Jeg har lige været afsted til et Consortium Meeting med arbejde i Athen i tre dage. Det lyder fint. Men det har betydet, at to kollegaer skulle være sammen med mig i hele tre dage.
Stakkels dem.
Af mange årsager 😂
Men det giver også lidt udfordringer. Hvor det faktisk hjælper at være ret åben.
Åben med at jeg har begrænset bevægelighed og balance. OG oveni det er klodset. Super fed kombi.
Men de ser mig normalt kun i glimt på kontoret, og derfor er det ikke sikkert, at de lige har opdaget min klodsethed. Sådan helt i hvert fald.
Og jeg er jo mere elefant end elegant, det har vi konstateret.
Af flere omgange.
Men på tre dage har jeg haft mistet balancen en del gange, snublet over mine egne ben en del gange, og væltet op ad en trappe to gange.
Til gengæld er jeg blevet reddet en del gange. En arm, der støtter, når jeg snubler. En hånd, der støtter mig og min balance, når det går nedad. En der hiver mig op.
Helt uden at sige noget. Men som det mest naturlige i verden.
Og præcis der, er det rart at have været åben. Andre ved ligesom, hvad der er på spil.
Vi må gerne grine af klumpedumpen. Det gør jeg også selv. Nærmest hver gang. For det er bare komisk.
Men klumpedumpen sætter virkelig meget pris på støtten. Armen. Hånden. Support. Og grinene. Sammen.
Selvom jeg nu er blevet 45 år. Så er jeg stadig hendes lille skat.
Jeg åbnede FaceTime, da hun ringede den anden dag – midt i Føtex, og så lyder det højt: “Hej, lille skat”. Til mig. Et rimeligt voksent menneske.
Min far er her ikke mere. Han døde af alzheimer for halvandet år siden.
Han sagde det samme. Hele tiden.
Min lille skat
Far
Selv da sygdommen havde godt fat i ham, og han ikke vidste, hvem jeg var. Så sagde han stadig: “Min lille skat”. Han vidste ligesom, at jeg hørte til og var hans lille skat. Men ikke hvorfor. Eller at han var min far.
I dag takker jeg mig selv for at have været lidt fremsynet. For at jeg den dag, for 3 år siden, tænkte, at jeg nok hellere måtte få det på skrift, imens han stadig kunne skrive lidt.
Jeg kan stadig huske dagen. For han forstod ikke helt, hvorfor han skulle skrive. Og jeg mærkede tydeligt, at dette var tæt på at være for sent til at få hans håndskrift.
Men han gjorde det simpelthen SÅ fint.Og jeg har gemt og passet på sedlen.
Og nu.
Nu er han alligevel med mig. Hver eneste dag.
Sammen med min mor.
I min nye tatovering, som jeg fik lavet i dag.
Tatoveringen, hvor begge deres håndskrifter nu er tegnet på min hud og altid med mig.
Jeg fik også lige tegnet STAY POSITIVE op, når nu jeg var der. Den betyder stadig virkelig meget for mig.
Hold op hvor har vi arbejdet i denne weekend. Vi har nemlig flyttet min mor ud af mit barndomshjem. Huset, som mine forældre har boet i de sidste 50 år. Huset, som min far byggede. Huset, hvor jeg er født og opvokset. Huset, som har været et fast fundament igennem hele livet. Og et springbræt.
Det er svært at beskrive den blanding af minder, nostalgi og taknemmelighed, der fylder een, når man lukker døren til dette kapitel. Imens det hele samtidigt føltes så rigtigt for min mor, at det ikke er vemodigt. Bare tankevækkende.
Mit barndomshjem har altid været mere end bare en bygning. Alle, der er kommet i det hjem, vil sige det samme. Og det er mange.
Det er fyldt med historier og minder, der har formet den person, jeg er i dag. Det har været vidne til glæder, sorger, triumfer og udfordringer. Det har rummet venner og fester, men det har også rummet sygdom og modgang. Og det har rummet kampgejst. Og så har det rummet positivitet.
I dag på farsdag fylder det nok lidt ekstra, at det også føles lidt som at lukke et kapitel med min far. Når man var i huset, så var han der også. Selvom han døde for lidt over et år siden. Men det var også huset, hvor han blev dårligere og dårligere af alzheimers og til sidst ikke kunne huske, at han boede i det hus. Huset fyldt med minder, følelser og kærlighed.
Når man siger farvel til sit barndomshjem, kan man nok ikke undgå at blive overvældet af en følelse af nostalgi. Hver gang jeg træder ind i huset, kan jeg mærke varmen fra fortidens øjeblikke. Roen, der sænker sig. Mig, der bliver barn igen. Mig, der bliver forkælet. Jeg fyldt med taknemmelighed over for mine forældre, der har skabt et hjem fyldt med kærlighed og omsorg. Et hus fyldt med hjerterum, rummelighed og plads til alle.
Det er huset, hvor gardinerne skiftede alt efter højtiderne og det samme gjorde dekorationen. Huset, hvor der altid var en bradepande med kage i ovnen og en kasse dansk pilsner i skuret. Huset, der emmede af jul og hygge for alle børn og børnebørn. Det har ikke rigtigt været jul, uden det blev holdt der.
Men.
For der er et stort MEN.
Der er jo en tid til alt. Og nogle gange føles noget rigtigt. Nogle gange er tiden rigtig.
