Måske et rodet indlæg. Og et langt. Sorry. Men jeg har mange følelser og tanker. Jeg håber, I læser med. Og forstår, hvor jeg vil hen.

__________

Idag har modtaget er brev med posten. En opsigelse fra mit job. Det var forventeligt. Jeg har jo været sygemeldt i et stykke tid og fremtiden er stadig usikker. Men det fik mig til at tænke på sygdom og arbejde.

 Jeg har levet et dobbeltliv. Jeg lever et dobbeltliv. Når jeg siger og skriver ordene, så er der mange med kronisk sygdom, der ved, hvad jeg mener. Og mon ikke også mange “ikke syge” er helt med?  Mon ikke vi alle lever et dobbeltliv på den ene eller den anden måde? I mere eller mindre grad?

Med dobbeltliv mener jeg det ansigt eller den maske, som jeg tager på hver eneste dag for at passe ind. For at forsøge at leve et succesfuldt liv blandt “de raske”, uanset hvor meget min krop nægter at overholde disse spilleregler og spille med. Og jeg tror ikke kun, at jeg gør det for andres skyld. Jeg tror ligeså meget, at jeg gør det for min egen skyld. Måske for ikke at tænke på virkeligheden. Bare et øjeblik.

Jeg har nok haft en lille åbenbaring, da jeg indså at jeg lever dette dobbeltliv. Jeg begyndte at være mere ærlig. Måske for første gang i mange år. Jeg har åbnet op for min historie. Mit liv. Og så hjælper det jo lidt at skrive offentligt om det hele på bloggen. Det hjælper mig at skrive. Det hjælper mig til at forsøge at leve mit liv med autencitet og med accept.

At have været sygemeldt har været en underlig tur. Jeg bruger de fleste dage på sofaen. Omgivet af angst, sorg (Læs her) og bekymring. For hvad bringer fremtiden? Hvem er jeg?

Mit dobbeltliv er desværre ikke hverken interessant eller sexet. Det er hverken hemmelig agent eller superhelt. Mit er ret så kedeligt. Jeg har bare spillet at være “rask”. At være i stand til at stå, køre, være succesfuld og have en karriere. Og så komme hjem om aftenen og i weekenderne og være sengeliggende. Ude af stand til at gøre det helt grundlæggende i et familieliv. Lave mad. Vaske tøj. Tage mig af børnene. Min mand måtte – og må – tage sig af det hele. Jeg er taknemmelig. Min mand er min helt.

Jeg har spillet at være en af “​​dem”. Jeg har levet blandt de “raske”, der taler om at rejse, træne eller ordne haven. Jeg har foregivet ikke at være på en endeløs cyklus af hospitalsbesøg. Foregivet ikke at have trukket mig fra sengen til bilen til min kontorstol på arbejde. Nu er det så slut. Opsigelsen fra mit job er kommet på grund af min sygdom, som gradvist er blevet værre i år. Så nu er jeg færdig med at foregive. Min krop vil ikke længere lade mig spille med. Jeg har ikke længere viljestyrke til at opretholde teaterforestillingen. Tæppet er trukket for.

Men det er måske en god ting. For nu kan jeg prøve at leve et mere autentisk liv. Jeg har løjet overfor alle – og mig selv – i lang tid. Jeg har løjet om, hvad jeg virkelig kan. Hvad jeg i virkeligheden er i stand til at gøre. Og hvem jeg i virkeligheden er nu. Måske troede jeg, at jeg fik sygdom til at se nemt og godt ud. Men for hvem?

Jeg har aldrig været den store en løgner. Mest fordi jeg er virkelig dårlig til det. Jeg har ikke snerten af pokerfjæs. Dog har jeg spillet amatørteater i mine unge år. Og måske er det, det der kommer til udtryk nu. For jeg kan opsætte en fabulous præstation, hvor jeg spiller at være “rask”. Nogen gange så godt, at jeg tænker, at teatret kunne have været mit kald.

Jeg ønskede nok, at folk skulle tænke, at jeg kunne gøre det. At jeg var sej. Og jeg tænker det nok stadig. Jeg havde selv brug for at tro, at jeg kunne gøre det. Jeg har brug for det. Der er for meget på spil, hvis jeg virkelig ikke kan gøre det. Hvis jeg forestiller længe nok, så bliver forestillingen måske til virkelighed. Fake it ‘til you make it. Eller noget. Ikke? Det virkede ikke for mig. Jeg røg ned. Kroppen ville ikke være med. Det er kun blevet værre.

Den uafhængige, ambitiøse kvinde, som jeg var, er nu opsagt og i systemet. Men jeg må videre. Jeg kan ikke gøre andet. Så jeg har tænkt mig at prøve denne autenticitetsting. Finde frem til ægtheden. For virkeligheden er barsk. Og det betyder, at jeg ikke kan skubbe mig selv så hårdt hver dag. Det betyder, at jeg skal acceptere at mine muligheder er indsnævret, og at jeg muligvis kan fortsætte med at få det værre. Fremtiden er usikker. Men jeg har tænkt mig at være ærlig. Ærlig, ægte og autentisk overfor fremmede, bekendte, venner, familie og mig selv om, hvad jeg er i stand til fra det ene øjeblik til det andet.

