Dette er et meget følelsesladet indlæg for mig. Både med de følelser som jeg udleverer, men især med de billeder, som jeg viser. De er aldrig vist før. Det er meget personligt. Men nødvendigt for at oplyse om sygdommen og dens udseende. Bær over med mig, hvis det bliver rodet. Jeg er lidt rørt.

________________________________________________

Min datter Anna og jeg står og ser os i spejlet på badeværelset. Vi er ved at rede hår. Vi griner. Jeg kigger op, ser mig selv og siger:

Fuuuuuuuck. Er jeg ved at blive gråhåret? Er det en stor rund grå plet hår lige dér?

Jeg kigger en ekstra gang på pletten. Pletten er ikke grå. Den er grisefarvet. En skaldet plet på størrelse med en femmer. Fuldstændig skaldet. Ikke et eneste hår. Glattere end en babynumse. CHOK. Mit hjerte banker og jeg bliver forvirret. Jeg stirrer på pletten og er helt mundlam. Så pibler tårerne lige så stille ned af kinderne. Ikke en lyd.

Den første plet
Den første plet

Hvad er det? Er det farligt? Hvorfor?

Jeg løber rød-øjet ind til nabokonen. Hun er sygeplejerske og ved alt om alt. Hun kigger på pletten. Jeg kan også se chok i hendes ansigt. Det eneste hun siger er: “Du skal tage til lægen imorgen. Lover du det?”

Det gjorde jeg. Og har siden været hos riiiiiiigtig mange læger. Riiiiiiigtig mange gange. Men det er slet ikke det, dette indlæg skal handle om.

Den dag fandt jeg den første plet på størrelse med en femmer. I løbet af den næste uge faldt halvdelen af mit hår ud. Det føltes som om, jeg havde haft en stram hestehale og lige taget elastikken ud. Det strammede helt vildt. Og så vidste jeg, at det var det næste sted, det ville falde ud. Jeg kørte hånden igennem håret og tog håndfulde af. Hårtot efter hårtot. Tåre efter tåre. Både håret og tårerne var som regnen, der bare faldt og faldt og ikke ville stoppe igen. Det gik så stærkt.

Min skønne frisør var med hele vejen. Fra første skaldede plet. Hun klippede jævnligt, så det dækkede de nyeste pletter. Jeg købte alopecia produkter hjem fra USA. En alopecia-lotion, der kunne male pletterne som en bruncreme. Alopecia-fibre, som er en pustedims, der puster fibre på pletterne, så der er et tyndt lag fibre, der matcher resten af håret. Jeg købte 30 hatte på nettet – fra hele verden – alt sammen i løbet af den første uge.

I starten kunne jeg skjule det med en hat, der sad ned i nakken. Jeg havde stadig langt pandehår. Sådan gik der et halvt år mere. Det faldt stadig af. Ikke med samme hastighed. Men stadig. Og hver eneste morgen undersøgte jeg sørgeligt hårene på puden, der var faldet ud i løbet af natten. Fortvivlet var jeg viklet ind i hår i bruseren, imens jeg forsøgte at vaske mit hår. Vi havde hår alle steder. Niels rendte rundt efter mig med støvsugeren. Nok mest fordi jeg ikke skulle se alle de hår, jeg reelt set tabte… og blive ked af det. Igen. Igen. Igen.

Det var efterhånden noget af et syn. Min tidligere så smarte frisure hang nu i tjavser… hist og pist. Det kunne ikke tilnærmelsesvist dække de mange og store pletter. 60 % af alt mit hår var nu faldet af. Og jeg blev trist hver eneste gang, jeg fik en ny tot i hånden. Hver gang jeg så mig selv i spejlet, så følte jeg, at jeg mistede en del af min identitet. Så jeg tog en beslutning. Jeg valgte at klippe de sørgelige rester af. Jeg lånte en trimmer. Havde Niels ved min side. Og så tændte vi maskinen. Ved den første bane hår var det mærkeligt, derefter var det en befrielse. Måske fordi at det var min beslutning. Jeg besluttede at håret skulle af. Og det var ikke fordi min krop valgte at frastøde det. Som jo er det der sker med alopecia. Efter klipningen tog jeg et billede og sendte til alle mine nærmeste. Så var det en realitet.

