image Jeg ankommer 25 minuttter før min aftale. Jeg kan godt lide at være i god tid til alt. Jeg kører rundt og rundt og kan ikke finde en p-plads. Endelig forvilder jeg mig om i et p-hus et godt stykke væk fra Reumatologisk afdeling på Kommunehospitalet. Ikke det mest praktiske for alle os mindre mobile. Og med 2 minutter til min kontroltid, så må jeg løbe derover.

image

Jeg ankommer. 5 minutter for sent på den. Der er kø ved computeren, hvor man skal indtaste, hvordan man har det med sygdommen i øjeblikket. Så det står jeg og venter, da en stemme glad og fuld af genkendelse kalder: “Pernille”.

Jeg kigger op, og der står Trine. DoktorTrine. Min DoktorTrine. Og hun ser simpelthen SÅ glad ud. Hun ser glad ud for at se mig, sååååå…. jeg krammer hende.

Kan du ikke huske DoktorTrine, så kan du opfriske din hukommelse HER.

Vi går ned ad konsultationsgangen, og hun bliver ved med at gå ind bag ved mig. Lidt mystisk. Jeg vender mig om og kigger på hende:

“Hvad laver du?”

“Jeg skulle bare lige se, om du havde høje hæle på. For du har jo ikke dine kondisko på.”

Igen skal du lige læse om DoktorTrine for at forstå den. Doktor Trine lovede mig, at hun nok skulle få mig i høje hæle igen engang.

Mine sko var ikke højhælede, men de var heller ikke helt flade kondisko eller Birkenstock, som ellers var det eneste jeg gik i, sidst vi så hinanden.

Sidste gang, vi så hinanden, var i oktober, da jeg endelig blev sat på biologisk medicin. Det er fire måneder siden.

DoktorTrine lukker døren bag mig og siger:

“Hvor er jeg glad for at se dig. Jeg blev simpelthen så glad igår, da jeg så, at du skulle komme. Jeg har sådan tænkt på, hvordan du havde det. OG du går. Du går sådan rigtigt. Og du ser simpelthen så meget bedre ud. Og du har hår. Et stort hår. Jeg får helt tårer i øjnene af at se dit hår. Hvor er jeg glad for at se dig.”

Åhhhh, DoktorTrine.

Jeg holder tårerne tilbage og tænker at denne gang, så kommer jeg ud fra en konsultation uden at tude. Det er endnu ikke sket. Men jeg har det godt – eller i hvert fald så meget bedre – så det må kunne lade sig gøre.

Jeg kigger på en rørt og smilende DoktorTrine og for hende, der ikke har set mig i lang tid, er det jo en kæmpe forandring. Jeg kunne ikke gå eller holde på en kuglepen, sidst vi så hinanden. Og hun forstår jo, hun ved, om nogen, hvor skidt jeg havde det. Hvilket ellers er svært at forklare andre, hvis ikke de havde set mig den gang.

Hun tjekker mig. Trykker alle de ømme steder. Scanner alle de tykke steder. Spørger, hvordan jeg har det.

Jeg fortæller, at jeg har det meget bedre. Meget meget bedre. Men der er stadig et par skavanker.

Tæerne er hævede og følelsesløse. Hun scanner dem, og der er væske i dem, men ikke noget man gør noget ved. For de gør jo mærkeligt nok ikke ondt. Desværre er følelsesløsheden bare noget, jeg skal lære at leve med, for det er nok nerveskader efter gigten og hævelsen i tæerne.

Det kan jeg godt leve med. De er grimme og tykke, men de gør ikke ondt. Det er mystisk at løbe på dem, når man ikke kan mærke dem helt. Men det kan jeg altså sagtens klare.

Hofterne. De dumme hofter. Især højre hofte. Voldsomme smerter når jeg træner, men så må jeg lave andre øvelser. Og jeg vågner om natten af smerter, hvis jeg har forvildet mig om på højre side. Men DoktorTrine tester hofterne, og det er ikke hofteskålen, hvilket er gode tegn. Der er en masse betændelse i hoften, og jeg får et dejligt lindrende stik binyrebarkhormon i hoften, som forhåbentligt kan give lidt ro.

Dette kunne måske også afhjælpe kæbegigten lidt. Det glæder jeg mig til. Men jeg blev også henvist til kæbekirurgisk afdeling, så de kan tjekke, om alt er ok.

image
Reumatologisk afdeling i Aarhus er nu bare en smuk bygning

Vi taler om alt det, der er sket, siden vi sidst så hinanden. Hvordan min veninde trak mig med med på gåture, hvordan jeg kom igang igen, hvordan jeg har trænet.

Vi taler meget om træningsformen og alle mine skavanker, og hvordan jeg har fået alternative øvelser, når dele af kroppen drillede ekstra meget. Og så roste overlægen aka DoktorTrine mine coaches, og man kan jo kun være enig.

Hun spørger ind til Niels, hvordan han har det med den kæmpe fremgang, der er sket med mig. Og hvad med børnene? Og hun taler om, at dette jo rammer hele familien. Hun er simpelthen så empatisk.

Og så gør hun det. DoktorTrine den djævel. Hun siger:

“Pernille, du er simpelthen gjort af et helt specielt stof. Din indstilling og dit syn på livet. Det gør, at du kommer igennem det hele på en helt fantastisk måde. Det er simpelthen SÅ beundringsværdigt.”

Og hvad gør jeg så?

Præcis som jeg sagde, jeg ikke ville.

Jeg tuder.

Tuder.

“Trine, hold så op. Det må du ikke sige. Nu bliver jeg rørt. Kan jeg da aldrig gå ud fra et møde med dig uden at tude?”

Trine har også tårer i øjnene.

“Jeg er simpelthen nødt til at kramme dig igen. TAK,” siger jeg og krammer DoktorTrine.

Tjaaa, sådan var min dag. Og nu skal jeg have sushi, for det har jeg fortjent – og fordi at jeg for første gang i lang tid kan åbne kæben lidt mere end suppe og pizza.

Rigtig god fredag aften til dig.

Knus Pernille

*

Smid gerne en kommentar herunder – bare scroll ned.

OG følg bloggen ved at trykke FØLG BLOG herunder, og ved at følge de sociale medier på INSTAGRAMFACEBOOKBLOGLOVIN

image

image

6 comments

  1. Hvor er det godt at Århus Reuma Amb behandler nogen af deres patienter godt, og hvor er det dejligt at det går fremad. Det fortjener du!!!!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s