Mit VALG: ingen skal have ondt af mig – heller ikke mig selv

Dette indlæg kommer umiddelbart til at lyde dystert, men jeg lover, at det ender toplykkeligt 🙂

Lige meget hvad jeg gør, så gør det ondt.

Min krop gør ondt hvert eneste øjeblik. På en eller anden måde.

At gå, at tage tøj på, at putte mine børn, at danse, at træne, at køre bil, at skrive dette blogindlæg… det gør alt sammen ondt. Alt gør ondt. Hele tiden.

Jeg ligner en helt almindelig sund, glad kvinde på 37 år.

Men mine led pulserer og mine sener/senetilhæftninger er så smertefulde, at det føltes som om en kniv bores ind i dem.

Men jeg kan smile, som jeg fortæller dette. Grine. Måske skære lidt ansigt på grund af ironien, og så gå tilbage til at smile.

På trods af smerterne, så har jeg foretaget mig noget idag.

Jeg har været til netværksmøde. Jeg har været til test på demensklinikken. Jeg har spist frokost og shoppet med en veninde og hendes baby. Jeg har arbejdet. Jeg har leget. Jeg har ordnet vasketøj. Jeg har malet. Jeg har malet en masse.

Hvis du har læst med på bloggen og kender min historie, og du så ser mig et sted og ikke kender mig, så ville du sikkert klø dig i håret og sige:

“WTF?

Hvordan kan hun være i så stærke smerter og stadig gøre alt det?”

Fordi jeg kan.

Fordi det distraherer mig, og får mig til at tænke på noget andet.

Og DET er mit vigtigste værktøj i forhold til at kontrollere og leve med mine kroniske smerter.

Du ser selvfølgelig ikke mine indre kampe.

Du ser ikke, når jeg er udmattet efter et bad.

Du ser ikke, hvor meget jeg æder mig selv op for at træne.

Du ser ikke, hvor meget jeg ofrer for at danse.

Du ser ikke, når jeg er ked af det og fælder en tåre, fordi jeg synes det hele er lidt uretfærdigt.

Og du ser ikke de utallige peptalks, som jeg giver mig selv.

Mange gange om dagen.

“Hvor er du sej. Skide godt gået. Du gør det alligevel. Du er en kæmpe succes. Kæmp videre. Fortsæt.”

Måske kan du se i mit smil, at jeg faktisk er stolt af mig selv.

Jeg er stolt over den måde, hvorpå jeg håndterer mine smerter.

Jeg er ikke flov over dem (så ville jeg jo ikke blogge om dem). Det er ikke et tabu.

Men jeg er alligevel stolt, hvis du ikke ser det. For det betyder, at mine indre peptalks virker.

Det gør mig ikke modig, at jeg fortæller om mine smerter.

Det betyder heller ikke, at folk skal komme til forhastede konklusioner om mig og mine smerter. Hvor slemme de kan være, eller ægtheden af dem. For det sårer.

Jeg er ikke en stor inspirationskilde, fordi jeg har fundet en måde at LEVE selv i stærke smerter.

Det er simpelthen bare min virkelighed.

Jeg tager nøje beregnede risici, som at danse som en tosset til weekendens seminar (læs om det HER).

Analysen i mit hovede, der går forud for alt, hvad jeg foretager mig, kan ikke undervurderes.

Jeg tager gennemtænkte valg hver eneste dag for at LEVE livet, kontrollere medicin, behandlinger og håndtere mine kroniske smerter.

Og ja, det betyder ofte, at jeg måske forværrer mit smerteniveau.

Ikke sådan SM-agtigt.

Det er ikke fordi, jeg nyder at forværre mine smerter.

Men jeg nyder at kunne LEVE mit liv på mine betingelser.

Og som jeg ser det, så er smerte ikke en barriere, der betyder, at jeg ikke kan leve mit allerbedste liv.

Selvfølgelig skal jeg leve og opleve, selvom det koster på smertekontoen.

Hvis dette er mit lod i livet, så skal jeg da have det bedste ud af det.

Og jeg har jo levet med kroniske smerter i 10 år.

Ja, 10 år allerede.

Jeg har jo faktisk helt glemt, hvordan det er ikke at have smerter.

Og kroniske smerter er jo netop kroniske. Altså vedvarende.

Hvis jeg skal sidde stille og vente på at medicinen begynder at virke eller fjerner smerterne fuldstændig, så spilder jeg jo værdifuld tid i mit korte liv på at vente på en bedring som måske ikke engang kommer.

Jeg er i smerter, hvad end jeg gør.

OG som jeg ser det, så kan jeg enten sidde hjemme og have ondt af mig selv og dvæle i min egen smerte, eller jeg kan få det allerbedste ud af min situation og gøre alle de ting, som gør mig glad og som jeg er passioneret omkring.

Selvom de ting, der gør mig glad også forværrer mine smerter.

Som eksempelvis al min marathondans i weekenden.

Glad og med kroniske smerter ELLER ulykkelig og med kroniske smerter.

Jeg har taget et VALG.

Har DU?

Smid en kommentar, så bliver jeg SÅ glad. Og følg med på de sociale medier – INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN

Og ku du li det, så DEL DEL DEL.