Jeg har fået en penneven. Ikke på den der gamle blyant til papir-måde. Men på den elektroniske sms-måde.

Jeg kender hende ikke. Jeg har aldrig mødt hende.

Men mit hjerte bløder for hende, og jeg vil gøre alt for hende.

Hun har fundet bloggen gennem google. Og også skrevet et post i en lukket facebookgruppe, som jeg så svarede på. Og vupti. Et nyt virtuelt venskab. Eller jeg er måske mere en virtuel storesøster, for hun er kun 20 år.

En ung pige, der gennemlever nøjagtig det samme forløb som mig med hårtab. Hun har fået alopecia (pletskaldethed). Det kom pludseligt – som mit. Hun har også klippet håret af – som mig. Hun er frustreret – som mig. Hun er ked af det – som mig. Hun kan ikke sove – som mig.

Vi sms’er hver eneste dag. Flere gange om dagen.

Jeg ved lige præcis, hvordan hun har det. Jeg gennemlever det igen, når hun fortæller om hendes følelser og tanker.

Ingen kender følelsen af at tabe håret. Med mindre man selv har oplevet det. Det er en stor sorg. En stor stor SORG. (Læs Mit hårtab var en stor sorg).

mit-hartab-var-en-stor-sorg21
Min nakke, da det stod på. Forfra var det lige så slemt.

Jeg husker, som var det igår, da jeg fandt den alleførste plet. Chokket. Følelserne. Det står alt sammen i ovenstående indlæg.

Mit alopecia indtraf, da jeg var 35 år. Jeg havde mand og børn og et voksenliv.

Men min nye penneven er 20 år. Hun står på springbrættet til livet. Et tidpunkt, hvor man i forvejen er usikker og fortvivlet og ikke ved, hvad livet bringer eller hvem, man egentligt er.

Så selvom følelserne ved hårtabet er de samme, så er hendes spørgsmål alligevel så meget anderledes end mine. For hvad med uddannelse, venner og hvad med en kæreste?

Får jeg nogen sinde en kæreste, når jeg er skaldet?

Spørger hun. Og mit hjerte bløder.

For jeg forstår godt, hvorfor hun spørger. Der sidder så meget selvtillid og kvindelighed i håret. Jeg kan godt sige, at selvfølgelig får hun en kæreste, selvom hun er skaldet. Men hendes følelser ændres ikke af mine ord, før der står en fantastisk fyr og smiler til hende. Og det kan jo være allerede imorgen.

Jeg kan godt sige, at jeg har fået endnu større selvtillid og selvværd efter alopeciaen – og under. Men det ændrer jo ikke hendes opfattelse af sig selv. Hun skal først acceptere tingene, som de er. Og før man kan det, skal man have været i det og haft lov til at rase, være trist, ked og hele følelsesregistret igennem.

Da først accepten indtraf hos mig, bandt jeg mit store tørklæde og mærkede, hvordan jeg rankede ryggen.

Jeg glæder mig til at følge min nye penneven og hendes rejse til accepten.

Hun virker SEJ og jeg er sikker på, at hendes store flotte øjne kommer til at stråle, når ikke der er hår at gemme sig under.

Ingen forstår. Men jeg forstår. Og jeg er lige her. For dig.

Kæmpe knus fra Pernille

*

Indlæg der handler om hårtab:

Jeg savner MIG

Kronisk ironisk – hvornår er det ok at joke om mit skaldede hovede

Tørklæde eller paryk?

Skat du har jo hår på

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s