Her er hun så.

Min smukke, dejlige datter.

Min stolthed.

Hun er igang med at lave aftensmad.

Det ser idyllisk ud.

Men baggrunden er en helt anden.

Jeg har simpelthen været så skidt idag. Kvalme og migræne. Helt tømmermændsagtig. Jeg har hvilet på sofaen det meste af dagen.

Niels er på lejr med arbejde. Så vi er alene hjemme – børnene og jeg.

Anna tager bare over. Hun er pludselig den voksne.

“Jeg skal nok lave aftensmad”, siger hun sødt.

Og så bliver jeg glad. Stolt. Men også trist.

For det er jo ikke hendes ansvar. Hun skal ikke påtage sig en voksenrolle. Hun skal bare være en lille pige.

Hvor er det synd, at hun skal stå model overfor alt dette på grund af mig.

Men jeg bliver også stolt. Stolt over hendes ansvarlighed og omsorgsfuldhed (er det mon overhovedet et ord?).

Jeg kan ikke ændre min – og vores – situation. Sådan er det nu engang. Men hvis vi skal se på det positive:

Så lærer børnene også en masse. De er rummelige, omsorgsfulde, forstående og ansvarsfulde. De kan udskyde egne behov og er hjælpsomme små væsener.

Så jeg er træt af, at de skal dette igennem. Men jeg tror måske, at de ender med at blive fantastiske mennesker af det.

De er i hvert fald allerede fantastiske børn ❤️

Det var lidt fredagstanker.

//Pernille