Der er en sandhed, der ofte er svær at dele med andre. Men hvorfor er den det? Vi bærer jo alle rundt på den. Og hvem opretholder vi facaden for? Andre med samme sandhed? Eller os selv?
Sandheden er, at vi ikke er perfekte. Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt. Naboen er ikke perfekt. Veninden er ikke perfekt.
Et godt liv er ikke et perfekt liv. Og livet behøver ikke være perfekt for at være godt.
Lyder det simpelt? Ja, måske. Men ikke desto mindre er det nok noget, vi alle tænker over – og måske kæmper med og mod – dagligt. Jeg ved, at jeg i hvert fald gør. Især i disse udstillende-sociale-medier-tider. Som jeg også selv er en del af. Men det er da lige til at få stress og dårlige nerver af. For dét perfekte liv, som vi udstiller i den virtuelle verden, er ofte ret anderledes end det mindre perfekte liv – men mere ægte live – som vi lever i den virkelige verden.
Jeg ved godt, at jeg nok er mere sårbar overfor det perfekte, fordi jeg er syg og tumler med alt mit lort. Men kan det virkelig passe? Løber vi virkelig lige 10 km hver dag? Er vores ægtefæller altid romantiske og kommer med blomster? Har vi altid ryddet op og støvsuget? Har vi altid designer-tingentangel og boligmagasiner på sofabordet? Har vi altid søde og skønne børn? Skinner solen altid lige dér, hvor vi er? Er livet altid fabulous?
Men ved du hvad?
Livet er ikke altid fabulous. Livet er ikke perfekt. Livet er ikke kun pænt og poleret. Det er rodet og skørt og virkeligt. Og vi behøver ikke være perfekte. Vi behøver ingen facade.
Og hvad nu hvis, vi fortæller os selv dette hver dag? Hvad nu hvis vi omgiver os med andre, der siger det samme? Andre der kan fortælle os, at det er helt ok, at vi ikke er perfekte. Det er befriende, at være sammen med folk, hvor du fuldstændig kan smide facaden og være uperfekt. Og ofte gemmer de mest perfekte på det allermest uperfekte. Jeg er temmelig sikker på, at jeg er min egen værste fjende. Jeg tror ikke, at nogen i mit liv forventer, at jeg er perfekt. Uanset om man lever med kronisk sygdom eller ej.
Så jeg vil gerne slå et slag for det uperfekte. Jeg vil gerne slå et slag for tabuerne. Jeg vil gerne fjerne facaden. Bare lidt.
Og jeg vil da gerne starte:
- Jeg er syg. Jeg har psoriasisgigt og kroniske smerter. Jeg har alopecia (pletskaldethed) og går med tørklæde. Jeg har haft stress og været på lykkepiller. Jeg har gået til psykolog. Jeg spiser en masse smertestillende hver eneste dag.
- Jeg roder. Virkelig meget. Jeg vil gerne nå det hele. Men fysisk er jeg meget begrænset af min sygdom. Men jeg tror, at jeg altid har rodet. Virkelig meget.
- Jeg bliver meget pms. Vildt hidsig… og måske urimelig?!
- Min mand irriterer mig nogen gange. Så meget at jeg får lyst til at tale med lukket mund og gennem tænderne. Kender I det? Mest når han synker højlydt eller stiller sine sko lige foran hoveddøren.
- Jeg er for tyk og jeg eeeeeelker iskolde dåsecolaer. Coca Cola… ellers vil jeg hellere have vand.
- Vi spiser ind imellem på McDonalds eller spiser børnene af med en pap-pizza fra fakta. Børnene får for meget pasta og for få grøntsager.
Haps. Mig og mr. charmør på McDonalds. - For mig var graviditet ikke lyserøde skyer og candyfloss. Det var ikke romantisk. Jeg havde bækkenløsning og kunne gå ca to skridt. Over til 7eleven for at hente pølsebrød. Jeg var fed, hævet, træt, øm og med fedtet hud.
- Min baby var for tyk. Sov ikke mere end ti minutter i træk. Var ikke den hurtigste til at vende sig, sidde eller gå. Ind imellem har jeg været så frustreret, at jeg har haft lyst til at “smide dem ud af vinduet”.
