imageJeg er en mester i at se frisk ud.

Jeg er OKAY.

Jeg er personen, der nærmest ikke kan komme ud af sengen nogle morgener, men som stadig kan smile og lade som om, jeg har normal mobilitet.

Jeg plejede at kunne løbe og lege, lige når jeg havde lyst til det. Men det hører fortiden til.

Familie, venner og fremmede kunne ikke se på mig, at jeg var syg.

Men det er fordi jeg ikke så syg ud.

Bloggen har nu ændret det. Nu ved alle, at jeg er syg.

Men det er svært.

Det er svært at forklare.

Og det er svært at forstå.

Dette tænkte jeg over den anden dag, efter jeg havde mødt en skøn kvinde.

Faktisk har min søn gået i børnehave med hendes søn. Hun har altid været rigtig sød, og vi har da talt sammen før. Men vi har aldrig RIGTIG talt sammen.

Og her er bloggen jo god. Nu kender alle alt til alt.

Og så starter de fleste samtaler dybere end de gjorde før. Det er faktisk meget fantastisk.

Det viste sig, at hun var blevet sygemeldt med en kronisk tarmsygdom, og at hun gik lidt stille med det. Og selvom vi lider af forskellige sygdomme, så er der bare en sammenhørighed blandt kroniske syge – især med autoimmune sygdomme.

Vores symptomer, følelser og tanker er de samme.

Vi talte længe. Og hun skrev til mig efterfølgende:

“Hele dagen efter vi havde snakket sammen, var jeg helt varm indeni og lettet. Det føltes lidt som om, jeg havde snakket for første gang på et sprog, jeg ikke havde prøvet før, og at ordene bare flød og blev forstået.”

Jeg blev simpelthen SÅ glad, for jeg kunne mærke efterfølgende, at hende her, hun var fantastisk. Hende her skal jeg lære endnu bedre at kende. Jeg glæder mig til lange gåture og lange snakke med denne fantastiske tøs, som har været lige for næsen af mig hele tiden.

Vi har bare ikke kendt til hinandens kampe. Og en god ting ved kampe er, at de binder os sammen på et plan, vi ellers ikke ville have connectet på.

Men det, hun har manglet, var nogen, der talte hendes sprog. Nogen der forstod.

Jeg har stor glæde af støttegrupper eller peer groups.

Om grupperne er fysiske eller online er egentligt ikke så vigtigt.

Selvom min familie og mine venner har været kæmpe støtter, så kan man i en støttegruppe tale et andet sprog. Man skal ikke forklare. De forstår.

Støttegrupper bringer folk sammen, som kæmper med de samme ting, hvad end det er sygdom, kærlighedsproblemer, store livsændringer eller noget helt andet. Hvad end du kæmper med, så er der en gruppe for det på facebook.

I støttegrupperne deler vi oplevelser, erfaringer og kommer med gode råd. Vi kan vise et billede af vores dårlige finger og spørge, om andre har oplevet det samme. Og det har de allesammen.

Det hjælper mig uendeligt meget at tale med andre, som er i den samme situation, som mig.

Jeg føler, at jeg håndterer mine problemer bedre.

Jeg føler mig mindre isoleret, når jeg connecter med andre, der står over for lignende udfordringer.

En støttegruppe skal ikke komme i stedet for familie og venner, eller den normale medicinske behandling, men det kan være en værdifuld resource til at håndtere og ACCEPTERE hele situationen.

Jeg oplevede det meget, da jeg endelig fandt facebookgrupperne med præcis mine sygdomme. Både psoriasisgigt og alopecia.

Jeg følte mig lettet.

De taler samme sprog.

De forstår mig.

Jeg er ikke hypokonder, de har nøjagtigt de samme symptomer som mig.

Jeg oplevede det igen i weekenden, hvor vi var samlet om personlig udvikling. Og bare virkelig ville hinanden det bedste.

Det har været vigtigt for mig at finde ligesindede. Og det er det vel altid, ligemeget om det drejer sig om sygdom eller ej.

