Efter sidste besøg hos reumatologisk afdeling har jeg ikke været helt begejstret. For at sige det mildt. Læs den historie her (For syg til at være syg). Jeg blev ikke set som Pernille, men blot et nummer i rækken. Jeg gik derfra fuldstændig opløst.

Siden da har Niels haft kontaktet dem flere gange for at tale behandling, ikke behandling, læge og især ikke læge. Det resulterede i, at jeg idag skulle derind igen. Kl. 13.30. Til en anden læge. En som jeg har været inde hos én gang før og som var rigtig sød.

Men det sidste besøg sidder i mig. Jeg tør ikke håbe på noget. Jeg er sikker på, at jeg bliver skuffet. Jeg er nervøs fra morgenstunden. Jeg ryster. Jeg får dårlig mave. Jeg er svimmel. Jeg ser dette som det næste skridt. Og føler virkelig, at det er vigtigt. Jeg møder en veninde i formiddags, der påpeger, at jeg ser skidt ud. Især i øjnene siger hun. Men der også make or break. Sådan føles det i hvert fald.

Jeg henter Niels på arbejdet, og vi kører sammen til hospitalet. Lige dér tordner den store, røde og faretruende bygning op. Den store, brune og faretruende dør. Bare synet skræmmer mig.

Inden

Vi får en parkeringsplads lige udenfor. Og for de der ikke kender Kommunehospitalet i Aarhus, så er det altså store sager. Vi sætter os på ventegangen og tager et Billedbladet, der er to uger gammelt. Og for de der ikke kender Kommunehospitalet, så er det altså store sager. Vi bliver kaldt ind… til tiden. Og for de der ikke kender Kommunehospitalet, så er det altså store sager. Så allerede nu, så kører det virkelig for os.

Det er den søde læge. Trine hedder hun. Hun spørger hvordan det går. Jeg kigger på Niels, så han kan forklare hele historien og historikken, for jeg begynder bare at flæbe. “Nej”, siger hun. “Jeg vil gerne høre det fra dig. Hvordan har DU det?”. Waterworks…. tårerne sprøjter ud af hovedet på mig. Nærmest under hele konsultationen. Hvor Trine siger ting som: Du har det virkelig skidt. Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg ser og hører dig. JEG skal nok få dig i et par stilletter igen. Bare rolig.

Jeg fik både et stik i rumpen, så jeg er rimelig smertedækket de næste 14 dage, hvor vi skal på ferie med børnene. En plan til at starte ny behandling dagen efter vi kommer hjem fra ferie. En tid hos hende – i hendes frokostpause – 3 uger efter, så vi kan føgle op på den igangsatte behandling og evt. øge og tilføje ekstra. Men endnu bedre, så fik jeg ro. Jeg følte, at vi tog et skridt i den rigtige retning.

Efter

Konsultationen er slut. Jeg tudede fra ende til anden. Først af frustration og overvældelse. Sidst af forståelse og empati. Vi rejser os og da Trine skal til at tage i døren, stopper Niels hende.

Trine. Tak for en rigtig god og empatisk behandling. Det betyder simpelthen mere, end du kan forstå.

Niels har tårer i øjnene, jeg tuder og Trine har halvvåde øjne og siger: “Tro mig. Det ved jeg godt. Og sådan skal det også være.”

Moralen med denne lille historie er, at det betyder så meget, at man møder andre med en empatisk tilgang. At man ser dem, der hvor de er.

/Pernille

Stay Positive

___________________________

Følg Stay Positive på de sociale medier:

Instagram: @staypositive_blog

Facebook her.

Bloglovin her.

11 kommentarer

  1. Bare jeg læser dine beretninger får jeg oversvømmelse i øjnene. Det er simpelthen ikke til at sætte sig ind i, og dog så er det så let at forstå, at du må være brugt, presset og ulykkelig nogen gang. Kære P, det har ingen fortjent, men hvor er det dejligt at der er lyspunkter ind imellem. Husk at samle på dem, så har du måske lidt at bruge af, på de dårlige dage.
    Knus T

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s