image

Jeg har oplevet smerter gennem teenageårene, ungdomsårene og de “få” ungdomsår, som jeg har levet indtil nu. Jeg har talt med mange læger, der alle sagde det samme: “Det er meget normalt med lidt smerter. Det er nok en lille forstuvning.”

Det var min første fejl, som voksen. Jeg tænkte faktisk bare, at min smertetærskel var noget lavere end alle andres. Så dette var bare min “normal”.

Da jeg levede med daglige smerter og stadig ikke har en diagnose, der var ikke noget galt, så var det en daglig kamp. I mange år. Det var en kamp med alt det, jeg ikke kunne fysisk. Men især en kamp med mit eget hovede. For helt naturligt, så tænkte jeg, hvorfor jeg havde det sådan? Var jeg doven? Var jeg en kæmpe pivskid? Og endnu værre, var jeg HYPOKONDER?

Og hvad siger man til andre? Undskyld, jeg kan ikke, jeg har ondt – igen – for ingen som helst grund. Undskyld kære arbejdsgiver, jeg har det skidt og må melde mig syg – igen – for ingen som helst grund, men behold mig da endelig ansat.

Efterhånden undrede det også min egen læge, at jeg havde “forstuvninger”, som aldrig blev bedre. Jeg har gået med en skinne på tommeltotten i 1 år. Det hjalp ikke. Selvfølgelig.

Lægen sendte mig ind til Reumatologisk Afdeling i Aarhus, hvor de satte gang i mange prøver. En lang, lang, lang proces. Og jeg følte mig i lange perioder endnu mere som en hypokonder. For hvis DE ikke kunne finde ud af noget, så MÅTTE det være i mit hovede. Dette var landets førende eksperter.

Pludselig en dag – med en gammel SUR overlæge – ultralydsscannede han mine hæle og fødder og fandt inflammation. HALLELUJA.

Aldrig har jeg da været SÅ glad for noget SÅ skidt.

Så ja, det var rent tortur. Alle de tests, prøver, scanninger, blodprøver. Jeg følte mig som et videnskabeligt eksperiment.

MEN da han sagde ordene: “Du har psoriasisgigt”, så følte jeg, at hele verdens problemer og frustrationer blev løftet fra mine skuldre. Det er IKKE i mit hovede. Jeg overdriver IKKE. Alt hvad, jeg har følt og mærket, er rigtigt.

Tårerne fik frit løb.

Puha. Sikke en lettelse.

Lykken er simpelthen, da jeg fandt ud af, at den smerte, jeg havde følt, ikke bare var noget, jeg bildte mig ind.

MEN hvad sker der så umiddelbart efter lettelsesøjeblikket?

For det betyder også, at jeg skal leve med denne smerte resten af mit liv. Det er ikke influenza, hvor lægerne giver dig medicin og så voila, så er det væk.

På det tidspunkt var jeg en 27-årig kvinde med en kronisk smerte sygdom. Det er da også lidt skræmmende.

Men alternativet var værre. At leve i uvisheden og med tankerne om, at jeg bildte mig selv det hele ind var meget værre.

Nu kunne jeg pludseligt forklare, HVORFOR jeg var så træt, HVORFOR jeg havde så mange smerter og HVORFOR jeg ikke kunne, det samme som alle andre.

Så jeg er faktisk GLAD for min diagnose. Træls som den er. Så er den min ven.

//Pernille

Spred god karma og smid om dig med kommentarer. Du kan scrolle ned her og skrive en kommentar.

Følg bloggen på INSTAGRAMFACEBOOK – eller BLOGLOVIN, så får du direkte besked, når der er nyt fra mig 🙂

Du kan også trykke FØLG BLOG herunder.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s