Min veninde havde det på nøjagtig samme måde, da de adopterede den skønneste søn. Hun fandt en facebookgruppe og mødte ligesindede med de samme tanker, frustrationer, forventninger og spørgsmål. I det lukkede rum er alt ok. Og man kan sige ting, som man aldrig ville sige til andre.

Jeg sætter stor pris på mine ligesindede.

Jeg sætter stor pris på min familie og mine venner.

Jeg sætter stor pris min læge.

Og jeg sætter stor pris på DIG – lige præcis dig, der læser med – for uden DIG har jeg ingen grund til at skrive. Og dette er blevet min terapi og et ekstra sted, hvor jeg kan få sagt alt det, jeg heller ikke får sagt i den nærmeste kreds.

Takket være alle jer har jeg nemmere ved at acceptere, hvem jeg er – NU.

Jeg ACCEPTERER.

TAK.

//Pernille

STAY POSITIVE

KOMMENTARER modtages med kyshånd og masser af krammere. Scroll længere ned på siden, så kan du kommentere med det samme… lige her på bloggen.

OG Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og jeg vil blive tosse-glad, hvis du vil følge bloggen. Så får du direkte besked om alle mine krøllede tanker.

Se hvordan herunder:

________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– tryk FØLG BLOG+ nederst på siden

________________________________________________________________

6 kommentarer

  1. Det giver SÅ meget mening at snakke med ligesindede den ene ef vores drenge er spastisk og jeg har en netværksgruppe med 5 andre mødre her i lokalområdet og det er GULD værd!! Vi taler nemlig samme sprog og forstår hinandens problemstillinger, hvor det fora “almindelige” vennepar sommetider kan være svært at forstå hvilke udfordringer vi kæmper med. Så ja – HURRA for ligesindede, netværksgruppe og fb-grupper

    Like

  2. Pernille! Tak! Igen
    Jeg bliver altid så glad og motiveret…optimistisk og energisk af dine dejlige indlæg. Jeg kender jo til de negative tanker, de nedslående fremtidsudsigter, erkendelsen af endnu en begrænsning og en ny rutine, hvad enten det er øvelser, medicin, hvil, hjælpemidler eller bare…noget øv.

    Men.. Vi er i samme båd, os der ser glade og “normale” ud. Vi forstår. De fleste af os har faktisk en god forståelse og en ekstra reserve af overskud til ligesindede. Det skaber ekstra overskud og retfærdiggør en daglig kamp at møde denne varme, når vi så pludselig er i selskab med nogle, der kan rumme os.

    Og her bliver jeg stolt. Af mig selv. For jeg valgte det gode liv og opsøgte noget/nogen der kunne inspirere og motivere mig.

    Og så fandt jeg dig. I al ydmyghed er jeg stolt på os “jubelidioters” vegne – af dig. Selvom jeg sandsynligvis aldrig møder dig, føler jeg at jeg kender dig. For du deler ud og inspirerer. Du, med din blog, husker mig på hvilken version af mig selv, jeg gerne vil være.
    Tillykke med din nye veninde, håber I får mange gode snakke

    Meget apropos, fik du givet mig skubbet til at genoplive den ene af mine blogs, hvor dagens indlæg er lidt i tråd med dit; http://mamasjob.dk/wordpress/?p=31

    Madeleine Albright har ikke levet forgæves

    Like

    1. Nu skal du stoppe med at få mig til at tude. Stop så.
      Jeg er så taknemmelig for, at du læser med. Det inspirerer mig til at skrive endnu mere.
      Tusind tak. Og held og lykke med bloggen, jeg glæder mig til at læse den.
      Jeg får så meget ud af at skrive. Det er rent terapi.
      Kæmpe knus Pernille

      Like

  3. Jeg er interesseret i at følge indlæg på siden. Vil gerne støtte op om medlemmer som kan blive mere bevidste om egen situation med eller uden sygdom. Kh Ulla

    Like

    1. Det lyder rigtig godt Ulla, det er jeg rigtig glad for. Jeg håber, at du får noget ud af at være med her i bloggens univers 🙂

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s