Jeg ejer en total-yndlingsting. Den ældste ting jeg ejer. I hvert fald som jeg selv har købt. Det er jo nok nærmere to ting. For de er et par… eller vi er alle tre et par. Mine rulleskøjter. Mine mega cool Bauer side-by-side med flerfarvede hjul. Jeg fik 2.400 kr. i konfirmationsgave. Hvor jeg iøvrigt var iklædt fuldt matros-outfit. Billedet er nederst. Det er ved at være et par år siden. Jeg brugte ALLE pengene på disse rulleskøjter. Og de har fulgt mig lige siden. De har rullet mange kilometer. Og de har oplevet tøsefnidder i teenageårene. De har oplevet lange udfordrende ture. De har oplevet mig lave mit eget batik-skatertøj med klorin. De har oplevet mig være umoderne. De har oplevet styrt mod en mur. De har oplevet mig græde. De har oplevet mig flyve på ramper. De har oplevet mig juble. De har senere oplevet at flytte med til Aarhus og opleve byen. De har oplevet mig vokse op, og de har oplevet mig vokse lidt fra dem. Men jeg har altid holdt meget af dem, og de er altid flyttet med mig alle steder og har altid haft en plads lige ved hånden – og hjertet. For tænk nu hvis man liiiige fik lyst til at skate. Bare i den sidste måned har jeg flyttet så meget rundt på dem, at jeg ikke har tal på det. Ud i skabet i bryggerset… ejjj der fylder de for børnenes udelegetøj. Ud i udestuen… ejjj nu er jeg hoppet omkring dem alt for mange gange. Tilbage igen til bryggerset – måske er det bedre bare på gulvet… ejjj det dur heller ikke. Vi prøver et andet skab… ejjj så kan støvsugeren ikke være der og må stå på gulvet. What to do? De skal i hvert fald hverken på loftet eller i skuret. Tænk hvis der skete dem noget. Mine babies. Mine Bauer. Som jeg jo i hvert fald ruller på ca. i 10 minutter… om året… 

Én af de gange var her i weekenden. Vejret var godt og alle vejens børn rullede på deres rulleskøjter. Så får man lige lidt lyst igen, og så er det jo godt, at de er lige ved hånden. Med mine dårlige og hævede fødder tog det en halv time at få dem på. Smerte, tårer og meget løsnede snørebånd. Det gik. Og ud med mig. Til alle børnene. Jeg ruller ud af døren som en anden skøjteprinsesse, der i et tidligere liv kørte på ramper og sprang fra kantstene. Og så slår det mig… jeg er bange. Tænk hvis jeg falder. Uhhhhhh… vores vej er på en bakke. Det kommer altså til at gå nedad lige om et sekund. Så hvor jeg tidligere, som en anden Tonya Harding, ville have vovet mig ud i en Trippel Axel (ok… måske kun en dobbelt) i fuld fart og glædet mig over vejens hældning, så sled jeg bremsen op – heeeeeeeele vejen ned af bakken. Børnene overhaler, og jeg tænker, hvad nu hvis de rører mig? Så falder jeg jo. Så slår jeg mig jo. Det var vist de ti minutters skating-revival for 2015. Tak for denne gang my loves. Nu vil jeg så igen flytte rundt på mine elskede Bauers det næste år, indtil jeg igen føler for at rulle i ca. ti minutter.

Spørgsmålet er så, hvorfor bliver som voksne så bange? Hvornår indtræder denne frygt for alting? Børnene har den jo tydeligvis ikke. Er det noget, vi lærer dem? Jeg tog tidligere tit mig selv i at sige: “Pas nu på du ikke falder”, “Du skal ikke køre for hurtigt”, “Er du ikke bange nu?”. Efterhånden har jeg heldigvis lært at vende ryggen lidt til og lade børn være børn. Og lade pylremor være pylremor… bare med ryggen til. Jeg skal jo nødigt vise børnene, at jeg måske er ligeså stor en pivskid som min egen mor (Stadig min mors lille pige). 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s