Pernille Højland-Rønde
På turbo-torsdag, som vi kalder det, går Rasmus på 8 år både til springgymnastik og svømning. Men vi har lidt tid og lidt kørsel imellem de to. Så vi kunne lige nå et lille smut i et Aarhusiansk center. Vi får købt både pølsebrød, en elektrisk blyantspidser og 2 gaver. Vi er effektive. Lige uden for... Continue Reading →
Idag har vi været i haven heeeeele dagen. Vi har ikke verdens største have, men lige som alt andet i vores liv, så har den været forsømt i det sidste lange stykke tid. Vi har ikke haft en hel dag hjemme til det før idag og jeg har længe haft det skidt og ikke haft... Continue Reading →
Den anden dag mødte jeg en lille pige. 8 år. Hun havde et bredt hårbånd på. Det går hun altid med. Vi var hjemme og besøge nogle venner, og det var legekammerater til deres børn. Vores ven siger: "Jeg vil gerne introducere dig for Pernille. Kan du huske, at jeg har fortalt dig om hende?... Continue Reading →
Kære mor Du er ikke ligesom alle andre mødre, fordi du har tabt håret og har en sygdom med dine fødder og ben. Men du har lært noget af det, du er blevet god til at binde tørklæder og at man stadig kan lave sjove ting med sin familie og sine venner. Det er bare... Continue Reading →
Her er hun så. Min smukke, dejlige datter. Min stolthed. Hun er igang med at lave aftensmad. Det ser idyllisk ud. Men baggrunden er en helt anden. Jeg har simpelthen været så skidt idag. Kvalme og migræne. Helt tømmermændsagtig. Jeg har hvilet på sofaen det meste af dagen. Niels er på lejr med arbejde. Så... Continue Reading →
At være kronisk syg er ikke altid rosenrødt. Nogle gange er det også bare pastel. Med lidt grålige toner. Ind imellem kan det være svært at STAY POSITIVE. Oftest har jeg det sådan, når jeg føler, det går udover børnene. Som igår. Vi var hos mine forældre på påskeferie. Jeg vågnede igen om natten med... Continue Reading →
Jeg er en ko. Eller jeg føler mig som en ko. En af de der køer, der lukkes ud på græs til foråret og springer glade rundt. Det er mig i disse dage. Jeg er alene hjemme. Familien nyder det i Alperne og jeg nyder det alene hjemme. Og jeg ved godt, at det er... Continue Reading →
I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →
Jeg beklager virkelig, at jeg skriver et "ikke-positivt" indlæg. Men med sygdommen følger savn. Og jeg savner min hjerne. Her til aften har vi tudet. Anna. Og mig. Anna på snart 11 år kommer hjem fra fodbold og siger lidt hårdt til mig: "Hvorfor har du ikke meldt mig til stævnet i weekenden, jeg vil... Continue Reading →
Denne nat kom lille Raller på 7-år krybende ind i sengen til os. Det gør han ofte. Og det er jo egentligt hyggeligt at putte med hans lille tykke arm omkring sig. Men... kun liiige indtil jeg får en albue i hovedet eller bliver sparket i ryggen. Igen. Og igen. Og igen. Idag vågnede jeg... Continue Reading →
I går sagde Anna på 10 år: "Mor, du sidder altid bare der i sofaen med din telefon". Hun sagde det i sjov, men det gjorde ikke mindre ondt. Av. Avavav. Helt ind i hjertet. Men dette statement er jo to-delt. Første del: Hvordan forklarer jeg en 10-årig, at jeg ikke orker andet? At al... Continue Reading →
Min gamle far havde fødselsdag igår. 77 år. Gamle knark. Der sidder vi så samlet. Alle gæsterne og hele familien. Vi griner og joker med mine nevøer og niecer, der er halvgamle unge mennesker mellem 18-25 år. Pingpong pingpong. Vi griner og siger sjove ting. Synes vi selv. På et tidspunkt laver min mand en... Continue Reading →
Øhhhh, hvad var det nu lige, jeg ville skrive om i dette indlæg? Øhhhh. …. Nåååhhh jo. Alt det ballade psoriasisgigten og de kroniske smerter gør ved min hjerne. På engelsk hedder det "Brain fog". Hvilket faktisk beskriver det helt perfekt. Tåget hjerne. Det føltes nemlig, som om min hjerne er i en stor sky.... Continue Reading →
