Uventet håndfletteri på Jobcentret

Når man er i min situation – altså syg og sygemeldt fra sit job – så går systemet igang. Det er en rigtig karruseltur med både hospitalet, læger, speciallæger, psykologer, alternative behandlinger, fagforeninger, pensionsselskaber, kommunen, job og Jobcentret. Ofte står man i kø og venter pænt på den næste tur. Én af de mange ture er så kommet. Min næste tur var med Jobcentret og kommunen.

Som I kunne læse af mit tidligere indlæg (Red: For syg til at være syg), så var mødet med sidste læge på hospitalet ikke så godt. Lidt som at komme op på karruselturen og så kører den kun baglæns. Så jeg var ikke helt begejstret, da jeg fik en indkaldelse fra kommunen. Jeg fik en indkaldelse til jobcentret og tildelt en sagsbehandler. Det skal man. Selvom man er i job. De hjælper med at komme tilbage på job på bedst mulig vis. Hvilket jo egentlig er meget sympatisk. Navnet på min sagsbehandler forstod jeg ikke. Vietnamesisk måske. Hun ringede inden mødet og vi talte sammen i telefonen. Og jeg forstod ikke alt hvad hun sagde. Så jeg mødte noget betuttet op på Jobcentret i Århus.

Jeg sidder i venteværelset med 30 andre. Hvorfor mon de er der? Hvad er deres situation? Ingen siger noget. Ingen ser på hinanden. Alle øjne flakker rundt i det grå venteværelse. Så kommer alle sagsbehandlere ind og der bliver kaldt: Pernille Højland-Rønde. Jeg kigger op. Og der står den kæreste vietnamesiske dame. Kort gråt hår og et imødekommende smil. Vi går hen til mødelokalet og sætter os til rette ved det runde mødebord. Jeg folder hænderne oppe på bordet. Lidt et nervøst træk fra min side. Kunne godt signalere lidt modstand og et Joey-fra-Friends-“Whaaaaat’s Up?” Det allerførste hun så gør, er at lægge sine hænder ovenpå mine på bordet. Hun kigger mig dybt i øjnene. Og så siger hun:

…hvor er det dog synd for dig, at du skal have det sådan.

Wauuuuwwwww. Jeg smeltede. Med ét klap vandt hun mit hjerte. Hun kan sige hvad som helst nu og jeg tror på, at hun er på min side. Hun vil mig det bedste. Pludselig røg alle barrierer ned. Dem jeg har bygget op over for systemet gennem de sidste ti år med sygdom. Hendes empatiske tilgang gjorde mig tryg og set. Det vigtigste er at blive set. Her var jeg ikke bare et nummer i rækken. Her var jeg Pernille. Med min individuelle historie. Selvom hun har hørt den så mange gange før. Jeg føler mig så heldig, at være blevet tildelt denne fantastiske og empatiske kvinde. Tak Aarhus.

Det viste sig så, at hun også selv har gigt og kender reumatologisk afdeling, lægerne, medicinen, smerterne og udfordringerne. Jeg skulle ikke engang forklare alt forfra, som jeg plejer. Hun forstod. Og pludselig var der en ekstra projektleder ansat i firmaet “Syge Pernille”. (Red: For syg til at være syg).

Jeg humpede fra jobcentret med tiltagende smerter, overvældende træthed, lettet hjerte og et kæmpe smil på læben.

Det skal vi gøre noget mere. Det kan vi allesammen. Lad os alle sprede smil, hvor end vi kan. Vi kan alle uddele humor, positivitet, hjælpsomhed eller empati. Lad os gøre, hvad der er muligt for os i alle mulige situationer i løbet af vores dag. På jobbet, ved flagstanden i regnvejret (Red: Da den våde dame sagde “mega nice”), i køen i supermarkedet eller på jobcentret.

/P

Stay Positive