Og så må du gerne tage bukserne på igen

En god – og lidt travl – dag i sygeland.

Firmaet Højland-Rønde kører for fuld skrue – med CEO Niels ved roret.

Hvis ikke du forstår det, så kan du læse med HER. Indlægget hedder “For syg til at være syg”.

Idag skulle jeg mødes med min nye socialrådgiver/jobkonsulent, der skal hjælpe mig videre – og igang – igen. Hun hedder Vicki. Og hun er simpelthen så sød. Hun er så sød, at hun nærmest er venindemateriale. Altså virkelig sød. Så er alle vist med. Vicki er sød.

Jeg var egentligt lidt nervøs. Fordi jeg ikke var “færdigbehandlet” på hospitalet, som det egentligt kræves for at komme i jobprøvning. Og hvad skal der så ske med mig?

Som Niels skrev i sit brev (læs det HER), så er der en fantastisk virksomhed, der ønsker at have mig i jobprøvning – og misser jeg denne mulighed, hvis ikke jeg er i behandling på hospitalet?

Nå, men… jeg får lov til at starte i jobprøvning alligevel. Vi kalder det så bare jobpraktik. Og for mig betyder det, at jeg kan komme ud blandt andre mennesker og vise, hvad jeg kan. Jeg skal lave alt det, som jeg synes er sjovt. Bare kun i de timer, som min krop orker at lave det. Det er perfekt. Det er ikke endnu. Men det er stadig perfekt.

Jeg er glad.

Videre fra jobcentret til Bruuns Galleri, hvor jeg følte mig ung-med-de-unge og fik en sandwich, en juice og en ordentlig omgang højt musik i mine gamle ører. Og så videre til hospitalet.

For Niels sendte det berømte brev både til Bent Hansen (ikke svar endnu), til sundhedsministeren (ikke svar endnu) og til hospitalet (svar dagen efter).

En ledende overlæge fra afdelingen ringede Niels op og gav ham ret i, at ventetiden var uanstændig. Han beklagede og sagde, at jeg kunne komme ind og få en anden type medicin dagen efter. Men stadig af den type, som jeg gerne vil have. Og af den type som, vi allerede i februar sagde, kunne gøre en forskel.

Så idag har vi været forbi hospitalet for at hente den nye medicin. Jeg skulle lære at stikke mig med denne nye sprøjte – som er ergonomisk. Måske derfor det er så dyrt.

Bukserne af. Kanylen ind. Og så. Kanylen ind.

Ja, to kanyler. En i hvert ben.

“Det er bedst, hvis du stikker den helt ind – hårdt, sagde den søde og sjove sygeplejerske.“

Jeg er ikke sikker på, at hun selv fangede, at hun var sjov. Men det gjorde vi 🙂

“Og så må du gerne tage bukserne på igen.”

“Men… skal jeg?”

Ja, jeg forsøger også at være lidt sjov. Det virkede. Hun grinede. Sygeplejerskerne på den afdeling er simpelthen SÅ søde.

Jeg fortæller hende, at kæben er helt gigt-skidt. Hun finder en akuttid hos en bestemt læge. Jeg kan komme til mandag.

Hvis altså ikke dette nye medicin allerede har virket. For det kan sagtens være.

Tænk, hvis jeg kan mærke bedring allerede efter weekenden?

Jeg har det som et lille barn lige inden juleaften.

Jeg er simpelthen SÅ spændt.

Og jeg er glad. Meget glad.

Men også lidt frustreret på systemet.

For kan det virkelig passe, at jeg kan komme før ind og få medicin? At fordi jeg har en dejlig, rolig og meget velformuleret mand, der kan sætte sig ned og skrive et brev, så kan jeg få en anden type medicin?

Hvad med gamle fru Larsen, der ikke har nogen, der kæmper hendes sag?

Men på mine helt egne og meget egoistiske vegne, er jeg meget glad og lettet. For jeg kunne ikke mere. Jeg var færdig.

Og for at toppe dagen af, så ringede BT og ville lave et interview om bloggen og om livet, når det pludselig vendes 180 grader og ikke blev, som man havde regnet med.

Så alt i alt en begivenhedsrig dag, som vi fejrede med Sushi, hvilket var totalt usmart, hvis man tager min tiltagende kæbegigt i betragtning. Jeg skulle have holdt mig til Nupo, der bar kan drikkes med et sugerør. Eller spist børnenes tomatsuppe. Det er bare ikke en rigtig fejrings-spise.