Jeg beklager virkelig, at jeg skriver et “ikke-positivt” indlæg.
Men med sygdommen følger savn.
Og jeg savner min hjerne.
Her til aften har vi tudet. Anna. Og mig.
Anna på snart 11 år kommer hjem fra fodbold og siger lidt hårdt til mig:
“Hvorfor har du ikke meldt mig til stævnet i weekenden, jeg vil virkelig gerne med. De andre trænede til det idag.”
Mig uforstående:
“Jamen, det har jeg da gjort. Se, det står her i min kalender.”
Jeg tjekker Holdsport – og ganske rigtigt, jeg har IKKE tilmeldt hende stævnet. Jeg har tænkt tanken og skrevet det i kalenderen, men IKKE tilmeldt.
Og det er ikke første gang. Mine hjerne fungerer bare ikke optimalt. Jeg lider noget så grusomt af Brain Fog, som jeg har skrevet om før – læs HER.
Jeg beklager rigtig meget. Det var jo ikke med vilje.
Men jeg kan se, at hendes skønne øjne bliver mere og mere våde. Nu vælter det snart ud over kanten af øjnene. Jeg kan se, at hun forsøger at holde det inde. Men hun kan ikke.
Jeg siger til hende:
“Anna Skat, jeg gør virkelig det allerbedste, jeg kan.”
“Det ved jeg, det er bare pisseirriterende.”
Med det statement løber hun op på sit værelse og græder. Hun vil ikke græde foran mig.
Og jeg sidder tilbage foran computeren, der er åben på Holdsport, og lader et par tårer trille.
For hvor er det dog urimeligt, at min dumme sygdom på den måde skal gå ud over mine børn. Jeg ved da godt, at det kunne være meget værre. Men i øjeblikket føltes det stort. Især når alle tøserne i familien græder på samme tid.
Niels går op og får en god snak med hende. Hun kommer ned igen efter noget tid.
Og hun undskylder. Hun undskylder.
“Undskyld mor, jeg blev bare SÅ vred. Det er jo glemt noget før.”
Hun skal da ikke undskylde.
Min baby.
“Lille skat, du skal ikke undskylde. Slet ikke. Du har ikke noget at undskylde for. Jeg kan godt forstå, at du bliver vred. Det er da også pisseirriterende.”
“Men mor, du græd og det er min skyld.”
Og jeg troede, at jeg skjulte mine tårer. Mine hulk.
“Jeg græd ikke, fordi du blev vred. Jeg bliver bare lidt ked af, at sygdommen driller så meget, at min hjerne ikke fungerer optimalt. Jeg bliver ked af, at det går ud over jer.”
Anna kigger igen ned i ipad’en som spiller Candy Crush og siger:
“Moar, jeg elsker dig.”
“Jeg elsker virkelig også dig. Rigtig meget. Helt op til himlen og tilbage igen.”
Tænk, hvor heldige vi er med at have fået dette skønne, lille harmoniske væsen. Så forstående. Trods alt.
Det hele løst sig alligevel. Jeg skrev til den fantastiske træner, der er helt klar over min situation, og han tilmeldte Anna, selvom tidsfristen var overskredet. Han gjorde en lille pige meget glad.
Og mig, ja jeg har tilbragt hele aftenen med Holdsport, Skoleintra og min gode gamle Mailand.
Knus Pernille
*
HUSK at jeg er tosset med kommentarer, så smid gerne et par herunder – scroll ned og skriv.
FØLG BLOGGEN ved at trykke herunder, eller på de sociale medier – INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN, så får du direkte besked, når jeg skriver nyt.
Stay Positive 
I guder hvor kender jeg det
LikeLike
❤️❤️❤️
LikeLike
Dit indlæg rørte mig. Jeg kender og forstår alle følelserne. Tænk en gang hvor vis og empatisk datter du har. Du og i må helt klart have gjort en masse rigtigt ❤️☺️ Kram Tinne
LikeLike
Tusind tak. Hvor er du sød, Tinne ❤️
LikeLike
Hvor er det stærkt at du deler – især når det ikke er positivt.
