image

Idag læste jeg et blogindlæg skrevet af Cana Buttenschøn fra MORTILTO (Læs det HER). Det handlede om at leve et liv, hvor man føler, at man springer over, hvor gærdet er lavest. Selvom man er priviligeret.

Og bagefter sad jeg med den der følelse af forståelse. For lige præcis SÅDAN har jeg det.

Jeg føler, at jeg springer over, hvor gærdet er lavest, ved at gå hjemme og være sygemeldt. Eller ved kun at arbejde et par timer i jobpraktik.

Bevares, jeg ved godt, at sygdommen udviklede sig i den retning og at der faktisk ikke var nogen anden udvej. For jeg havde haft svært ved at gå på arbejde, når jeg slet ikke kunne gå ud af sengen. (Læs HER)

Men selv om jeg godt FORSTÅR, sådan helt rationelt, at det er situationen, så er mit hovede stadig ikke med.

Jeg føler stadig, at jeg pjækker. At jeg springer over, hvor gærdet er lavest.

For imens alle har travlt med at komme ud af døren og brokke sig over mandage på instagram, så skal jeg lige nøjagtigt INGENTING.

Og det lyder forkælet, men det er så meget sværere, end man skulle tro.

For jeg er bygget til at arbejde. Jeg er pissegod til at arbejde. Jeg er en kreativ igangsætter, der er en gave for enhver virksomhed. Synes, jeg selv. Og har da også fået det at vide mange gange.

Jeg trænger til at være en del af en rigtig hverdag. En helt rigtig og struktureret hverdag. Hvor jeg står op, tager pænt tøj på, afleverer børn, kører på et kontor og brokker mig over mandage, præcis som alle andre.

Jeg bliver doven af at gå hjemme. Jeg når ingenting i løbet af en dag. For jeg kan hele tiden skubbe det en halv time – og så ender det altid med at alle mine gode intentioner og to-do-lister ender ufuldendte alligevel.

Jeg er utaknemmelig. Jeg ved det godt. Og jeg har det faktisk også skidt med det. For jeg bor i et land, hvor det kan lade sig gøre at gå hjemme og blive rask. Jeg har en mand, der aldrig presser mig – eller brokker sig over, at jeg er hjemme hele dagen og ingenting bliver lavet. Han krammer og kysser mig stadig. Selvom jeg er en utaknemmelig pjækkerøv.

Men når jeg så skal afsted om morgenen, så når jeg en masse – også derhjemme. Jeg har en helt anden energi, når jeg har struktur på min hverdag og når jeg udretter noget.

Jeg kryser simpelthen fingre for, at jeg får det SÅ godt, at jeg kommer tilbage på arbejdsmarkedet på fuldtid. For sådan fungerer jeg bedst.

Ellers skal jeg i hvert fald arbejde meget mere med mig selv – og med accepten af hele min situation. For selvom jeg er kommet langt med accepten, så står det idag klart, at jeg ikke er langt nok. Jeg kan stadig ikke acceptere, hvis jeg ikke kommer tilbage på arbejdsmarkedet. Det skal jeg lære.

Kæmpe krammer fra

Pernille

*

HUSK at følge bloggen her på web, på Instagram eller på facebook.

På de sociale medier kommer der dagligt positive og inspirerende citater – og en masse billeder fra min dagligdag.

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s