Jeg har gået til psykolog.

Jeg ved ikke, om det er et tabu, men det har jo ikke stoppet mig før 🙂

Jeg har både gået til psykolog i forbindelse med stress, og selvfølgelig i forbindelse med at have kroniske smerter. Og jeg synes, det hjælper mig rigtig meget.

Psykologen var super god til at prikke til mig. Liiiige der hvor problemerne var. Uden at jeg vidste, at det var der, de var.

Ét af mine problemer, var at sige JA.

Eller nok mere at sige NEJ.

Det kan føles rigtig godt at sige JA.

I hvert fald lige i øjeblikket.

Men jeg er nødt til at stille mig selv spørgsmålet:

Når jeg siger JA, hvad siger jeg så egentligt NEJ til?

JA til at blive inddraget i andres følelsesmæssige drama, når jeg ved, at jeg ikke har energien til det. JA til at være i forældrerådet i begge klasser, når jeg ikke engang kan gå på arbejde. JA til ekstra forpligtelser, når jeg ved, at min dag allerede er fyldt mere end, jeg kan holde til. JA til… arghhh… jeg tror, at du forstår min pointe.

Spørgsmålet er, om jeg ofrer min min-tid, for at sige JA?

Jeg er, som alle andre med en kronisk sygdom, ekspert i vigtigheden af at få prioriteret min min-tid. Jeg er meget bevidst om de behov, styrker og begrænsninger, som min sygdom propper ind i mit liv.

De gode dage og de ikke-så-gode dage.

Og hvad sker der så på de dage, hvor det at passe på mig selv kommer til at koste et par missede kryds på min prioriteringsliste?

Det svarer jeg lige med ekstra spørgsmål. Jeg er åbenbart ret glad for spørgsmålstegnene i dette indlæg.

Når jeg siger JA, hvad tilfører jeg så mit liv i det øjeblik?

Og når jeg siger JA, hvad må jeg så opgive?

Og det vigtigste er, at JA ind imellem også betyder, at jeg siger NEJ til mig selv.

image
Jeg siger NEJ, og så er det først på dette billede, at jeg opdager, hvor skæv min finger er af psoriasisgigten.

Jeg skal sætte grænser.

Et vigtigt aspekt af at passe på mig selv er at sætte grænser. For at sætte grænser, skal jeg kende mig selv.

Det starter med mig.

En grænse er regler eller retningslinjer for, hvad der skal til, for at jeg – hver eneste dag –  har det allerbedst – fysisk og psykisk.

Hvad er mit ideelle aktivitets niveau, aktivitetstype, hviletid, socialtid med andre mennesker, alenetid og hvilke madvarer er gode for mig?

Ingen kender mig bedre end mig.

Når det så er sagt, så er det også rigtig vigtigt for mig at bruge mine kræfter på ting, der giver mig energi og kommer ud over mine grænser – selvom det dræner mig.

Som jeg skrev om i dette indlæg: Den kostbare fest er en investering.

Jeg skal sætte realistiske mål.

Jeg skal være ALT for ALLE HELE tiden.

Eller… det føler jeg, at jeg skal være.

Det er egentligt meget at kræve af én person.

Og det er en af de største grunde til, at jeg ikke altid holder mig inden for mine egne grænser.

Perfektionisme er en fælde, der får mig til at sige JA, når jeg bør sige NEJ. Og ofte medfølger det udmattelse og vrede – på mig selv.

Og det er jo ironisk, at jeg gerne vil være perfekt i denne sammenhæng, når jeg praktiserer at være fantastisk UPERFEKT i alle andre sammenhænge. Læs HER.

Min perfektionisme går ud på, at jeg eksempelvis melder mig til alt. Alle forældreråd, udvalg og bestyrelser. Og jeg gør det med glæde.

For hvad nu hvis, andre – eller vores børn – kan få glæde af mig og det, jeg planlægger? Og hvis jeg vil have noget gennemført, så er det jo bedre at jeg melder mig, end at jeg sidder tilbage og tænker brokke-tanker over, at det ikke blev gjort.

“Den klarer jeg” er mit motto.

Psykologen gav mig en opgave.

Meld dig ud af alt, kig dig i spejlet og sig:

“Jeg behøver ikke være perfekt.”

Min værdi, som mor og som menneske, afhænger ikke af, hvor meget jeg vender vrangen ud af mig selv for at glæde andre.

Jeg skal starte med at glæde mig selv.

