Bange som voksen. Rædselsslagen.

Har du nogensinde prøvet at være bange som voksen? Sådan rigtig bange? Ikke for-sjov-buh-bange, men viiirkelig bange? Jeg var rædselsslagen. _ Det var en lille teaserintro, som jeg nok skal vende tilbage til. Kan du sige... CLIFFHANGER? _ Det er helt sikkert, at jeg er blevet begrænset af min sygdom og mine smerter. Helt sikkert.... Continue Reading →

Det farlige besøg på hospitalet…

... var slet ikke så farligt alligevel. Jeg er altid lidt bange og nervøs, når jeg skal til tjek på reumatologisk afdeling. Mest fordi jeg så ofte har fået dårlige beskeder. Niels var da også lidt bekymret over at jeg skulle derind alene. "Skal jeg ikke tage med dig?" Men jeg følte ikke, det var... Continue Reading →

Depri-dag med tørklæde

"Nøøøj, hvor er du smart med tørklæde," blev jeg mødt med, da jeg hentede på skolen i dag. Men jeg følte mig ikke smart. Virkeligheden er en anden. Jeg har haft sådan en nedtursdag. En depri-dag. Altså en dag, hvor tingene egentligt har været ok - men hvor jeg bare har været trist og nedtrykt.... Continue Reading →

Ondt-i-maven-skal-på-toilet-nervøs

Jeg har været nervøs hele dagen. Sådan ondt-imaven-skal-på-toilet-nervøs. Jeg skulle nemlig til MR-scanning af hovedet idag. Læs evt. hvorfor HER og HER. Det handler om "Tågehjerner". Jeg var egentligt ikke nervøs på grund af selv scanningen og maskinen, for jeg har prøvet det før og ved, hvad der skal foregå. Og så kan jeg jo heldigvis... Continue Reading →

Kunne det have været mig?

Jeg har lige set "Vi er de unge hjemløse" på tv2. Puha. Især den ene skæbne rørte mig meget. For der sidder en mand, der er kommet til skade og endte med kroniske smerter. Hans sygedagpenge stoppede, og han skulle kæmpe med kommunen og systemet. Lige som mig. Han magtede ikke systemet og gav op.... Continue Reading →

Påskehygge fra sengekanten

At være kronisk syg er ikke altid rosenrødt. Nogle gange er det også bare pastel. Med lidt grålige toner. Ind imellem kan det være svært at STAY POSITIVE. Oftest har jeg det sådan, når jeg føler, det går udover børnene. Som igår. Vi var hos mine forældre på påskeferie. Jeg vågnede igen om natten med... Continue Reading →

Tak er kun et fattigt ord

Idag har min veninde fødselsdag. Jeg skal til brunch lige om lidt. Men hvad giver man i gave til en person, som er SÅ vigtig i ens liv? Hvad er fyldestgørende? Og så tænkte jeg, at det, jeg kan, er at skrive. Og det, jeg har, er bloggen. Og vupti, jeg vil bruge mit eget... Continue Reading →

SEXET sygdom

"Gigt?" "Det er da kun noget ældre mennesker får."   Det fik jeg at vide i weekenden. Og det er ikke første gang. Hvad svarer man? Hvad ville du svare? Tjaaaa, øhhh... det må jeg hellere fortælle min krop. Men som en 37-årig kvinde med GIGT, så kan jeg da godt lige mane den forestilling... Continue Reading →

Farverig terapi

  Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev "kunstnere". Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme? Er det fordi, de pludseligt har tiden? Og hvad med talentet? Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det... Continue Reading →

Kommunen søger kommunikationsmedarbejder

Jeg modtog nedenstående i eBoks. Afsenderen er kommunen. Altså dem, der godt ved, at jeg er syg. Dem, der har journaler om mig, der fortæller at hukommelsen og koncentrationen ikke er helt på toppen. Præcis som den ikke er ved mange andre, der også er i deres system. Vedr. løbende udbetaling Topdanmark Livsforsikring I forbindelse... Continue Reading →

Stay Positive er noget FIS

Jeg er blevet spurgt, om jeg vil gæsteblogge om, hvad det betyder for mig at have "Stay Positive" tatoveret på armen. Det kom der dette indlæg ud af:   Som mange nok allerede har opdaget, så smider jeg positive statements på de sociale medier hver eneste morgen. Nogle morgener sætter jeg vækkeuret, smider statements på instagram... Continue Reading →

Har jeg nedprioriteret børnene?

I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →

Den kvinde får mig altid til at græde

Jeg ankommer 25 minuttter før min aftale. Jeg kan godt lide at være i god tid til alt. Jeg kører rundt og rundt og kan ikke finde en p-plads. Endelig forvilder jeg mig om i et p-hus et godt stykke væk fra Reumatologisk afdeling på Kommunehospitalet. Ikke det mest praktiske for alle os mindre mobile.... Continue Reading →

Sygdommen frarøver mig puttenætter

Denne nat kom lille Raller på 7-år krybende ind i sengen til os. Det gør han ofte. Og det er jo egentligt hyggeligt at putte med hans lille tykke arm omkring sig. Men... kun liiige indtil jeg får en albue i hovedet eller bliver sparket i ryggen. Igen. Og igen. Og igen. Idag vågnede jeg... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