Men det var ikke kun det håndgribelige tab af en kropsdel, som håret jo er. Jeg følte en stor ubeskrivelig sorg. Og det er svært at forklare, hvorfor det er så stor en sorg at tabe sit hår. Også fordi det jo ikke er en livstruende sygdom. Man aner ikke, præcis hvor meget man sætter pris på sit hår, indtil den dag det pludseligt falder ud. Jeg har altid været stolt at mit hår. Min tykke, lange, bølgende, chokoladebrune manke. Og pludselig følte jeg mig gammel og utiltalende. Jeg følte mig ukvindelig og i hvert fald slet ikke sexet og attraktiv. Heldigvis er min mand jo altid god for en opmuntrende bemærkning. Han kiggede forelsket på mig og mit nyklippede hovede, alt imens han sagde:

Hold nu op. Du vil virkelig være en hot lesbisk.

Mit GI Jane look. Lige efter de sørgelige rester er klippet af første gang.
Mit GI Jane look. Lige efter de sørgelige rester er klippet af første gang.

Han er altid god med komplimenterne. Men lige meget hjælper det på følelserne indeni. Jeg føler mig forkert. Jeg føler ikke, jeg passer ind. Når jeg endelig kommer ud, så er jeg nervøs. For tænk hvis hatten, tørklædet eller parykken rykkede sig og nogen kunne se mit bare hovede. Jeg går med en klump i maven… og i halsen… hele tiden. Jeg kan bedst forklare det med en sammenligning. Mit bare hovede er som at være nøgen. Hvis nogen så mine pletter, så ville det svare til at de så mig uden tøj på. Jeg er utrolig blufærdig med mit plettede hovede.

Jeg synes, at kvinder med helt skaldede hoveder er så utroligt smukke. Der er noget stærkt og virkelig sexet over dem. Bare tænk på, hvor meget de er gået igennem personligt for at nå dertil. Det er fantastisk. Men mit hovede er ikke helt skaldet. Det er plettet. På den ikke-så-pæne måde. Så jeg viser stadig kun min mangel-på-hårpragt til mine børn, min mand, min frisør og selvfølgelig nabokonen.

Nakken, som den stadig ser ud idag. Bare med lidt længere hår.
Nakken, som den stadig ser ud idag. Bare med lidt længere hår.

Man skulle tro, at jeg med mine (dengang) 35 år, var modstandsdygtig overfor det store fokus på den ydre skønhed. Men nej. Den slags hykleri gjorde mig ikke mindre immun. På trods af min egen stolthed og min bevidste indsats for at være cool, så fik hårtabet mig til at blive hyper-opmærksom på mig, min krop og mit udseende.

Jeg begyndte at lukke mig lidt inde. Jeg har altid været meget social. Men jeg begyndte at undgå steder med mange mennesker. Jeg var bange for at nogen ville kigge, grine eller kommentere. Jeg gik med strikhue på arbejde. Og begyndte at handle så meget som muligt på nettet. Jeg var nervøs, når det blæste meget. Ingen sagde noget… men jeg levede i frygten. Indtil den dag, hvor én sagde noget og jeg tog beslutningen om kun at gå med tørklæder. Men det er en gammel historie. Læs den her: Paryk eller tørklæde?.