Så for første gang er jeg ikke med i to forældreråd. Jeg er ikke engang med i ét.

Jeg sendte Niels til de ene møde, for vi vidste godt, at jeg ikke kunne sidde på mine hænder, når der kom valg til forældrerådet.

Til det andet møde havde jeg kommunikeret mine begrænsninger, og det var simpelthen dejligt befriende.

Så nu er jeg kun med i en enkelt bestyrelse og et enkelt udvalg.

Jeg kan stadig ikke helt slippe det.

Jeg skal lære andre, at jeg siger NEJ.

Min kloge psykolog sagde også, at jeg har lært andre mennesker, at:

“Den klarer Pernille.”

Og det har jeg.

Fordi jeg altid har planlagt og udført tingene, så har folk lært, at det er sådan, det er. Det er en vane. Og det er ok. Det er faktisk min skyld.

Nu skal jeg så lære folk, at jeg ikke kan det samme længere. Jeg skal lære dem, at det er ok, at jeg siger NEJ og at andre må springe til.

Folk bliver først lidt overraskede. Men bloggen har jo heldigvis hjulpet til, så de fleste ved hvorfor.

Men ved du hvad?

Det er gået overraskende let.

Alle andre vil jo rigtig gerne springe til. Inde i mit hovede har der kun været mig. Men det passer jo slet ikke. De mest fantastiske mennesker kommer flyvende ind fra siden.

Det starter med mig.

Og jeg lærer at sætte realistiske mål.

Jeg lærer at lytte til mine grænser.

Jeg lærer, at det er ok at sige NEJ.

Og så lærer jeg, at det ikke er noget som en fantastisk lur.

//Pernille

STAY POSITIVE

KOMMENTARER modtages med kyshånd og masser af krammere. Scroll længere ned på siden, så kan du kommentere med det samme… lige her på bloggen.

OG Hvis du vil sprede lidt positive energi, så del del del indlægget. Del for dælen da. Del.

Og jeg vil blive tosse-glad, hvis du vil følge bloggen. 

Se hvordan herunder:

________________________________________________________________

Følg bloggen ved at trykke på links herunder:

Facebook
– her skal du bare smide et like på siden

Instagram
– her skal du trykke følg
(@staypositive_blog)

Bloglovin
– her skal du trykke følg

www.stay-positive.dk
– tryk FØLG BLOG+ nederst på siden

________________________________________________________________

6 kommentarer

  1. Fint skrevet, og vigtig pointe Pernille. Den der egentid er supervigtig. For nogle mere end for andre. Men det kan også blive en social hæmsko at skulle overveje hvad man siger nej til, når man siger ja til noget… Ofte kan jeg ikke overskue omkostningerne ved et ja! Og derfor bliver svaret let et nej. Konsekvenserne ved dét er så at jeg nemt kommer til at isolere mig selv. Det er således hver gang et dilemma for mig om jeg har mest brug for at sige ja eller nej… Hvem der blot havde en simpel tilgang til livet 😉

    Like

  2. Hvor er jeg bare glad for at kunne følge med i alle de – indsigtsfulde – reflektioner du gør dig omkring alle livets aspekter. Jeg har ikke kroniske smerter, men har også en usynlig sygdom, og hvor er det befriende at kunne sige “Læs lige dét her blogindlæg – det er sådan jeg har dét!”. Tak! For dig, – og for alle dine reflektioner – keep it up!

    Like

    1. Tusind tak, Tina. Det betyder virkelig meget. Så giver det mening, at jeg skriver mine oplevelser ned. Tusind tak fordi du følger med 🙂

      Like

  3. Tak for dine reflektioner. Blev meget ramt af, at de næsten er identiske med de valg, tanker og overvejelser, jeg har haft på vej igennem mit eget forløb med en kronisk sygdom. Tak fordi du deler, så man selv kan spejle sig eller reflekere over den vinkel. Og det er sejt og positivt skrevet selom jeg ved, hvor hårdt det er at komme så langt og acceptere, at det er sådan det er. Der er dog også en frihed i det.

    Like

    1. Kære Monja. Tusind tak. Jeg er rigtig glad for, at du kan bruge mine skriverier og reflektioner. Det er netop meningen. At nedbryde tabu om sygdom og at vise andre, at de ikke er alene. Og det vise sig gang på gang at vi er mange med nøjagtig de samme tanker og følelser i forbindelse med kronisk sygdom – uanset hvilken type det er.
      Tusind tak fordi du følger med 🙂
      /Pernille

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s