Livets udfordringer. De hårde tider. De kan få det værste og det bedste frem i os alle. Og at lade min kroniske sygdom lære mig noget og gøre mig til bedre menneske, må da være at vinde halvdelen af kampen. I virkeligheden kan ingen af os ændre på de kort, som livet har tildelt os. På vores udfordringer. Men vi kan finde det positive i udfordringerne og beslutte at gøre det til vores joker. Vores gode kort. Det der gør, at vi stadig føler, at vi er med i spillet.

Min joker. Mit positive i denne udfordring. Det må være, at jeg måske kan hjælpe og støtte andre med lignende udfordringer til at se det positive. Måske endda også andre generelt. Måske endda inspirere med min kamp… og min overlevelse.

Der er ingen tvivl om, at vi gennem vores liv og forskellige livssituationer møder en masse forskellige mennesker, der inspirerer os på forskellige måder. Mennesker der udfordres, som vi selv er udfordret. Mennesker, der lever, som vi gerne vil leve. Mennesker der har opnået noget, vi gerne vil opnå. Mennesker der anskuer livet, som vi gerne vil anskue det. Jeg har mødt mange og gør det stadig.

Jeg bliver altid så fantastisk glad og rørt, når nogen siger, at jeg har inspireret dem. Sikke en vidunderlig kompliment. Hvad er bedre end det? Tænk at nogen tager sig tiden til, at skrive tilbage til mig. Støtte mig. Fortælle mig deres egen historie. Og endda sige, at jeg inspirerer dem. 

Efter jeg startede bloggen, er jeg blevet overvældet. Overvældet af interessen. Men ikke mindst overvældet af de mange fantastiske og meget overvældende beskeder og tilbagemeldinger, som jeg har fået. Tak. Tak. Tak. Tak fordi I læser med. Tak for de flotte ord. Og ikke mindst tak fordi I hjælper mig med min egen miniterapi. Tak fordi det giver mening at dele mit liv, mine udfordringer og mine tanker.

Tænk at en fremmedes lille skriv kan sætte fuld sving i hele følelsesregistret. Tak for det Pernille.

Du kan være stolt af, hvem du er. Smuk, klog og positiv.

Du er bare mega sej. Rørende at læse din historie og så inspirerende at din tilgang til udfordringerne er positiv.

Verden gik lige i stå rundt om mig, idet jeg lader øjnene danse hen over hver en linje af dit enormt velskrevet og tankevækkende smukke opslag. Du er definitionen på en modig kvinde, hvis overvejelser er af stærk karakter. Du gør det nemmere for andre i samme situation – med din beretning.

Kender du de der vippedukker? Du skubber til dem og de vipper op igen. Tumble-doll hedder de på engelsk. Det er jeg blevet kaldt. Og det er noget af det pæneste, jeg nogensinde er blevet kaldt. Det var af min kusine. Min veninde. Min støtte. Min inspiration. Og grunden til at bloggen blev en virkelighed. 

 Hun sagde en dag til mig, at jeg mindede hende om en vippedukke. At jeg fik så mange slag i livet, og at jeg blev ved med at vippe tilbage op igen. Det gjorde mig simpelthen så glad. Og det fik mig til at tænke. For jeg kan faktisk godt mærke – helt ned i maven – at jeg har en positiv indstilling til livet. Og klarer jeg måske livets slag på grund af min positive indstilling. Selvom det stadig ikke er en dans på lyserøde, positive roser. 

På samme tidspunkt nævnte min psykolog, at jeg måtte have fået denne sygdom af en grund. Måske skulle den bruges til noget. Og måske skulle jeg overveje at bruge min positivitet og min sygdom som en medspiller – og ikke en modspiller. Det tænkte jeg over. For min positivitet har indimellem også været lidt en hæmsko. Jeg diskuterede det med min kusine. Og vupti ideen om bloggen var født. Hun sagde faktisk, at det var den bedste ide, jeg nogensinde havde fået. Så enten får jeg mange mærkelige ideer, eller måske… var dette den rette.

Jeg fandt hurtigt ud af, at min egen byrde og min egen følelse af at være alene i min sygdom pludselig var mindsket. At jeg var ved at skabe nye venskaber og styrke gamle. At jeg kunne og kan gøre en forskel i mit eget liv og andres liv. Og at alt imens jeg deler – stort og småt – så har jeg opdaget, at mine egne udfordringer bliver lettere at bære. Så stort tak til jer.

Jeg overvejede et øjeblik, om bloggen skulle hedde Tumbledoll eller Vippedukke. Men nu havde jeg jo allerede fået tatoveret “Stay Positive” på armen, så passede det jo lidt bedre. Det havde været noget bøvl, at skulle strege det ud og skrive noget nyt. Så store arme har jeg alligevel ikke.

Min kusine skrev faktisk et utroligt inspirerende brev til mig, hvori hun blandt andet skrev:

“Man får ikke større byrder, end man kan bære”
Lige præcis det er bare spot-on, når jeg tænker på dig – troende eller ej.
Du er stærk i sindet og har et skønt væsen. Og med de egenskaber bliver det bare meget, meget nemmere for dig, trods op- og nedture, at stå kampen igennem. Dét tror jeg på. For hver dag, der går, er du en dag tættere på målet. Smertelindret psoriasisgigt uden bivirkninger. Dét tror jeg på.

Jeg tror, at du i denne tid oplever, at når du er åben, ærlig og sårbar, så finder du først virkelig ud af, at du ikke er alene. Du har et kæmpe netværk af familie og venner, som altid er der for dig, føler for dig og elsker dig. Det ved du og sætter pris på. Det mærker man klart og tydeligt.

Det glæder mig, at du har kastet dig ud i at blogge og være en inspirationskilde for andre. Ikke bare for mennesker med kronisk sygdom, men for os alle. Du fortæller om dit liv, dine glæder, sorger og udfordringer. Det er stort og modigt, men virker bare fuldstændig naturligt for dig. Wow.

Kærligst din stolte kusine

I kan nok godt gætte, hvad der skete, da jeg læste hendes brev? Ganske rigtigt. Jeg tudede. Igen. Total sprinklervæske ud af øjnene. Den slags hvor man ikke lige har fået rettet viskerne ordentligt til, og de så sprøjter ud over det hele. Jeg var simpelthen så rørt. Og jeg er den stolte. Jeg er så heldig, at hun er i mit liv.

Jeg er faktisk ekstremt heldig. For som min kusine også skriver, så har jeg en fantastisk omgangskreds. De støtter og roser. De skubber på, når det er nødvendigt. De siger ikke kun de rigtige ord, men er også praktiske. Og uden alle jer, så kunne jeg ikke have været syg og have haft hovedet med. I gør mig positiv. Tak.

Hvis man ser bort fra mine tårer og mit tuderi, så fortæller ovenstående også historien om, hvor vigtigt det er, at have støtter. At have nogen, der bare tror på dig. Nogen, der tror på, at man nok skal klare det. Nogen, der ved, at man kæmper. Nogen, der stadig synes, man er sej. Nogen, der siger det.

Men det fortæller også historien om, hvor vigtigt det er, at jeg, du, vi, man… ja os allesammen… selv støtter. At vi er dem på den anden side. Det er så meget vigtigere, end du lige tror.

DÉT og DU kan gøre en forskel i en andens liv.

/Pernille

Stay Positive

_______________________________________

Følg Stay Positive på de sociale medier:

Instagram: @staypositive_blog

Facebook her.

Bloglovin her.

2 kommentarer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s