Min telefon er vigtigere end mine børn

I går sagde Anna på 10 år:

“Mor, du sidder altid bare der i sofaen med din telefon”.

Hun sagde det i sjov, men det gjorde ikke mindre ondt. Av. Avavav. Helt ind i hjertet.

Men dette statement er jo to-delt.

Første del:

Hvordan forklarer jeg en 10-årig, at jeg ikke orker andet? At al min energi er opbrugt. Og jeg kan jo heller ikke forlange, at en lille pige forstår, hvad det kræver at have smerter hele tiden. Det skal hendes lille smukke hovede slet ikke bekymre sig om.

I forvejen har jeg dårlig samvittighed over, at hun ved mere om sygdom end alle andre børn. For selvom vi har valgt åbenheden herhjemme, så kan man da ind imellem godt tænke, hvad det egentlig gør ved ens børn.

Skal en 10-årig kende til ord som alopecia, psoriasisgigt, metothrexat, cimzia, ibumetin, treo?

Omvendt, så er jeg stolt over, at selvom jeg er total Maude-agtig, så er børnene total hårdføre. De piver aldrig. Aldrig.

Jeg skrev: Kronisk sygdom og kronisk dårlig samvittighed – og det gælder stadig. For selv om jeg får det bedre og accepterer mit liv på godt og ondt, så kan jeg ikke slippe af med den dårlige samvittighed. Og jeg tror, at det har været den største byrde i hele mit sygdomsforløb.

Anden del:

For jeg sidder alt for meget med telefonen.

Det ved jeg godt.

Jeg har lige læst at gennemsnitsdanskeren tjekker telefonen 100-150 gange hver dag. Hvor er det da vanvittigt meget. Og garanteret helt korrekt.

Selvom Niels forsvarede mig med at sige, at det var et held at de ikke selv lige sad med ipad i det øjeblik – og vi alle grinede, så er det jo alvorligt.

Jeg bliver ked af det. Og skyldig. For jeg skal da give mine børn fuld opmærksomhed, når de er hjemme. Hvorfor gør jeg så ikke det?

Hvorfor er det så vigtigt at tjekke mails, facebook, instagram, bloglovin, Nyhederne og spille et spil Candy Crush og Farm Hero?

Og hvorfor oplever jeg verden igennem et insta-filter? Hvorfor kan jeg ikke opleve uden at tage billeder?

Men det kan jeg ikke. Jeg er afhængig. Jeg skal på afvænning. For jeg er faktisk rigtig ked af, at jeg gør dette.

Fra nu af får børnene min fulde opmærksomhed. Mine børn skal ikke længere opleve, at noget er vigtigere og mere spændende end dem. Og da slet ikke telefonen. Min telefon skal ikke være vigtigere end mine børn. Det er så vigtigt at blive set. Det kender vi voksne jo selv. Jeg skal se børnene endnu mere.

Vi har allerede indført en times offline-hygge hver aften inden sengetid med mandala-maling-mindfullness med hele familien.

Undtagen farmand. Han er fritaget. Han har alt for store fingre til at male i malebøger.

Vi har sat grænser for børnenes brug af ipad og tv. Måske er det også tid til at sætte grænser for eget forbrug?

Men jeg er ikke hellig. Der skal stadig også være plads til at sidde og slappe af med de elektroniske nyheder eller et spil på ipad’en. Både for børn og voksne. Men alt med måde.

Og mit måde – skal fra nu af være væsentligt mindre.

Haleluja.