Som jeg plejer, så gik jeg i totalt praktik-mode. Hvad kan jeg rent praktisk gøre? Det nytter jo ikke noget, at sætte sig ned og tude. Det begynder håret jo ikke at vokse af. Så jeg handler. Jeg googler. Jeg undersøger. Jeg shopper. Jeg kommunikerer. Jeg er åben. Jeg overlever. Jeg smiler. Men indeni…

Indeni ser det lidt anderledes ud. Det vidste jeg ikke før nu. Før idag. En kollega sagde til mig, at det var flot som jeg smilte. Men han troede ikke, at jeg havde bearbejdet sorgen over tabet af mit hår. Og ved I hvad? Jeg tror, han har ret. For som jeg har skrevet dette indlæg, så har tårerne trillet ned af mine kinder, jeg har haft rystende hænder og en knude i maven. Endda dårlig mave. Ja… undskyld. Klamt. Men ærligt. Men jeg sidder også tilbage med en følelse af at være på vej igennem. Jeg led et tab – både fysisk og psykisk. For mig var det et tab i forhold til, hvordan mit kropsimage var før alopeciaen. Mit selvværd var blevet knust. Men jeg føler, at det er blevet opbygget igen. Som tiden er gået. Og jeg føler mig stærkere og styrket på grund af denne sygdom.

Så dette har været en slags mini-terapi for mig. Og jeg må takker dig for at læse med. Helt til slutningen af dette lange indlæg. Du hjælper mig mere end du ved. TAK.

/Pernille

Stay Positive

__________

Følg Stay Positive på de sociale medier:

Instagram: @staypositive_blog

Facebook – klik her

Bloglovin – klik her

30 comments

      1. Hej Pernille har du mon fået tjekket om du går rundt med en sygdom i skjoldbruskkirtlen, det kan nemlig også gøre at man taber håret. Vh Hanne

        Liked by 1 person

  1. Hvor havde jeg ret i min kommentar forleden Pernille, du ER SMUK uden tørklæde 👍
    Stort kram til dig for at “springe ud”, for al den smerte det har påført dig at miste dit hår og Mikkel mindst for det drive du stadig besidder

    Liked by 1 person

  2. En gribende fortælling. Du er så fantastisk til at sætte ord på, og jeg værdsætter din ærlighed og takker dig for at give din indstilling til livet videre. Jeg føler med dig og beundrer dig og hanker lige op i mig selv og tænker, hvordan jeg bedst klarer mig igennem de udfordringer verden byder på. Tusind tak for at vise og dele.

    Liked by 1 person

  3. Seriøst! Du er smuk med kort… Når det så er sagt kan jeg følge dig fuldt ud, som kvinde ønsker man ikke at tabe sit hår, og slet ikke i plamager. Det er frygteligt at du har den sygdom, det er noget som du har arbejdet meget på at bearbejde og forsat gør, kan jeg forstå.
    Men du er en kvinde med stort K og en smuk en af slagsen, som nævnt, vil jeg give din husbond helt ret☺

    Hæv du blot dit hoved og mød verden med positive tanker og det dejlige smil du har.

    Kh Louise
    http://blouise.dk

    Liked by 1 person

  4. Hej Pernille,
    Jeg kender dig ikke, men jeg havde hørt om hende den seje Pernille Højland-Rønde, der havde en kronisk sygdom og samtidig var en ildsjæl, så positiv og gør meget for Team-Frivillig. Jeg var til modeshow oppe i hallen i torsdag sad på første parket, og til gymnastikopvisning i går – der anede jeg stadig ikke Pernille Højlander var dig. Først fundet ud af i dag. Og jeg er simpelthen nødt til give dig det største kompliment, og især efter læst din barske historie omkring miste dit hår. Da du gik modeshow den torsdag aften, tænkte jeg netop sikke en fed udstråling den kvinde har, lækker hår og frækt blik i øjet – alt en mand må ønske sig ha ha. Du ser så fantastisk ud – det er jeg simpelthen nødt til fortælle dig, især efter læst din historie her på bloggen som rørt mig meget. Du er bare en total cool kvinde, beundre meget din positive indstilling til livet, som er den rette indstilling, men kan forestille mig det i perioder kan være svært altid lige finde frem.
    KH Dorte

