Bange som voksen. Rædselsslagen.

Har du nogensinde prøvet at være bange som voksen? Sådan rigtig bange?

Ikke for-sjov-buh-bange, men viiirkelig bange?

Jeg var rædselsslagen.

_

Det var en lille teaserintro, som jeg nok skal vende tilbage til.

Kan du sige… CLIFFHANGER?

_

Det er helt sikkert, at jeg er blevet begrænset af min sygdom og mine smerter. Helt sikkert.

Selvom jeg altid har haft en mission om at vende ting til noget positivt. Finde ud af, hvad jeg SÅ kan gøre i stedet. Ser der jo bare situationer, hvor noget ikke helt kan lade sig gøre.

Ski. Eksempelvis. Det har været lidt noget lort.

Det allerførste år, vi skulle på ski med børnene, der drog vi gladeligt mod Les Gets og de franske alper. Jeg havde en ambition om at lære det sammen med børnene. Jeg er jo gammel skater, så jeg måtte da kunne finde ud af det. Skater og skater… men i hvert fald rullede jeg rundt på ramper på mine BAUER-rulleskøjter i gamle dage. Tog lidt fald og lidt knubs. Så ski… ingen problem. Troede jeg.

Vi kom derned og allerede i udlejningsbutikken viste første (og måske største) problem sig.

Det var på det tidspunkt, hvor mine fødder var meget gigtramte og hævede. Så der sad jeg… grædende… midt i butikken og forsøgte at presse mine fødder ned i et par skistøvler.

Jeg ville bare så gerne.

Så jeg fik mig faktisk et par. Kom op på begynderbakken og kom igang… og ved du hvad? Det VAR lidt samme fornemmelse som i mine BAUER. Jeg kunne køre op og ned. Jeg kunne svinge. Jeg kunne… ikke mere. Det var med tårer bag skibrillerne. Fødderne gjorde simpelthen SÅ ondt.

Min skikarriere varede ca. en time. Og så afleverede vi støvler og ski igen.

Vi har været afsted de sidste mange år. Børnene og Niels er gode på ski… jo vildere jo bedre. Og mig… jeg vandrer, kommer med madpakker og tager billeder. Men jeg er da med.

Prøv igen.

Derfor var det da også med kæmpe forhåbninger, at jeg i januar drog på strateskitur til Østrig med arbejde. Jeg har aldrig haft det bedre med smerterne. Fødderne er ikke hævede. Og da jeg stod sidst (for mange år siden), så var det jo ligesom at rulle på BAUER… Så det er det nok igen.

Og som sagt, så har jeg jo haft en mission om at finde løsninger og nye veje. Og jeg havde virkelig sat mig for, at jeg VILLE lære at stå på ski. Tænk ikke at skulle komme med madpakker, men rent faktisk at deltage? Whaaat?

Min kollega sagde, at det kunne han godt lære mig. Han er ret skrap til det der med ski, og har tidligere år lært en del andre det. Ingen problem. Troede vi.

Som den gode elev, så bookede jeg skiskole første dag. Men var stadig ikke tryg… så jeg bookede en privat skilærer på dag to, hvorefter min kollega mente, at nu var jeg også klar til de rigtige bakker. Altså bare en lille en. En lillebitte en.

Men ved du hvad? Jeg var RÆDSELSSLAGEN. Sådan helt ægte hjertebankende rædselsslagen ned af bakken. Mine briller blev fyldt med vand. Jeg tudede. Jeg havde ingen kontrol.

Jeg vidste jo godt, at min dårlige balance og bevægelighed pga sygdommen nok ikke var den største fordel. Men kontrollen, den var der bare ikke. Jeg var SÅ bange.

Han kiggede mig i øjnene, holdte ved mig og sagde:

“Det er OK. DU er OK.”

Imens han selv kørte baglæns ned af bakken og fik mig med.

Lige der… besluttede vi, at det nok var bedst bare at gå hen og få en pizza og en øl, og at jeg så bagefter bare gik tilbage til hotellet. Han kørte mine ski tilbage, så jeg ikke engang selv skulle gå med dem…

Så flot af ham. Ynkeligt af mig.

Og jo, jeg hører jævnligt for det. For heldigvis var min venindekollega Rikke også med til at tage billeder, som hun jævnligt tager frem i kombinationen med jokes om, hvem der hurtigst kan fylde et par briller med vand.

Spoileralert… Det er MIG.

Prøv igen. Igen.

Tilbage til missionen. Det skal fandme ikke hedde sig, at jeg ikke kan… når nu fødderne stadig har det godt. Så NU har jeg presset familien til, at vi skal holde jul på ski.

Okay presset og presset er måske så meget sagt. Men det er faktisk mest for min skyld. For at jeg kan lære det. Lejlighed er nu booket i Alpe d’huez, ski-in-ski-out lige overfor begynder-området, onkel Søren skal med og han er skiinstruktøruddannet og han mener sagtens, at jeg kan lære det.

Så nu må vi se. Missionen lever i hvert fald stadigvæk.

Vi krydser alt for at det lykkedes. Også så jeg ikke behøver tude på næste års strateskitur med arbejde. For man skal sgu høre for det så længe efter…

P.S. Bare så der ikke kommer retfærdighedspoliti efter grinende kollegaer, så kan jeg godt tage det – og synes også selv, at det er sjovt.