Jeg burde træne.

Virkelig.

Jeg kan godt se det.

Jeg er blevet tykkere og tykkere.

Smerterne har været så voldsomme, at jeg har haft svært ved at komme ud af sengen.

Men tanken om træning er bare så overvældende.

For hvor sjovt er det, at være til en god gammeldags aerobicstime – eller hvad de unge kalder det nu til dags – når smerterne er voldsomme i fødder, tæer, knæ, hofte, skuldre, ryg, hænder, fingre, kæbe… og trætheden bare overvælder en?

Og hvor skal man starte?

Jeg startede med, at min veninde HEV mig med ud på gåture – ligemeget hvor skidt jeg havde det, og hvor dårligt gående jeg var.

I starten gik vi laaaaaaaangsomt.

Og i starten handlede det hele om mig (læs HER).

Når vi kom hjem fra gåturene var jeg træt.

Meget træt.

Og jeg sov nærmest resten af dagen.

Lige indtil børnene skulle hentes.

Men jeg var glad.

Det gjorde mig i godt humør.

Og så må man jo opveje fordele og ulemper.

Præcis som jeg har gjort så mange gange før (læs HER).

Men tiden er gået.

Faktisk er der nok gået et halvt år med udmattende og glade gåture.

Nu går vi i et lidt mere raskt tempo.

Nu taler vi ikke kun om mig hver eneste gang.

Nu har hun også skavanker ind imellem 🙂

Og nu har jeg fået mod på mere…

Og hvad gør man så?

Jeg har måttet gentænke, hvad min krop ikke kan – og især hvad den kan.

Og problemet er nok mere i hovedet end i kroppen.

For kroppen er skidt.

Det ved jeg.

Men hovedet skal jo også med.

Og det skal tænke anderledes.

For hvad kan jeg så?

Jeg kan ikke bøje mine håndled.

Så jeg kan ikke lave armbøjninger.

Og dog…

For måske kan jeg tage armbøjninger med trx’en, hvor jeg ikke bøjer mine håndled.

Armbøjninger med trx

Jeg kan ikke lægge pres på mine hænder.

Så jeg kan ikke holde en kettlebell.

Og dog…

For måske kan jeg holde den anderledes og stadig lege med kettlebell.

Jeg kan ikke bøje og overanstrenge hoften.

Så jeg kan ikke lave lunges.

Og dog…

For måske kan jeg lave squats i stedet for og stadig træne popo’en.

Jeg har glemt at lave knibeøvelser efter fødslerne.

Så jeg kan ikke lave sprællemænd.

Og dog…

Nej, ok.

Der er ikke noget “og dog”.

Jeg kan vitterligt ikke lave en sprællemand uden at tisse i bukserne.

Det har nok ikke så meget med sygdom at gøre.

Dem må jeg så leve uden.

Ærgerligt.

Jeg har medicinforgiftningsbivirkninger (- eller hvad det nu hedder) flere dage hver eneste uge. Så jeg kaster op, bliver svimmel og udmattet.

Og så kan jeg jo slet ikke træne.

Og dog…

For måske kan jeg møde op alligevel og lave det, jeg kan.

Måske kan jeg tage det lidt roligt og stadig være lidt med.

Måske kan jeg bare cykle hjem, hvis jeg skal ørle for mange gange i busken.

Så nu er jeg startet på bootcamp.

Forstadsfruer i skoven

En masse forstadsfruer, en personlig træner, en græsplæne, en skov og en masse dræbersnegle.

Og man (jeg) kan hurtigt få ondt af sig selv over alt det, jeg ikke kan.

Men hvis jeg vender det om.

Så er der jo egentligt meget mere, jeg kan.

Og det skal jeg da glæde mig over.

Så fuck de burpees – jeg vil da meget hellere lave de der vælte-mig-ned-på-ryggen-og-kæmpe-mig-tung-i-røven-op-igen tingester.

Indrømmet.

Så ser det ikke hverken elegant eller Jane Fonda-agtig ud.

Men jeg er med.

For det er let (og måske misforstået) at tænke, at når man er syg, så skal man blive i sengen og pleje sig selv.

Men når jeg kommer ud, og når jeg er med – på mit eget plan – så griner jeg, har det sjovt, får masser af energi… og så glemmer jeg et øjeblik alt om kroniske smerter.

Og måske kan jeg ikke selv gå op af trappen og i bad, når jeg kommer hjem.

Måske skal Niels sidde vagt (og lure) på badeværelset, fordi jeg bliver så svimmel.

Men når jeg så finder græs og jord ALLE steder, så smiler jeg – og tænker, at så er det det hele værd.

Og ingen skal ynke mig.

Ingen skal have ondt af mig.

Jeg er ikke et offer.

Jeg er stadig en sej småkage.

En kronisk kæmper.

En WARRIOR.

Jeg skal bare have alternativer.

Jeg er slet ikke der, hvor jeg løber en marathon eller træner på lige fod med alle andre.

Men jeg er længere end, jeg var.

Jeg er i bevægelse – nogle gange.

Jeg er stadig også på sofaen – hver dag.

Jeg vil ikke sidder her og prædike, at det er let.

For det er det ikke.

Men det er sjovt, og det giver energi.

Og pludselig – så er jeg en anden end “bare” syge Pernille.

Pludselig er jeg “bare” Pernille.

Her er mine tips til at komme i bevægelse, selvom kroppen siger fra, og du har kroniske smerter:

  • Start langsomt ud – Start med simple øvelser eller gåture. Og lad være med at fokusere på de områder, der gør ondt. Start med andre områder og bare få udløst endorfinerne.
  • No pain – no gain – Når du har kroniske smerter, og man så starter med at bevæge sig og træne, så kommer det til at gøre ondt. Men man er nødt til at kæmpe lidt igennem det. Jeg kender alt til, at man er bange for at forværre smerten, men ofte så får man det bedre. Man trænger til en lur bagefter – helt sikkert – men man er gladere og måske bare en smule mere smidig end før.
  • Venindetid – Kombiner tingene. Måske en walk and talk med en veninde. Eller styrketræning og en sludder. Der er ikke uanede mængder energi, og det er perfekt at kombinere tingene og få tjekket det hele af på én gang. Mine veninder har efterhånden lært, at jeg altid foreslår en gåtur fremfor en kaffedate. For jeg har simpelthen ikke energi til begge dele – selvom jeg gerne vil. Og når veninden venter, så hjælper det til at komme ud af døren, selv når man har den værste morgen og ikke har lyst.

Og drømmen er da, at jeg på et eller andet tidspunkt får det bedre.

Jeg forsøger i hvert fald.

Træning, hvile, juice (læs HER), stenalderkost og medicin.

Fremtiden er lys for mig.

Det er jeg helt sikker på.

//Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og jeg vil blive tosse-glad, hvis du vil følge bloggen. Så får du direkte besked om alle mine krøllede tanker.

Se hvordan herunder.

______________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

______________________________________________________________

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s