Men jeg er sårbar

Min magiske medicin, der gør, at jeg har det forrygende godt… er også den, der gør, at jeg taber mit hår og den, der gør, at mit immunforsvar kun er 50%. Man kan ikke få det hele…

I øjeblikket mærker jeg en del til det sidste.

Luftvejsinfektioner er en typisk bivirkning. Det betyder, at hvis andre har noget almindeligt, så får jeg ofte en halsbetændelse. Og jeg kan jo ikke selv slå det ned igen. Heldigvis står der i min journal i lægehuset, at jeg altid skal have antibiotika – også selvom det nærmest ikke kan registreres endnu.

Men jeg kan mærke det. Tidligt.

Erfaring.

Denne gang er jeg lidt ekstra træt af det. Har lige været igennem en 10 dages antibiotikakur, der ikke var nok til at slå det ned. Så i dag er jeg startet på nye 10 dage. Og jeg er ramt.

Både på halsbetændelsen, men også lidt psykisk.

For jeg har følt mig urørlig. Rask. Ovenpå.

Men jeg kan simpelthen ikke selv slå sygdom ned.

Og pludselig bliver jeg mindet om, at jeg jo faktisk er sårbar.

Jeg er ekstra sårbar, når jeg i lørdags nusser min syge søn, der virkelig bare gerne vil kløes i håret, når han er dårlig. Jeg er tæt på ham, for det trænger han til. Men jeg er sårbar.

Jeg er sårbar, når jeg igen her til morgen sidder i venteværelset hos lægen med mundbind og folk hoster omkring mig. Jeg flytter mig og holder afstand. Men jeg er sårbar.

Jeg er sårbar, hvis jeg ikke kan nå at slå dette ned og blive frisk til den julefrokost, som jeg har set så uendeligt meget frem til på fredag. Så føler jeg mig virkelig ekstra sårbar.

Nu skal alt dette bare bekæmpes, så jeg igen kan være urørlig. Rask. Ovenpå.

Og så jeg kan grine, lege og danse hele natten.

Jaja, beklager at der ikke var en pointe, men du har vel snart gennemskuet, at jeg gerne skriver, når jeg har brug for et outlet for ting og tanker.