I forrige weekend var jeg på selvudviklingsseminar hos Danmarks Bedste Coach Robert Rolfsted. Det kan STÆRKT anbefales. For ALLE.

Det skrev jeg om i indlægget, som jeg kaldte: “Er det ok at være forelsket i en anden mand?”. Læs det HER.

Nå, men på dette seminar skulle vi finde frem til vores dybeste værdier. De værdier, der vil gøre i forskel i vores liv. Lige nu – i den livssituation, som vi står i lige nu. En forbedrende forskel. Det var en lang og tankevækkende proces.

Og det viste sig, at min vigtigste værdi lige nu – min nummer 1 – mi número uno – var ACCEPT.

Derefter fulgte familie, nærvær og humor.

Men på førstepladsen var ACCEPT. For jeg indså at uden accept, så kan jeg ikke være noget for andre – eller for mig selv.

image

I rigtig lang tid har jeg set på mine smerter som en fjende. En modstander. En modspiller.

Smerterne har stjålet fra mig.

Tyveknægte.

Smerterne har stjålet uendeligt meget tid, kræfter og energi.

Mine smerter har resulteret i masser af tab:

Tabte hobbies, tabte venner, tabte jobs og tabte drømme.

For mig var smerterne noget, jeg var nødt til at bekæmpe for at få mit liv tilbage.

Jeg gav 120 % af mig selv altid. På job. I fritiden. I lokalsamfundet. Ikke så meget med oprydningen, men ellers 🙂

ACCEPT var synonym med overgivelse.

På den negative måde.

Men ACCEPT er synonym med overgivelse.

På den positive måde.

ACCEPT er, at stoppe alle mine uproduktive forsøg på at kontrollere smerterne. Eller på at holde dem nede.

I stedet skal jeg gøre en ihærdig indsats for at leve et tilfredsstillende liv på trods af smerterne.

Det handler ikke om at ignorere smerterne. Men på at arbejde med dem og omkring dem.

ACCEPT er, at tage valget om at fokusere mindre på smerterne og mere på de værdifyldte og energigivende aktiviteter.

*

Efter jeg i midten af 20erne oplevede en forværring i smerterne, har jeg kæmpet meget. Alt for meget. Modarbejdet smerterne. For det kunne simpelthen ikke være rigtigt. Det kunne simpelthen ikke være min virkelighed.

Jeg har redefineret alt, hvad jeg troede, jeg vidste, og hvem jeg troede, jeg var.

Vores samfund forbereder ikke folk på at leve med kronisk smerter.

Vi lærer, at når vi har smerte, så tager vi til lægen og så fixer lægen problemet.

Jeg har i mange år ledt efter det “fix”. Uden held.

Jeg har ledt efter det fix på bekostning af mange andre ting, der var meget vigtige for mig.

Jeg har ledt efter et fix til at lindre smerten, og det har taget min tid og mine kræfter – og betydet meget for min livskvalitet.

Så jeg har besluttet, at det første, jeg skal gøre, er at revurdere mine prioriteter.

Tænk på, hvor meget energi og fokus, jeg har givet smerterne.

Jeg skal have balance.

Jeg vil fokusere min energi på de ting og mennesker, som jeg har forsømt, og som betyder noget for mig.

Jeg ser ikke ACCEPT, som noget man opnår.

Det er ikke et slutmål.

Jeg ser mere ACCEPT som en øvelse.

Det er noget, som jeg skal arbejde med og øve mig på. Og nogle dage er nemmere end andre.

Jeg ved, at ACCEPT betyder, at jeg kan leve et mere værdifuldt liv.

Det har betydet, at jeg er startet med at presse mig selv igen. Og jeg har fået en forståelse for at sætte opnåelige mål.

Og selvom jeg hver eneste dag glæder mig til den dag, der er bedre muligheder for smertelindring og behandling, så har processen med ACCEPT hjulpet mig med at forstå, at jeg ikke behøver vente indtil den dag med at leve et liv, der er værd at leve.

Kun med ACCEPT kan jeg være den, jeg gerne vil være, for dem jeg gerne vil være det for.

Og kun med ACCEPT kan min sygdom blive en medspiller frem for en modspiller.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s