Pernille Højland-Rønde
Selvom jeg har en kronisk sygdom, så vil jeg rigtig gerne tale om andet og om andre… også selvom jeg blogger om sygdom. I kan sagtens vende helt almindelige hverdagsting med mig. Jeg synes faktisk selv, at jeg er ret interessant. Måske endda også lidt sjov. Og god til at lytte. Så I er meget velkomne... Continue Reading →
Når man som forælder kæmper med en kronisk sygdom, så fylder den dårlige samvittighed virkelig meget. Hver dag. Hvert sekund. Men har man også fundet måder at værdsætte livet på, som andre måske kan få lidt ud af? Jeg fik diagnosen psoriasisgigt, da vi fik Anna. Hun er nu 10 år. Da vi så fik Rasmus... Continue Reading →
Det er hårdt at være pårørende til mig - en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig - den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være,... Continue Reading →
Den anden dag ringede min mor. Lige siden hun fandt ud af, hvor slemme mine smerter er og hvor svært jeg har ved at sidde, stå, gå og alt muligt andet i længere tid, så har hun kigget i alle butikker efter en passende skammel til mig. Hun havde lige været et smut forbi Harald... Continue Reading →
Det tager faktisk ikke så meget at få vendt en dårlig dag - eller andres for den sags skyld. En lille, hensynsfuld gestus kan faktisk gøre verden til et venligere sted. Denne erkendelse kom til mig i onsdags, da jeg var i et mørkt mørkt humør. Jeg sætter lige scenen: Det ventede opkald kommer. Det... Continue Reading →
Spørgsmålet er, om jeg i øjeblikket er for syg til at være syg? Det virker som om, man skal være topfrisk - måske endda Ole Henriksen-frisk - for at være syg. I dette livsvarige forløb af kroniske sygdom er jeg - patienten - i hverdagen, og dermed også den allerstørste del af tiden, overladt til... Continue Reading →
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/14008481/?claim=kwadnwdtzgt">Follow my blog with Bloglovin</a> Jeg er glad og stolt af min datter. Dette er én af de vigtigste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg kæmper dagligt med den dårlige samvittighed - især over for børnene. Der er så meget jeg ikke kan. Men hun forstår. Hun er ok. Og hun kan endda sætte... Continue Reading →
Hårtab er én af de værste bivirkninger ved min psoreasisgigt. Det var en stor sorg. Og man kan sige, at det at tabe mit hår og pludselig være pletskaldet tvang mig til at gøre status over min kvindelighed og min personlige stil. Den måde jeg så mig selv på. Hvilken slags skaldet ville jeg være?... Continue Reading →
Ok... hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg nok godt, at jeg selv uden en kronisk sygdom ville rode. Men det er da meget belejligt. Undskyld jeg roder... men jeg er jo syyyyggggg. Og her stiller man så an med de store hundeøjne og en slags trist Medina-mund. Selvfølgelig hjælper min manglende energi og udmattelsen... Continue Reading →
Ind imellem bliver man simpelthen så stolt af sine børn. Jeg kæmper og "stay positive" virker godt for mig som mantra. Når man så sidder weekendshyggeagtigt i sofaen lørdag morgen og sniksnakker om dit og dat; Jeg er halvskidt efter en omgang medicinforgiftning, det roder lige liiidt for meget, vasketøjet angriber os og vi taler... Continue Reading →
Jeg gider ikke se overnaturlige film, gider ikke se gysere, gider ikke se westerns. Jeg er allergladest, når jeg ser en god amerikansk romantisk komedie. Jeg er ikke med på krimibølgen og læser ikke de "rigtige" bøger. Jeg er allergladest, når jeg læser chicklit i de dejligste pastelfarver. Så romantik for mig burde være som... Continue Reading →
Dette er måske det værst-tænkelige tidspunkt for mig at beskrive min kroniske sygdom (psoreasisgigt og alopecia). Jeg har det værre end nogensinde. Jeg har konstante smerter og der kommer dagligt flere til. Jeg er udmattet og kan ikke fungere. Nogle dage er det en kamp bare at skulle løfte armen. Jeg holder mig oppe på... Continue Reading →
Stay Positive 