Pernille Højland-Rønde
På turbo-torsdag, som vi kalder det, går Rasmus på 8 år både til springgymnastik og svømning. Men vi har lidt tid og lidt kørsel imellem de to. Så vi kunne lige nå et lille smut i et Aarhusiansk center. Vi får købt både pølsebrød, en elektrisk blyantspidser og 2 gaver. Vi er effektive. Lige uden for... Continue Reading →
Idag har vi været i haven heeeeele dagen. Vi har ikke verdens største have, men lige som alt andet i vores liv, så har den været forsømt i det sidste lange stykke tid. Vi har ikke haft en hel dag hjemme til det før idag og jeg har længe haft det skidt og ikke haft... Continue Reading →
Den anden dag mødte jeg en lille pige. 8 år. Hun havde et bredt hårbånd på. Det går hun altid med. Vi var hjemme og besøge nogle venner, og det var legekammerater til deres børn. Vores ven siger: "Jeg vil gerne introducere dig for Pernille. Kan du huske, at jeg har fortalt dig om hende?... Continue Reading →
Kære mor Du er ikke ligesom alle andre mødre, fordi du har tabt håret og har en sygdom med dine fødder og ben. Men du har lært noget af det, du er blevet god til at binde tørklæder og at man stadig kan lave sjove ting med sin familie og sine venner. Det er bare... Continue Reading →
Børnene har idag lavet en masse perleplader i påskemotiver. De skal alle bruges til bedste fødseldagsgave. Hun bliver 75 på fredag. Vi sidder sammen - børnene og jeg. Vi har klippet grene og vi er ved at hænge perlepladerne på til den fineste påske-fødselsdagsgave. Anna har tændt for en playliste på YouSeeMusic. Vi hygger. Ren familie-idyl.... Continue Reading →
I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →
I går sagde Anna på 10 år: "Mor, du sidder altid bare der i sofaen med din telefon". Hun sagde det i sjov, men det gjorde ikke mindre ondt. Av. Avavav. Helt ind i hjertet. Men dette statement er jo to-delt. Første del: Hvordan forklarer jeg en 10-årig, at jeg ikke orker andet? At al... Continue Reading →
Min gamle far havde fødselsdag igår. 77 år. Gamle knark. Der sidder vi så samlet. Alle gæsterne og hele familien. Vi griner og joker med mine nevøer og niecer, der er halvgamle unge mennesker mellem 18-25 år. Pingpong pingpong. Vi griner og siger sjove ting. Synes vi selv. På et tidspunkt laver min mand en... Continue Reading →
For første gang idag er jeg gået ud i offentligheden uden hat og uden tørklæde. Jeg har jo haft "kontrollerede" hatteløse dage, som til modeshowet. Læs om min modelkarriere HER. Men deciderede hatteløse dage i den ukontrollerbare offentlighed har jeg ikke haft. Endnu. Jeg har haft tørklæde eller hat på i præcis 1 år idag. Så... Continue Reading →
Kender du en superheltemor? Måske er det dig? Jeg er… eller jeg var en superheltemor indtil min kroniske sygdom tvang mig til at tage min usynlige superheltekappe af. Min hemmelighed Der var engang, hvor jeg havde en hemmelighed, som få kendte til. Bag min perfekte og glade facade var jeg syg og udmattet. (I hvert fald... Continue Reading →
I medgang og modgang Min mand Niels gæsteblogger om livet med en kronisk syg. Niels skriver... Gennem længere tid har jeg overvejet, om jeg som ægtefælle kunne bidrage med et lille indlæg på denne blog. Det er faldet mig lidt svært at flere årsager. Først og fremmest har vi, der læser bloggen, jo oplevet, at Pernille... Continue Reading →
Jeg er ikke religiøs. Overhovedet ikke. Jeg er i kirke til jul og på mærkedage. Men det er også det. Igår skulle vi så til gudstjeneste i kirken som afslutning på min datters minikonfirmand, som man går til allerede i tredje klasse. Hun har elsket det, og selvfølgelig skulle vi med i kirke. Ok... jeg... Continue Reading →
Jeg ejer en total-yndlingsting. Den ældste ting jeg ejer. I hvert fald som jeg selv har købt. Det er jo nok nærmere to ting. For de er et par… eller vi er alle tre et par. Mine rulleskøjter. Mine mega cool Bauer side-by-side med flerfarvede hjul. Jeg fik 2.400 kr. i konfirmationsgave. Hvor jeg iøvrigt... Continue Reading →
Når man som forælder kæmper med en kronisk sygdom, så fylder den dårlige samvittighed virkelig meget. Hver dag. Hvert sekund. Men har man også fundet måder at værdsætte livet på, som andre måske kan få lidt ud af? Jeg fik diagnosen psoriasisgigt, da vi fik Anna. Hun er nu 10 år. Da vi så fik Rasmus... Continue Reading →
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/14008481/?claim=kwadnwdtzgt">Follow my blog with Bloglovin</a> Jeg er glad og stolt af min datter. Dette er én af de vigtigste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg kæmper dagligt med den dårlige samvittighed - især over for børnene. Der er så meget jeg ikke kan. Men hun forstår. Hun er ok. Og hun kan endda sætte... Continue Reading →
Ok... hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg nok godt, at jeg selv uden en kronisk sygdom ville rode. Men det er da meget belejligt. Undskyld jeg roder... men jeg er jo syyyyggggg. Og her stiller man så an med de store hundeøjne og en slags trist Medina-mund. Selvfølgelig hjælper min manglende energi og udmattelsen... Continue Reading →
Imorges da jeg er i bad, kommer der et lille krøllet nyvasket hoved rundt om muren til brusenichen. Peeping Tom aka Rasmus på 6 år står smilende og kigger. Okay... en smule weird. Man får lidt en mærkelig følelse, når man står der splitterragende i badet. Først tænker jeg, at det måske er alderen. Du... Continue Reading →
Stay Positive 