- Mine børn kan også være sure og umulige. Påståelige og ekstremt stædige. Smasker højlydt og med åben mund. Spiller for meget ipad. Får hysteriske anfald. Og nogen gange har jeg været så presset, at de var lidt svære at elske lige i situationen. Ja ja… ramaskrig. Dét må man ikke sige. Men har vi alle ikke tænkt det på et eller andet tidspunkt?
Dette er mit uperfekte liv. Jeg er uperfekt. Jeg har ingen facade. Her er det hele. Hvis I vil se den pæne og polerede version, så kan I jo altid følge med på Instagram og facebook.
Hvad med dig? Har du også uperfekte øjeblikke?
/Pernille
Stay Positive
Stay Positive 
Tænk- jeg synes vi har en pligt som forældre og som voksne (jeg er lærer for en masse søde unger) til at vise børnene at vi ikke er perfekte. For de ser på os og seljer sig i os. Og er der noget, der ville gøre mig vildt ked af det, så er det hvis mine børn vokser op og tror, at de skal være perfekte. Ufejlbarelige. For det er der ingen, der er, og så er der dømt nederlag på forhånd. Så jeg har ingen ambitioner om at være perfekt. På nogle områder vil jeg gøre mit allerbedste. På andre områder må mindre kunne gøre det. Men aldrig perfekt.
LikeLiked by 1 person
Det er så godt sagt.
LikeLike
Hej Pernille
Jeg har også alopecia ligesom dig, så derfor kan jeg virkelig godt følge dig i hvad du skriver om det perfekte liv. Jeg vil også gerne sige at jeg ikke er perfekt. Jeg har alopecia og går også til psykolog. Jeg har det svært ved at gå uden paryk men er begyndt så småt at gå med tørklæde. Jeg vil gerne indrømme at jeg virker som om jeg er ligeglad med hvad andre tænker, men i virkeligheden bruger jeg alt for meget tid på at tænkte på hvordan folk ser mig. Jeg synes ligesom dig også jeg er alt for tyk men har simpelthen en sådan kærlighed for mad der er svær at slippe. Jeg prøver at acceptere det uperfekte i livet og prøver også mere og mere at vise mit rigtige jeg på de sociale medier. Jeg mener at man ikke skal gemme sig bag facader for det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg har gemt mig bag facader hele mit liv og det skal til at stoppe nu. Folk må tage mig som jeg er eller gå sin vej. Jeg er i hvertfald træt af at gemme mig.
Stort knus
Trine
LikeLiked by 1 person
Hvor er det fantastisk. Tror ikke andre ikke-alopeciaere helt kan forstå vores tanker og følelser. Har du læst mit indlæg om “tørklæde eller paryk”? Der taler jeg om de tanker. Tror jeg laver et indlæg om tørklæder i næste uge. Jeg er så glad for at du også er uperfekt. Vi er flere og mit budskab var egentlig at folk skal slappe af, være sig selv og droppe facaderne. Jeg er så glad for at du læser med på mig blog.
LikeLike
Pernille, jeg er HELT med på, at det fylder hos dig, at du går med tørklæde! Fuld anerkendelse af det! Vi kender hinanden gennem Anna og Lasse, der går i klasse sammen, og når nu det fylder hos dig, så synes jeg alligevel, du skal høre, hvad jeg tænke, da jeg så, du brugte tørklæde.
Jeg synes, du har en dejlig og markant personlighed, og da jeg ikke vidste, du var syg, så tænke jeg, at det var en fed stil, der matchede din personlighed. Du skiller dig ud fra mængden, og det understreger dit tørklæde. Det var først senere, det gik op for mig, at det ikke bare var et spørgsmål om stil.
Og lidt stof til eftertanke: Ham der Dr Phil, ham kommer der alligevel noget klogt ud af en gang i mellem: Hvis du vidste, hvor lidt folk tænker på dig, så ville du ikke være så bekymret over, hvad det er, de tænker 😉
LikeLiked by 1 person
Tusind tak Mette. Det er rigtig pænt af dig at sige. Det betyder virkelig meget.
LikeLike