På årets sidste dag sidder jeg tilbage og tænker på året, der gik. Det er ikke unormalt at lave ønsker og fortsæt for det nye år.
Og jeg har kun 1. Et eneste!
2016 skal blive et FANTASTISK år.
Det MÅ det simpelthen blive. For 2015 var da noget værre LORT.
2015 var måske mit hårdeste år – nogensinde.
Jeg startede med at blive sygemeldt på grund af de kroniske smerter, som psoriasisgigten gav mig. Jeg var skaldet af alopeciaen og invalideret af smerterne. Ikke en top start på året.
Jeg startede bloggen i marts 2015 efter psykologen foreslog, at jeg gjorde sygdommen til en medspiller fremfor en modspiller. Og jeg måske havde fået disse lorte sygdomme af en grund. Og måske var det, at jeg skulle formidle – tankerne, følelserne, tabuerne og alt det, der er en del af det at have en kronisk sygdom.
Et af de første indlæg, som jeg skrev, var: Når du ind imellem bliver lidt træt af livet…. Det var første gang, jeg offentligt fortalte, at jeg led af en kronisk sygdom. Ikke at det var hemmeligt, men de fleste vidste det bare ikke. De vidste i hvert fald ikke, hvor slemt det stod til. Og hvor invalideret jeg rent faktisk var.
Men hold da op sikke en modtagelse.
Det gav blod på tanden til endnu flere ærlige og rå indlæg. Men det var vigtigt for mig, at mine indlæg ikke kun var tykke af sorg og skuffelse, men også af humor og positivitet.
Det håber jeg, at I har kunnet mærke.
Nå, men min sygdom blev værre og værre. Jeg har været langt, langt nede. Og langt, langt ude. Jeg føler dog, at jeg har formået at holde mig nogenlunde positiv.
Vi har kæmpet med systemet, for at få den rette medicin. Kommunen, hospitalet, arbejdspladsen, pensionsselskabet osv osv. Alle de instanser, som man skal igennem, når man bliver sygemeldt.
Niels har været på overarbejde for at holde styr på ovenstående instanser og lægge pres på. Har har ringet, mødt op og skrevet breve.
Disse indlæg har alle med dette at gøre:
I’m ba-aaaaack… vi giver lige hospitalet en chance mere
Brevet fra min mand til Regionrådsformand Bent Hansen
Men i alle disse nedture har der også været opture. For jeg kæmpede – alt hvad jeg havde lært. Og jeg er meget praktisk, så jeg tænkte ikke så meget på, hvad jeg ikke kunne – men måske mere på, hvad jeg SÅ kunne.
Og det hjalp. Den tankegang hjalp mig meget. I alle henseender.
Jeg har arbejdet med mig selv og min personlige udvikling. Det har været en fantastisk rejse.
Men jeg har også ændret kosten og fået godt gang i træningen. Jeg gav ikke op. Jeg fik alternativer til træningen.
Jeg ligner en helt almindelig motionist. Falsk varebetegnelse.
Så dette er også året, hvor jeg er sundere og stærkere end nogensinde. Det er året, hvor jeg har tabt 10 kilo og har fundet glæden ved at træne.
OG SÅ er det året, hvor jeg har fået HÅR. Fandeme ja. HÅR. Og det er en stor glæde, for det lå ikke i kortene. Ingen vidste, hvordan alopeciaen ville udvikle sig – eller om jeg nogensinde ville få hår igen.
Nu har jeg så meget hår, at ingen kan se, at der er skaldede pletter underneden. Det er en stor succes.
Jeg har i 2015 også fået nye og tætte venskaber. Heldigvis også beholdt gamle og tætte venskaber. Og min lille familie er stærkere end nogensinde. Modgangen har presset os. Sammen.
Dette er også året, hvor jeg er blevet inspireret. Af alle jer. Jeg får dagligt de mest fantastiske beskeder fra hele Danmark. Fra jer, der skriver tilbage, at I kan bruge bloggen, facebook og instagram, og at det inspirerer jer. At I ikke længere føler jer alene med jeres tanker. At I kan bruge de positive indspark. Jeg bliver inspireret af, at I bliver inspirerede. Og at I læser med gør, at jeg skriver endnu mere. Hvilket hjælper mig meget.
Min helt egen skrive-terapi.
Og så er det det hele værd.
Måske skulle jeg igennem LORTE året for at dele det med jer. Måske er det meningen med det hele.
I aften er det så nytårsaften. Thank GOD året er slut. Og når klokken slår tolv, så bliver jeg meget følelsesladet. Jeg ved det allerede. Og jeg har allerede forberedt Niels.
Så meget LORT i 2015 pustes ud, når klokken slår tolv. En lettelse.
Og så meget håb og så mange drømme pustes ind i 2016.
DETTE – 2016 – må blive et FANTASTISK år.
Jeg glæder mig i hvert fald. Og jeg håber, at I fortsat vil være med på rejsen.
Jeg er meget taknemmelig. Tusind TAK!
Fra mig til alle jer: Rigtig godt nytHÅR – og godt nytår.