Jeg er sikker på at du får og har en super skøn og stærk datter som har lært rigtig meget af hendes seje mor ❤️
LikeLike
Tusind tak. Hvor er det en dejlig besked. Jeg håber også, at hun er stærk og rummelig på grund af udfordringerne. Tak ❤️
LikeLike
Føler med dig og din familie. En mor kan tåle meget modgang og mange smerter. Men den største smerte, når det går ud over børnene, er ubærlig ❤
LikeLike
Lige præcis. Meget kan man klare. Selv. Men så snart det er børnene, så er man knap så hårdfør. Tusind tak for din besked ❤️
LikeLike
Det taklede I begge smukt! Og tågen letter – jo mere du får styr på kroppen – desto bedre bliver hjernen til alt det andet! Jeg skriver også ned, men glemmer så at kigge på sedlen! Det griner mine piger af – og så overlever vi alligevel!
LikeLike
Tusind tak Anne. Jeg skriver også ned og skriver ned. Og håber på at det hjælper. Tak ❤️
LikeLike
Fantastisk med sådan en god træner når alt kikser. Og sikke en dejlig pige du har ❤️
LikeLike
Tusind tak ❤️
LikeLike
Det er benhårdt.
Vi er nødt til at stole på, at der kommer nogle stærkere unger ud af det.
Du gør det godt.
LikeLike
Tusind tak ❤️ Jeg håber også, at hun er rummelig og stærk på grund af udfordringerne. Tak ❤️
LikeLike
Kæreste P.
Jeg glemmer også. Big time. Mit er selvforskyldt med en masse lightergas i teenageårene.
Og jeg gør min 8 årige datter ked af det. Tit. Selvom jeg ikke ønsker det. Selvom jeg VIRKELIG ikke ønsker det. Alle de der fantastiske døtre der må “nøjes” med mødre som elsker dem mere end livet og alligevel straffer sig selv for ikke at lykkes optimalt hele tiden.
Fantastisk med en skøn træner. Fantastisk med en klog mor der rummer sig selv og sin uperfekthed.
Du gør det så imponerende godt pg jeg er helt sikker på at din fatter mener hun har verdens bedste mor. Jeres kærlighed i familien stråler tydeligt ud af din blog og det er en kæmpe gave,
Tak for dig og din ærlighed, også når den ikke er så fucking fantasisk positiv 24/7.
LikeLike
Tusind tusind tak, hvor er det sødt skrevet. Og selvom man nok ikke må sige det højt, så glæder det mig lidt, at jeg ikke er alene. Tak ❤️❤️❤️
LikeLike
Åh, kære Pernille….
Dette indlæg kunne lige så godt være skrevet af MIG…
Min TIDLIGERE klæbe-hjerne svigter i den grad, så jeg også tuder (men jeg gør det KUN, når jeg bliver irriteret og samtidig konfronteret det)!!!
Altså, præcis lige i sådan en situation, som du beskriver….
Eller hvis en diskussion kommer ud i:
– Det har du fået at vide….
– Nej, det har jeg ikke (hvis jeg er HELT sikker, for det er, man jo én gang imellem)….
Nu er jeg lidt ældre end dig (49 år), men har en fantastisk familie, som bare tager et stort hensyn til mig.
Men jeg er absolut tilhænger af kalender på telefonen (med alarm), min time-manager, vores uge-kalender i glas, som hænger BAG køkkendøren (som vi opdatere hver uge, med hvad vi skal), og som JEG har præsteret at GLEMME at se på, fordi den hænger BAG døren. Og så ringer både min mand og mine voksne børn samt min bedste veninde, hvis der er noget jeg skal huske (jo, det er strengt, men nødvendigt).
Jeg har “mistet” min hukommelse i forbindelse med nogle voldsomme hovedpine-anfald, som jeg havde fra 1999-2003 inden jeg kom under behandling (får i dag kraftig epilepi-medicin for at holde anfaldene nede, men den medicin gør ikke hukommelsen spor bedre)….
Jeg lover dig, at selv om du har dårlig samvittighed overfor dine børn, så vil de ALTID være dine børn, og de acceptere jeres familie- situation, for de kender ikke til andet.
