Kronisk ironisk – hvornår er det ok at joke om mit skaldede hovede?

Den anden dag var jeg i biffen med min meget smukke niece på 22 år. Som den gode og ansvarlige voksne som jeg er, så tog jeg hende med ind for at se Magic Mike XXL. En film med masser af letpålædte mandlige strippere. Jeg er utrolig ansvarlig.

Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med min niece. Hun er sjov og ironisk. Og faktisk… så var hun den første til at gøre grin med min alopecia. Min pletskaldethed. Min skaldede isse. Altså hvor det føltes rigtigt… for mig.

Der har været flere tilløb. Flere har forsøgt sig med jokes. Men jeg har ikke været klar. Jeg forstår egentligt godt, at de skyder jokes af. For når man møder mig, så er jeg nok lidt kronisk ironisk. Jeg griner af det meste og kan godt lide de smarte kommentarer. Men pludseligt så blev det hele lidt alvorligt.

Jeg blev forskrækket og fuldstændig ødelagt over mit pludselige hårtab. Det gik så stærkt og jeg kunne slet ikke følge med følelsesmæssigt. Måske derfor havde jeg det svært med jokesene i starten. Jeg blev ikke sur på folk, der forsøgte. Jeg forstod godt, hvorfor de gjorde det. Sådan plejer vi jo at interagere. Men jeg sagde også direkte til dem, at det var jeg ikke klar til endnu. Og det accepterede alle.

Hver eneste dag har jeg arbejdet jeg på at acceptere mig selv. Jeg arbejder stadig. Fordi jeg ved at med det, så kan jeg tage kontrollen tilbage over mit ukontrollerbare hårtab. Det er svært. Men jeg har det meget bedre med det nu, end jeg har haft.

Nogle måneder efter diagnosen alopecia (pletskaldethed) var vi på besøg hos bedste. Hele familien var der den aften, og vi er så heldige at være en blandet aldersskare. Og vi er så heldige, at vi alle kan lide at lege. Mest af alt tæver vi hinanden i Røvhul. (Find regler her). Det sjoveste og mest frustrerende kortspil. Med det mest upassende navn. Som jeg husker det, så var jeg Præsident – altså vinder – men jeg kan selvfølgelig huske forkert. Omvendt så er det jo min blog, så lad os nu bare sige, at jeg var vinderen… Og mon ikke min niece så var taberen? Altså Røvhullet. Det er sent, men lad os nu tage et spil mere, foreslår jeg… totalt ovenpå.

Det kan jeg ikke. Jeg skal hjem og vaske mit hår.

Siger min niece på sådan en Real Housewives of Beverly Hills-måde. Det er sen aften, og hun skal vaske hår. Det er simpelthen for bøvlet at gøre det om morgenen. Det er da sjovt. Og heldigvis må man godt gøre grin med min niece. Så det gør jeg. Det er altid befriende, når man må grine af og med andre. Men det betyder jo også, at man selv skal kunne tage imod et par slag. Og heldigvis har hun det på samme måde. Hun kigger mit parykklædte hovede (læs om valget mellem paryk og tørklæde her) og siger:

Det kan du da nemt sige, du har jo ikke samme problem.

Og så grinede vi. Meget. Og helt lettede. Det var befriende. I det øjeblik kunne jeg mærke, at NU var det ok at joke. NU var jeg helt ok med det. Det hjalp selvfølgelig også, at det var hende. Hun har ligesom været med fra første spæde hårtot faldt af. Og jeg følte mig tryg. Men jeg var pludselig så langt følelsesmæssigt og mentalt, at jeg var klar til ping-pong-jokes om hårtab.

Men selvom jeg er kronisk ironisk og meget gerne joker, så havde det været upassende og ufølsomt for andre at gøre grin med mit hårtab, inden jeg var klar. Det var vigtigt for mig, at jeg selv tog det første skridt. Og det skridt kan være forskelligt fra person til person. Der er ikke nogen facitliste. Der er ikke noget vi skaldede skal gøre på et bestemt tidspunkt. Vi bestemmer heldigvis selv, om vi er klar til at joke, hvornår vi er klar, eller om vi overhovedet bliver klar. Det gjorde jeg, og det er jeg glad for.

Men det er også vigtigt for mig at sige, at jeg ikke bruger ironi og jokes om mit hårtab og skaldede hovede til at forklejne mig selv. Og der er jo en meget fin linje imellem reelt set at være ok med det og at forklejne sig selv. Der er stor forskel på, at have humor om situationen og at gemme (og måske glemme) sig selv bag afværgende humor. Man skal ikke skade sig selv med humor. Men jeg er virkelig ok med det NU. Der er stadig mange andre frustrerende følelser med hårtabet (Læs om sorgen ved mit hårtab her), men de er der jo, om jeg griner eller ej. Og så kan jeg – og vi – jo ligeså godt grine.

Jeg oplever dog stadig, at når jeg joker, så bliver mange bliver lidt forbavsede og kommer med et nervøst grin. De forventede nok ikke lige det. Men de slapper helt sikkert mere af.

Det har hjulpet mig meget, at min familie og især vores venner har været super støttende i alt dette. At være i deres trygge og ironiske selskab gør mig godt. Efter en julefrokost sidste år med vores fantastiske – og kronisk ironiske – venner, så skrev jeg rundt til dem alle og sagde tak. Tak fordi intet var anderledes, og tak fordi de var ligeså rappe i replikken og ironiske som altid. Det var et befriende frirum at kunne grine uden bekymringer.

Livet er bare en smule nemmere, når du kan grine af din situation og dig selv. Det gælder nok i de fleste af livets facetter.
/Pernille

Stay Positive

_______________________________

Kunne du lide artiklen? Så følg bloggen med din e-mail – se bjælken i højre side. Kun fra desktop/computer.

eller…

Følg Stay Positive på de sociale medier:

Facebook: klik her

Instagram: @staypositive_blog

Bloglovin: klik her