Min datter på snart 11 år har lavet daglige gaver til mig og hængt en julesok op. Gaverne vises dagligt på Instagram. Idag d. 20. December: og en kærlighedserklæring i min julesok fra min datter. Mit hjerte eksploderer af kærlighed denne adventsøndag. ❤️ Mor du er den bedste mor nogen kunne yndske sig. Jeg elsker... Continue Reading →
For første gang idag er jeg gået ud i offentligheden uden hat og uden tørklæde. Jeg har jo haft "kontrollerede" hatteløse dage, som til modeshowet. Læs om min modelkarriere HER. Men deciderede hatteløse dage i den ukontrollerbare offentlighed har jeg ikke haft. Endnu. Jeg har haft tørklæde eller hat på i præcis 1 år idag. Så... Continue Reading →
Lad mig lige fortælle lidt om dagen efter min medicindag. Og for dem, der ikke er helt med, så tager jeg hver tirsdag en sprøjte med medicin, der gerne skulle afhjælpe smerterne - men som også gør mig rigtig skidt. * Vækkeuret på min telefon ringer kl. 6, som det altid gør. Jeg åbner øjnene,... Continue Reading →
Alle forældres stress. Et pres som folk uden børn simpelthen ikke helt forstår. Vinterstøvleindkøb. Puha. Puha. Idag var det så vores tur. Vi valgte at køre 200 km for at komme i den helt rigtige butik. Og så kunne vi jo også besøge bedstemor og bedstefar. Vi er så heldige, at børnenes kusine - min... Continue Reading →
Jeg har gået til psykolog. Jeg ved ikke, om det er et tabu, men det har jo ikke stoppet mig før 🙂 Jeg har både gået til psykolog i forbindelse med stress, og selvfølgelig i forbindelse med at have kroniske smerter. Og jeg synes, det hjælper mig rigtig meget. Psykologen var super god til at... Continue Reading →
Idag var planen at være totalt overskudsagtig. Så ned fra loftet med alt vintertøjet. Sortere. Prøve. Gemme. Genbrug. Jeg har hevet alt ud af skabene. Købt nye kurve. Lavet laminerede skilte til os alle. Og synes selv, at det ser noget så fint og organiseret ud. Havde jeg været perfekt, så havde jeg postet dette... Continue Reading →
Kender du en superheltemor? Måske er det dig? Jeg er… eller jeg var en superheltemor indtil min kroniske sygdom tvang mig til at tage min usynlige superheltekappe af. Min hemmelighed Der var engang, hvor jeg havde en hemmelighed, som få kendte til. Bag min perfekte og glade facade var jeg syg og udmattet. (I hvert fald... Continue Reading →
I øjeblikket maler jeg ikke det pæneste billede af mig selv her på bloggen. Jeg virker vist lidt usympatisk. Først "Jeg lever et DOBBELTLIV" og så nu "Jeg er en stor LØGNER". Jeg beklager. Sorry. Glansbilledet krakelerer. Men virkeligheden presser sig på. Og den er ikke pæn. Jeg ER en stor løgner. I hvert fald... Continue Reading →
Der var engang en tyk baby. Og idag bliver min "baby" 7 år. Han har fødselsdag og vejret afspejler ganske fint hans sind. Sol, regn, sol og en frisk vind til at sætte lidt fut i det hele. Han er sød, dejlig, sjov, ekstremt kærlig… og ekstremt hidsig. Men det er ligegyldigt. For dette indlæg... Continue Reading →
Zzzzzzzz…. sikke en nat. Rasmus (red 6 år) drømte. Voldsomt. Og kunne ikke finde ro. Så efter noget tid kommer han ind til os i soveværelset. Han kommer krybende op i smørhullet. Først. Inden han beslutter, at det er bedre at være fuldstændig klistret op ad mig. På grund af psoriasisgigten så føles hele min ene... Continue Reading →
Jeg føler mig heldig. Meget heldig. Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig - handikapvenlig - ferie. Jeg har fået dejlige minder, masser af grin og solbrune ben. Det var hårdere end jeg havde regnet med. Om morgenen måtte Niels hjælpe mig ud af sengen og om aftenen skulle der en del smertestillende til... Continue Reading →
Der er en sandhed, der ofte er svær at dele med andre. Men hvorfor er den det? Vi bærer jo alle rundt på den. Og hvem opretholder vi facaden for? Andre med samme sandhed? Eller os selv? Sandheden er, at vi ikke er perfekte. Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt. Naboen er ikke... Continue Reading →
Stay Positive 