Skal jeg fortælle, at jeg står i lort til halsen?

Åbenhed om sygdom får en noget blandet modtagelse.

Sindene kommer lidt i kog hos nogle.

Hos andre er det det mest fantastiske, jeg nogensinde har gjort.

Men jeg kan jo ikke tie stille, eller skrive endnu mere, alt efter hvad andre mener. Jeg er nødt til at gøre, hvad der føles rigtigt for mig.

Og jeg fik spørgsmålet – eller måske mere en konstatering – den anden dag:

“Pas nu på, at alt ikke kommer til at dreje sig om sygdom. Vi behøver jo ikke vide alt.”

Og ja, det kan hun da have ret i. Mit liv skal omhandle andet end sygdom.

Men det føler jeg også, at det gør. For jo større accept jeg får af mig selv og min situation, jo mere plads bliver der til andre ting.

Det føltes rigtigt at dele alt. Det føltes som om, det hjælper mig – og andre.

Jeg kan godt få lidt storhedsvanvid, når jeg læser alle de fantastiske beskeder og kommentarer, jeg modtager, fra folk – måske jer – som synes, de får noget ud af det, jeg skriver.

Så synes jeg, at det giver mening at dele så meget ud af min sygdom. Og måske deler jeg alt.

Men jeg manglede selv at læse noget, da jeg selv blev syg. Jeg har så bare sat mig for at være den, der deler.

Jeg kan ikke tage hensyn til alle. Jeg må starte med mig. Og hos mig… føltes det rigtigt.

Det er egentligt en mærkelig snak. For som jeg har sagt før, så har jeg fået en masse godt ud af både bloggen og sygdommen. Selvom det er træls. Men det er nu engang sådan mit liv blev.

Og som Robert Rolfsted skrev i sin bog: “Elsk MED din krise”:

Det er dumt at hænge med næbet, når man står i lort til halsen.

Så, op med hovedet og ha’ en skøn weekend.