Ondt-i-maven-skal-på-toilet-nervøs

Jeg har været nervøs hele dagen.

Sådan ondt-imaven-skal-på-toilet-nervøs.

Jeg skulle nemlig til MR-scanning af hovedet idag.

Læs evt. hvorfor HER og HER. Det handler om “Tågehjerner”.

Jeg var egentligt ikke nervøs på grund af selv scanningen og maskinen, for jeg har prøvet det før og ved, hvad der skal foregå. Og så kan jeg jo heldigvis sove alle steder, så kan man jo altid tage en morfar.

Men jeg var nervøs alligevel. Jeg tror, det må være på grund af det potentielle udfald. Det betyder meget. Og pludselig er det virkeligt, at knolden ikke er helt frisk, når man er henvist af demensklinikken og neurologerne.

Jeg kom derind 1 time og 20 minutter for tidligt, for Niels skulle til møde på Aros og tog børnene med derind, så smed de mig af ved kommunehospitalet i Aarhus på vejen.

Jeg kunne så lige slå tre fluer med et smæk, når nu alt er samlet på 1 hospital.

Hold that thought!!!

Så jeg fik hentet medicin, for min biomedicin kan kun hentes i køletaske på hospitalet hver anden måned, og jeg fik taget blodprøver, som de kun kunne tage på by-lab. Og så selvfølgelig MR-scanningen…

Jeg optog denne video lige inden jeg gik ind til receptionisten – 45 minutter før tid…

[vidcore vid=”LKxa8pfQ”]

Nervøst scanner jeg mit sygesikringskort.

Biiiib.

Jeg scenner det igen.

Biiiiiiiiib.

Din kort kan ikke registreres.

Hmmm….

Så går jeg hen til receptionisten i den tro, at det nok er fordi jeg er kommet meget for tidligt.

Hun scanner mit kort.

“Jeg kan godt forstå, at maskinen ikke kan finde dig.”

“For du har en tid IMORGEN kl. 15.15 til MR-scanning af hovedet på SKEJBY SYGEHUS.”

Jeg er simpelthen på det forkerte hospital, på den forkerte dag – MEN på det rigtige tidspunkt (!)

Det er da vist godt, at jeg skal have scannet hovedet – og finde ud af, hvad der er galt med min TÅGEHJERNE.

Forvirret og ked af det går jeg ud i regnen. Det hele kommer pludselig tæt på. For der kom tågehjernen lige til udtryk igen.

I regnen bevæger jeg mig trist gennem Aarhus’ fine gader. Jeg går til Aros, hvor resten af familien er.

Vi vælger at tage turen rundt gennem udstillingerne, når vi nu er der alligevel. Og fordi børnene er vilde med Aros.

Men min krop begynder at sige mere og mere fra. Måske er det gå-turen fra kommunehospitalet til Aros, måske er det den psykiske forvirring, som min krop – og mit hovede – har være igennem de sidste par dage. Men kroppen siger mere og mere nixenbixen. Ikke mere.

Jeg kan nærmest ikke gå ned af trapperne til bilen. Niels holder mig i hånden og løfter mig næsten op i den ene side.

Hjem bare hjem. Og lur – bare lur og hvile af kroppen, der er så meget i flare lige nu.

I skrivende stund har jeg det meget bedre. For jeg blev vækket af min lur af Niels, der sødt sagde, at han havde hentet sushi til aftensmad, for det havde jeg fortjent.

Imorgen er så en NY dag. Med endnu en MR-scanning på et NYT hospital.

Og så må vi se, hvordan det så går.

Men det gode er, at jeg er mindre nervøs nu.

Knus Pernille

*

Jeg har smidt et par billeder ind fra Aros, så I lige kan se, hvor fint det er.