Vi har været et par dejlige dage hos bedste i Vestjylland. Vi manglede lidt all inclusive og det mangler der bestemt ikke noget af hos bedste.

Og i formiddags på E45 fik vi så en skøn overraskelse. En varevognslignende bil bliver ved med at køre helt tæt på. En halv meter fra. Liiiidt tilbage igen. Og så en halv meter igen. Sådan på den lidt truende måde. Vi kan ikke trække ind, da vi er ved at overhale en række lastbiler og i øvrigt overholder alle færdselsregler – all inclusive fartgrænserne. Da vi endelig får en lille åbning efter en lastbil, trækker vi ind og lader den anden vogn komme forbi. Han må jo have utroligt travlt med at komme op til næste række biler, der heller ikke kan trække ind. Da han kører forbi os – Niels og jeg og begge børn – sætter han farten ned og hænger nærmest over passagersædet for at give os en stor, lang og truende finger. Ikke af de pæne. Og man skal ikke være ekspert i mundaflæsning for at se, at han råber:

FUCK diiiiigggggg………

Niels og jeg kigger på hinanden. Griner. Skete det virkelig lige? Vi er rystede. Virkelig. Gør nogen virkelig det?

Nu til den egentlige historie. For vi kunne se, at manden i varevognen var fysisk handicappet. Og at han kørte i en handicapbil med en handicapscooter bagi. Men giver det ham ret til ikke at overholde færdselsreglerne? Giver det ham ret til at presse andre bilister? Giver det ham ret til at give en hel familie – med to små børn – den frække finger?

IMG_0953

Om nogen så ved jeg, hvordan det er at have smerter, have det svært og føle at livet er lidt imod en (læs det blogindlæg her). Alle kæmper med noget. Og vores forskellige udfordringer i livet giver os ikke ret til at stråle sur på hele verden. Hele E45. Det er vigtigt at huske. Og da overraskelsen havde lagt sig i vores helt tydelige børnebærerbil, så begyndte jeg at tænke på ham. Sikke et liv. Ikke fordi han er handicappet. Men fordi han må have det så skidt med sig selv, når han ligefrem angriber alle bilister på motorvejen. For efter han kom forbi os, så fortsatte han op i bagdelen på bilen foran og lavede samme nummer. Stakkels mand. Jeg håber virkelig, at nogen giver ham et kæmpe kram, når han nåede final destination. Og at den forstrakte mellemfinger kunne slappe af igen.

Moralen af oplevelsen må være… “stay positive”. Selvom livet byder på udfordringer.

/Pernille

Stay Positive

________________________________

Følg Stay Positive

enten her på bloggen med din e-mail

http://www.stay-positive.dk

eller på de sociale medier

Instagram: @staypositive_blog

Facebook her

Bloglovin her

2 kommentarer

  1. Ja, det er dog utroligt, som man finder på at opføre sig bag et rat. Jeg kommer til at tænke på en tegnefilm, jeg så for mange år siden, hvor Fedtmule (tror jeg det var) fuldstændig skiftede personlighed fra den lallende, lidt gumpetunge hyggefis til en veritabel djævel bag et rat. (Sagde hende, som pludselig kan høre sig selv sige “kom nuuu” eller “så flyt dig dog” når hun sidder alene i bilen 😒. Men hun holder i det mindste hænderne på rattet, og fingrene pænt foldet om samme)

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s