Tårer i Guds hus

Jeg er ikke religiøs. Overhovedet ikke. Jeg er i kirke til jul og på mærkedage. Men det er også det. Igår skulle vi så til gudstjeneste i kirken som afslutning på min datters minikonfirmand, som man går til allerede i tredje klasse. Hun har elsket det, og selvfølgelig skulle vi med i kirke. Ok... jeg... Continue Reading →

Jeg vil bekæmpe inflammationen én bid ad gangen

Psoriasisgigt er en autoimmun gigtform (ligesom leddegigt), hvilket betyder, at det er en inflammatorisk sygdom, der ikke kun påvirker mine led, men også væv og organer. Min krop angriber selv og med psoriasisgigt er symptomerne negleforandringer, hudpsoriasis, ekstrem træthed, feber, muskelsmerter, omtågethed og koncentrationsbesvær foruden ledbetændelse og uoprettelige ledforringelse. Når nu de kompetente læger ikke kan... Continue Reading →

De voksne kan også være bange

Jeg ejer en total-yndlingsting. Den ældste ting jeg ejer. I hvert fald som jeg selv har købt. Det er jo nok nærmere to ting. For de er et par… eller vi er alle tre et par. Mine rulleskøjter. Mine mega cool Bauer side-by-side med flerfarvede hjul. Jeg fik 2.400 kr. i konfirmationsgave. Hvor jeg iøvrigt... Continue Reading →

Stadig min mors lille pige

Det er hårdt at være pårørende til mig - en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig - den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være,... Continue Reading →

Du er ikke ligesom de andre mødre

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/14008481/?claim=kwadnwdtzgt">Follow my blog with Bloglovin</a> Jeg er glad og stolt af min datter. Dette er én af de vigtigste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg kæmper dagligt med den dårlige samvittighed - især over for børnene. Der er så meget jeg ikke kan. Men hun forstår. Hun er ok. Og hun kan endda sætte... Continue Reading →

Kom nuuuuuu… rod nu lidt… for min skyld

Ok... hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg nok godt, at jeg selv uden en kronisk sygdom ville rode. Men det er da meget belejligt. Undskyld jeg roder... men jeg er jo syyyyggggg. Og her stiller man så an med de store hundeøjne og en slags trist Medina-mund. Selvfølgelig hjælper min manglende energi og udmattelsen... Continue Reading →

Sygdom i børnehøjde

Imorges da jeg er i bad, kommer der et lille krøllet nyvasket hoved rundt om muren til brusenichen. Peeping Tom aka Rasmus på 6 år står smilende og kigger. Okay... en smule weird. Man får lidt en mærkelig følelse, når man står der splitterragende i badet. Først tænker jeg, at det måske er alderen. Du... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