continue Reading →
TILLYKKE med FØDSELSDAGEN til en trofast lille ven. En forholdsvis ny lille ven. Min lille BLOG. STAY POSITIVE fylder 1 år IDAG. 1 år !!! Og sikke et år. Sikke en rejse. Allerførste indlæg på bloggen var den 24. april 2015 og det handlede om, at fokusere på det, man KAN og ikke så... Continue Reading →
Jeg har lige set "Vi er de unge hjemløse" på tv2. Puha. Især den ene skæbne rørte mig meget. For der sidder en mand, der er kommet til skade og endte med kroniske smerter. Hans sygedagpenge stoppede, og han skulle kæmpe med kommunen og systemet. Lige som mig. Han magtede ikke systemet og gav op.... Continue Reading →
Nu har jeg levet med kroniske smerter i mere end 10 år, så jeg vil betegne mig selv som lidt af en ekspert i at gribe de udfordringer, der kommer med kronisk sygdom, an. Positivt. Jeg er træt af mine kroniske sygdomme og de udfordringer, de byder mig. Men omvendt, så er det også dem,... Continue Reading →
At være kronisk syg er ikke altid rosenrødt. Nogle gange er det også bare pastel. Med lidt grålige toner. Ind imellem kan det være svært at STAY POSITIVE. Oftest har jeg det sådan, når jeg føler, det går udover børnene. Som igår. Vi var hos mine forældre på påskeferie. Jeg vågnede igen om natten med... Continue Reading →
Idag har min veninde fødselsdag. Jeg skal til brunch lige om lidt. Men hvad giver man i gave til en person, som er SÅ vigtig i ens liv? Hvad er fyldestgørende? Og så tænkte jeg, at det, jeg kan, er at skrive. Og det, jeg har, er bloggen. Og vupti, jeg vil bruge mit eget... Continue Reading →
"Gigt?" "Det er da kun noget ældre mennesker får." Det fik jeg at vide i weekenden. Og det er ikke første gang. Hvad svarer man? Hvad ville du svare? Tjaaaa, øhhh... det må jeg hellere fortælle min krop. Men som en 37-årig kvinde med GIGT, så kan jeg da godt lige mane den forestilling... Continue Reading →
Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev "kunstnere". Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme? Er det fordi, de pludseligt har tiden? Og hvad med talentet? Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det... Continue Reading →
Jeg modtog nedenstående i eBoks. Afsenderen er kommunen. Altså dem, der godt ved, at jeg er syg. Dem, der har journaler om mig, der fortæller at hukommelsen og koncentrationen ikke er helt på toppen. Præcis som den ikke er ved mange andre, der også er i deres system. Vedr. løbende udbetaling Topdanmark Livsforsikring I forbindelse... Continue Reading →
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil gæsteblogge om, hvad det betyder for mig at have "Stay Positive" tatoveret på armen. Det kom der dette indlæg ud af: Som mange nok allerede har opdaget, så smider jeg positive statements på de sociale medier hver eneste morgen. Nogle morgener sætter jeg vækkeuret, smider statements på instagram... Continue Reading →
I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →
Jeg ankommer 25 minuttter før min aftale. Jeg kan godt lide at være i god tid til alt. Jeg kører rundt og rundt og kan ikke finde en p-plads. Endelig forvilder jeg mig om i et p-hus et godt stykke væk fra Reumatologisk afdeling på Kommunehospitalet. Ikke det mest praktiske for alle os mindre mobile.... Continue Reading →
Idag... Dagen efter dagen. Altså dagen efter dagen, hvor jeg tager min medicin. Ugens mest trælse dag, fordi jeg altid bliver SÅ skidt af den møg-medicin. (Læs HER). Lortemedicin. Jeg bander det langt væk. Idag sad jeg med total kvalme på arbejde, kom hjem og sov et par timer for at få det bedre... men... Continue Reading →
Denne nat kom lille Raller på 7-år krybende ind i sengen til os. Det gør han ofte. Og det er jo egentligt hyggeligt at putte med hans lille tykke arm omkring sig. Men... kun liiige indtil jeg får en albue i hovedet eller bliver sparket i ryggen. Igen. Og igen. Og igen. Idag vågnede jeg... Continue Reading →
Stay Positive 