Og så længe de får masser af kærlighed (og det kan de også få, selvom men ligger i en seng), så giver de kærlighed tilbage, også når de bliver voksne (jeg taler af erfaring)
LikeLike
Tusind tak Hanna. Det er altså lidt rart at vide, at man ikke er alene om at have det sådan. At det er en meget normal del af at have kroniske smerter. Tak for din opmuntring. TAK!
LikeLike
Du kære Pernille
Du fik tåre til at trille
Alle kan glemme
Svært at erkende
Anna den søde pige
Er kopi af dig vil jeg sige
En sygdom Der trygge
Nærvær kærlighed i hygger
Dejligt i snakker om problemet
Vigtigt når der er rod i systemet
LikeLike
Hvor er det fint. Tusind tusind tusind tak. Det vil jeg gemme og hive frem, hver eneste gang jeg glemmer og det går ud over børnene. TAK!
LikeLike
Hej. Dine blogs er meget rørende fordi de netop rammer hovedet på sømmet, og rammer noget af det jeg selv anser som tabu og ikke vil accepterer… At denne sygdom har konsekvenser langt ud over mine fysiske begrænsninger og smerte, at hele familien, børnene, manden arbejdet oplever konsekvensen. En gang husker jeg var jeg meget skarp..direktør med 350 ansatte.. Nu har jeg et hyggejob som jeg skal koncentrerer mig for, og daglig gennembladring af div apps ( holdsport, intra, kalender etc) for at huske dagens aktiviteter. Jeg oplever den del, trætheden, den ændring der sker med mig som person er det som er sværest at accepterer og det jeg var mindst forberedt på…det som giver flest tårer, og der rammer du hovedet på sømmet med dine blogs…jeps vi er flere som kender til det, jeg er ikke sindsyg – så tak for det
LikeLike
Åhhh Helle, du lyder som mig. Det er simpelthen så svært at acceptere tabet af den identitet, man havde – og så finde glæde i den nye. Det synes jeg, at jeg øver mig på hver eneste dag. Et eller andet sted, så er jeg glad for at vi er flere med de samme tanker og følelser, for netop, som du siger, så er vi ikke dovne eller skøre – det er helt reelle problemstillinger. Kæmpe kram til dig. Tusind tak for din besked og fordi du læser med. Det betyder virkelig meget.
LikeLike
Et rørende indlæg der gik lige i hjertet og fik tårerne frem.
Heldigvis endte det godt
LikeLike
Det endte heldigvis godt. Tusind tak fordi du læser med, Ingelise.
LikeLike
Kæreste Pernille…
Er det mig du har skrevet om her..???!!??
Det skulle man ihvertfald tro..!!
Som mor til 3 børn på snart 8, 12 og 16 år, og masser af smerter pga min dårlige ryg og dermed indtag af diverse piller, bla. morfin, så kender jeg så udemærket det med svigtende hukommelse..!! 😦
Det værste jeg har gjort, var at jeg kludrede i det med tilmelding til skolebio..!!
Min datter på 12 år skulle tilmeldes om torsdagen i gruppe 2, men jeg fik tilmeldt hende om torsdagen i gruppe 1 (små børn), og da jeg skulle bede en i bestyrelsen om at rette det, var der udsolgt om torsdagen gruppe 2..!! 😦
Da var alle hendes veninder jo tilmeldt i den nu udsolgte gruppe..!!
I Guder, hvor jeg tudede af frygt for at skulle fortælle hende det..!! ;-(
HELDIGVIS tog hun det pænt, og efter 14 dage i skuffelsens vold, over min fejl, fik vi besked om at der var kommet afbud i den rigtige gruppe, så det lykkedes alligevel..!! 🙂
Dette var blot ét af mine mange eksempler, så du er ikke alene.. :-*
Jeg tror på, at selvom vores børn lider under vores dumme hukommelser, så lærer de også noget vigtigt i den forbindelse..!! ❤
LikeLike
Kære Camilla. Tusind tak for din besked. Altid rart at vide, at man ikke er alene. Og du har ret, mon ikke også børnene lærer en masse, som de kan brge senere i livet? Rummelighed, medmenneskelighed, omsorgsfuld er nok bare et par af de ting, de får med.
LikeLike