Jeg ved ikke, hvordan autenticitet ser ud. Men jeg kan godt lide fornemmelsen af ​​det allerede. Jeg er syg. Jeg kan ikke stå eller gå i længere tid. Jeg kan ikke bruge mine hænder. Jeg har brug for hvile. Jeg er en lille smule ødelagt. Men jeg er en fighter. Jeg er en hård småkage. Jeg er udadvendt og veluddannet. Jeg er en kriger, der kæmper fra en siddende stilling i sofaen. Med min computer, min blog og mine ord. Og jeg får en masse livserfaring i processen, og det er uvurderligt.

/Pernille

Stay Positive

– Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og følg bloggen selvfølgelig, så får du direkte besked om alle mine tanker.

Se hvordan herunder.

_________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– indtast din mail i bjælken til højre (fra computer)

__________________________________________________________________

13 comments

  1. Søde P
    Det er jeg sgu ked af at høre….jeg håber virkelig du ved, at du er så meget mere end blot en, der er god til sit arbejde. Du er ikke et my mindre værd fordi du ikke er i job-at all!!! Du har nu ro til at koncentrere dig om DIG. Brug det godt og positivt.
    Knus

    Liked by 1 person

  2. Hej Pernille
    Fedt at du blogger om det der gør ondt og minder os om hvad det egentlig er vi skal med livet. I mine øjne er du jo stadig hende der dansede vildt til gymnasiefesterne, men det syn er du med til at modificere.
    Jeg ønsker dig alt det bedste og håber din “nye” tilværelse, smitter positivt af på familien og dig.
    Lars-Christian

    Liked by 1 person

  3. Kære Pernille. Tak for dit indlæg. Jeg får lyst til at sende dig masser af kærlighed, trøst og lindring, fordi jeg synes, det lyder rigtig svært, det du oplever lige nu og jeg genkender flere ting i din fortælling. Jeg er selv i gang med, at lade paraderne falde lidt mere, forhåbentlig helt, så jeg kan vise mig frem autentisk og som jeg er, mest af alt for mig selv.
    I går kiggede vi fotoalbum hjemme hos mig og min yngste datter bad mig fortælle historien bag billederne, det blev en rigtig fin aftenstund, men det slog mig, hvor svært det stadig er for mig, at stå frem og stå ved sandheden.
    Sandheden, som jeg har båret rundt på, dækket over og tyndet op til et lettere indslag uden særlige detaljer er, at min mand var narkoman, da jeg mødte ham og vi har 2 børn sammen. Største delen af vores nu 30 år sammen har handlet om, at blive hele mennesker igen, hver for sig og som familie. Det er svært og smerteligt for mig at tage den del på mig, at jeg er konen, moderen og kvinden i en dysfunktionel, misbrugs familie, som heldigvis i dag lever et sundt og godt liv sammen, men med de sår og skader det nu har givet os.
    Jeg ved godt det er en anden fortælling end din, men jeg læste dit indlæg og genkender det med at en del af min historie, sandhed og identitet, har været skjult (er skjult). Hvor skadet og forstyrret, jeg egentlig har været psykisk og socialt, pga. min opvækst og pga. mit liv med min mand og misbruget. Jeg har sådan brug for, at beskrive mig selv, min mand og min familie, som meget mere og andet end dysfunktionel og det kan jeg helt sikkert også med rette, særligt i dag, men det er som om, jeg gør det for at klamre mig til at være “almindelig” og for at undgå den del af sandheden som gør ondt, hvis du forstår…. Jeg prøver nu for alvor, at stoppe op og lade være med at kæmpe imod, og som du beskriver det, stå ved det, som det er. Trække vejret og mærke på alle følelserne, der er forbundet med hele sandheden og historien. Det gør rigtig ondt, når sorgen, vreden og angsten kommer brusende, men jeg oplever, at på den måde opstår der en naturlig og meget større plads til alt det andet, jeg og vi også er. Det er som om jeg bliver mere hel, sund og stærk. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du er meget mere end din sygdom og ja du er også syg. Lige nu mere ramt end før. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du vil finde din vej. Jeg ser, at du er en klog, smuk og stærk kvinde. Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej. Kh Pernille 🙂

    Liked by 1 person

    1. Hold da op Pernille. Jeg sidder med tårer i øjnene. Din historie er rørerende og stærk. Og jeg skrev netop indlægget for at fortælle, at vi nok er mange, der spiller skuespil. Både for andres skyld. Men måske især for vores egen. Tusind tak fordi du deler dette med mig ❤️

      Liked by 1 person

  4. Jeg faldt tilfældig(heldig)vis over dette indlæg, kender ikke til dig og din blog før nu. Hold op hvor du skriver flot og fængende. Meget interessant, inspirerende og genkendelig læsning.

    Jeg tror på, at vi alle bærer rundt på forskellige masker. Ikke nødvendigvis fordi vi vil lyve for omverdenen, men fordi visse sider kun egner sig til visse situationer og miljøer – eller er det blot en misforstået illusion?

    Som folkeskoleelev kæmpede jeg kampe derhjemme, som gjorde mig deprimeret, men ingen på min skole vidste det. Det er den klassiske fortælling om pigen, der skjulte sit kaotiske liv og sine sårbare sider. Dette gav mig en følelse af at leve et dobbeltliv, som du så rammende kalder det. Det kan være ensomt, men er samtidig noget, der har gjort mig til den stærke person, som jeg er i dag.

    En pil kan kun fyres, ved at blive trukket bagud. Så når livet holder dig tilbage, betyder det, at det er på vej til at skyde dig frem til noget stort. Fokuser og bliv ved med at sigte.
    – Ord jeg lever efter 🙂

    Tak for god læsning.

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s