Farverig terapi

 

Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev “kunstnere”.

Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme?

Er det fordi, de pludseligt har tiden?

Og hvad med talentet?

Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det gør mig jo ikke til “kunstner”.

Eller gør det? Eller er det overhovedet nødvendigt?

For det er da selvfølgeligt rart at komme af med nogle malerier, så der er plads til at male nye. Og det er da fedt, at andre kan lide, det man laver.

Men det er processen. Og ikke titlen. Jeg har nu selv – efter jeg blev sygemeldt – taget maleriet op igen i stor stil. Jeg eeeeelsker det og jeg forstår pludseligt, hvorfor andre kroniske syge maler meget – eller sysler med andre kreative ting.

Når man får diagnosen “kronisk syg”, så er det første instinkt at fokusere på den fysiske sundhed og mindske smerterne. Og det er der da virkelig også brug for. Bevares. Ellers kunne jeg jo slet ikke stå og male. Men mindst ligeså vigtigt er det, at tænke på den psykiske belastning, som kroniske syge er under.

Kronisk betyder jo, at man aldrig bliver rask igen. KRONISK.

Og psykisk har jeg selv arbejdet igennem en masse det sidste års tid. Jeg har i stor stil brugt jer og denne form for skriveterapi, som bloggen jo er for mig. Men i lige så stor stil har jeg brugt kunst-terapi (som jeg tillader mig at kalde det).

Når jeg maler, så fordyber jeg mig. Jeg leger. Jeg tænker ikke på andet end den næste farve eller den næste teknik. Jeg aner ikke, hvad der kommer ud af mig. Jeg er ikke syg. Jeg ER bare.

Jeg elsker farver. Mange farver. Glade farver. Det er simpelthen det eneste, der vil komme gennem mine hænder.

Jeg har forsøgt mig med nedtonede farver. Min bror ønskede sig et brunt og grønt maleri for 2 år siden. Det står stadig halvfærdigt i mit lille miniatelier. Jeg kan ikke. Hvis ikke der er pang på, så vil mine hænder åbenbart ikke lege med. Det er for trist.

Jeg elsker at male PANG. Jeg er god til kontrastfyldte farvesammensætninger. Jeg elsker at male.

Det er befriende. Det gør mig glad. Og JEG har kontrollen.

Jeg kan godt føle, at sygdomme har kontrollen i hverdagen. Den er uforudsigelig og jeg ved aldrig, hvordan jeg har det, når jeg vågner op om morgen.

Når jeg maler, så bestemmer JEG, hvilke farver der skal på lærredet.

Men lidt som sygdommen, så er det uforudsigeligt. For jeg leger, når jeg maler. Det er et kaos, hvor maling og materialer flyver gennem luften. Men lidt som mig og min sygdom, så synes jeg sgu, at det altid ender meget fedt.

Der skal lidt arbejde til – præcis som med mig – men slut-resultatet, der er faktisk ikke helt ringe. Og det er i hvert fald PANG.

//Pernille

Sroll ned og smid kommentarer, det bliver jeg så glad for.

FØLG bloggen ved at trykke FØLG BLOG herunder eller på de sociale medier – INSTAGRAM – FACEBOOK – BLOGLOVIN

LÆS OGSÅ da jeg skrev om fokusere på DET, man kan, fremfor det man ikke kan – især sammen med børnene. Eksempelvis kan jeg ikke løbe et marathon, men jeg kan male med mine børn og deres venner og det synes de er super sjovt. Klik HER.