Og der det vigtigt at huske på, at forandring er en naturlig del af livet. For selvom jeg siger farvel til mit barndomshjem, betyder det ikke, at jeg siger farvel til minderne og det, der har formet mig. Jeg tager det bedste med mig og bærer det videre i mit liv. Minderne vil fortsætte med at guide mig, inspirere mig og minde mig om, hvor jeg kommer fra.
Så selvom det kan være svært at sige farvel til ens barndomshjem, så åbner det også døren for nye kapitler. Især for min mor. Man kan sagtens bevare minderne, værdsætte rødderne og værdierne og samtidig omfavne forandringen og væksten, der ligger foran os.
Farvel, barndomshjem, og tak for alt det, du har givet mig. Jeg vil altid bære Stampemøllen i mit hjerte.
Der er nu gået en uge, siden jeg kom hjem fra Østrig, hvor jeg var på strategitur i sneen med arbejde. Fyldt op af energi og fantastiske oplevelser. Og alligevel drænet for energi. Helt drænet.
For ind imellem så glemmer jeg, at jeg har mindre energi end andre. Det bliver jeg så mindet om, når jeg stadig her en uge efter skal tage lur for at komme ovenpå.
Men ind imellem så glemmer jeg også at kigge mig tilbage. At tænke på dengang… dengang, hvor det virkede som om, at jeg aldrig ville blive i stand til at leve et normalt liv igen.
Efter mange års kamp og hårdt arbejde er jeg nået et sted i mit liv, hvor jeg kan se tilbage og være taknemmelig for, hvor jeg er i dag.
Det slog mig pludseligt i Østrig.
Jeg stod på et bjerg. Var vandret derop på snesko sammen med helt fantastiske, tætte og fortrolige kollegaer – og det var magisk. Sådan helt zenagtigt. OG så blev jeg lidt overvældet af taknemmelighed. Men også af stolthed over, hvor jeg er i dag.
Tænk at jeg kan vandre… på lige fod (pun intended) med andre. Når man tænker på, at jeg ikke kunne holde mine egne børn eller at jeg var virkelig træt af livet. (Det indlæg er HER)
Der stod jeg. Med snesko. I snevejr. Badet i sved. Men glad. Og taknemmelig.
Og faktisk også bange. Bange for, hvor hurtigt det hele kan tages væk fra een igen og livet igen forandres.
Men alle følelserne kommer frem. Mest af alt taknemmelighed. Når man netop tager sig et øjeblik til at kigge tilbage. Til at se, hvor langt man faktisk er kommet. Ved at få hjælp fra andre, og ved at kæmpe selv.
TAK.
Tak til dig, der har vandret med mig.
Og til dig, der stadig vandrer… og kæmper… med sygdom, smerter eller andre udfordringer i livet, så husk at holde fast i håbet, få hjælp og huske på at tage tid til at nyde livet, når det er muligt.
Mine elskede BAUER rulleskøjter, som jeg købte for mine konfirmationspenge.
Jeg har besluttet, at jeg vil rulle på arbejde, så vi fandt dem frem fra skuret for at svinge forbi SkatePro til serviceindlevering.
Men…
Men, tristheden indtraf øjeblikkeligt.
De var mørnet.Selve støvlen simpelthen helt porøs.
Læs meget mere om mine BAUER i dette indlæg:“De voksne kan også være bange” – og om hvordan de har været med mig hele livet. Oplevet. Grædt. Og grinet.
Ny start
Jeg måtte kapitulere. Jeg måtte lige sige i bilen på vej til SkatePro:
“Lad mig lige være. Bare et øjeblik i stilhed. Jeg skal bare lige være i det.”
Det lyder fuldstændig fjollet, men jeg var SÅ trist.
Ude i SkatePro stod de bare klar til at hjælpe, så professionelle og dygtige. Som altid. Super service. De fandt NÆSTEN mine gamle rulleskøjter, men fik mig også til at prøve nye inliners. Som sad som smurt på mine fødder, der jo har været en af de største udfordringer i løbet af min sygdom.
Nu var problemet så: valget mellem nostalgi ved at vælge de gamle side-by-side eller komfort og køreglæde ved at vælge de nye…
Jeg tog lang tid. Virkelig lang tid. Og de stod der trolig med mig igennem det hele…
Imens vi snakkede om, at præcis den rulleskøjte var der mange af en vis alder, der prøvede og meget gerne ville have.
ALTSÅ: alle os, der havde dem som unge, og som husker os selv som super cool teenageskatere.
Og helt ærligt… så er de da også bare federe at se på.
Det pudsige er så, at imens jeg har denne samtale med de to ægte skatere, der hjælper mig. Så lyder det fra en anden kunde:
“Jeg havde også BAUER, de var fede. Nu skal jeg også have nye.”
Jeg kigger op, og ser en dame på min egen alder… så jo, det er vist en generationsting.
Vi kom begge derfra med nye rulleskøjter. Hende med et par side-by-side i guld og mig med inliners. Og siden har naboerne så set mig rulle op og ned af vejen for at øve at bremse, at dreje og at lave nye tricks. Mine gamle side-by-side-BAUER-tricks kan åbenbart ikke overføres en-til-en.Men hvem skal da også bruge gamle skate-tricks for at rulle på arbejde med vinden i håret. For det glæder jeg mig virkelig meget til. Nye rulleskøjter. Ny start.
Og siden har naboerne så set mig rulle op og ned af vejen for at øve
Stay Positive 
Skriv en kommentar