    Like

  5. Kære Pernille, tak for din fortælling om alopecia, den rører mig dybt, og jeg håber den kan hjælpe mig lidt videre.
    Jeg er mor til en datter med pletskaldethed, og har det svært med det, ville ønske jeg kunne tage det selv. Hun er nu 12 år, og vi opdagede de første pletter da hun var 6 år. Hun har langt hår, som dækker pletterne, og det takler hun så fint. Som mor tænker jeg alt for meget over hvad nu hvis det blir meget værre osv…. Her hjælper dine ord mig, det med at blive stærkere og blive nød til at tage stilling til hvem man er, når man ikke bare passer ind i mængden. Det vil helt sikkert ikke være nemt, men muligt, og det gir mig en form for håb tilbage.
    Mange hilsner Helle

    Like

    1. Åhhhh Helle. Hvor føler jeg med jer. Og hvor er jeg så glad for, at mine ord og mine oplevelser kan hjælpe dig – og jer – lidt videre. Jeg fandt et større selvværd med pletskaldetheden, selvom det lyder mystisk. Men jeg fandt ud af, hvem jeg virkelig er. Kæmpe krammer til jer. Tusind tak for din besked.

      Like

  6. Tak tusind tak for dit indlæg. Jeg græd mig igennem det. Det trøstede mig at høre. Jeg havde tykt og stærkt blond hår jeg har altid haft det svært med min krop. Men i vinters sidste år begyndte mit hår at falde af i store totter. Det gør det stadig og fra at være pigen med det tykkeste hår er der ikke mange hår tilbage. Jeg er 22 år og jeg skammer mig. Jeg kan nikke genkendende til alt hvad du skriver og hold op hvor har jeg lyst til at tage den hårtrimmer og droppe alle de skide undskyldninger og kasketter men jeg er så hamrende angst. Hvad vil folk dog sige, hvad skal jeg sige. Dog bliver det sværere at gemme. Lægerne vender ryggen til. Jeg græder især når min kæreste ikke er hjemme. Vi har været sammen i 4 år og stadig tør jeg ikke at vise ham “alt”. Jeg prøver at skjule mig. Hold kæft hvor hår betyder meget! Og hvor ødelægger det dog en… Tak for dit indlæg og tak fordi jeg må lægge en kommentar. Det er hårdt at gemme på..

    Like

    1. Kære Nathalie, du må ALTID skrive til mig. Det betyder SÅ meget at vide, at man ikke er alene i verden med sine problemer. Jeg er her for dig. Knus Pernille

      Like

  7. Hej Pernille. Faldt lige over din blog. Jeg lider selv af alopecia. Det startede da jeg var lille og på flere billeder fra min barndom sidder en lækker lille pige med rottehaler og “måne” 🙂 lige som dig kommer og får mit hår. Det lever sit eget liv. Da jeg blev 25 tabte jeg dog så meget at jeg valgte at få paryk. Åhhhh hvor var det dog hårdt. Følte mig helt forkert og det var virkelig noget man skulle vende sig til. For 3 år siden blev jeg gravid og pludselig kom alt mit hår tilbage. Helt fuldstændig fantastisk. Kunne nyde min graviditet, min nyfødte søn og mit EGET hår. Da min søn var 6 mdr gammel røg det hele igen. Og denne gang ALT ALT ALT. Det fylder enormt meget i ens liv men jeg er alligevel kommet dertil hvor jeg tænker, alle kæmper med noget i deres liv. Alle har ting de gerne vil ændre på. Jeg er heldig at det jeg fejler “kun” er kosmetisk. Og jeg prøver hver dag at sige til mig selv at jeg er smuk præcis som jeg er. Jeg syntes du er SÅ SEJ. Jeg beundre din ærlighed meget og håber jeg en dag kan komme dertil hvor jeg tør vise mit “mig” frem. Jeg lægger ikke skjul på det men kun mand, barn og frisør har fået lov at se mig uden paryk. TAK for din blog som jeg nu bestemt vil følge med glæde. TAK for du står frem og fortæller om denne sygdom. Og undskyld mit pludselig lidt for lange indlæg 🙈 ha en rigtig god sommer.
    Hilsen Louise

    Like

    1. Åhhhh, søde Louise. Tusind tak for din fantastiske besked. Jeg er så glad for, at du kan bruge bloggen til noget. Tusind tak.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s