I Go’morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg.

image1

Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det.

For måske er det slet ikke så skidt?

Måske er det en investering i vores børn? I vores familie.

Det, det hele handler om, er, at træde af hamsterhjulet. At prioritere. Måske ikke arbejde så meget. Eller måske i hvert fald arbejde på andre tidspunkter.

Da jeg blev sygemeldt, arbejdede jeg meget og havde en lang transporttid. Og da jeg havde bilen og afleverede børnene om morgenen, så kørte vi alle afsted kvart i 7. Jeg var hjemme igen fra arbejde kl. 17-17.30 – afhængigt af motorvejskøen.

Og så var jeg færdig!

Jeg havde kæmpet med smerter hele dagen, så jeg var færdig. Jeg sov altid på sofaen, når jeg kom hjem. Altid.

Selvom børnene flere gange sagde:

“Moar, hvis ikke du sover idag, så får du en masse kys.”

Åhhh… det vil jeg gerne. Men… jeg kan bare ikke. Kroppen og hovedet vil simpelthen hvile.

Da jeg så blev sygemeldt, var jeg jo rigtig skidt og røg helt ned. Jeg kunne ingenting. Kastede op. Sov. Men det er jo en anden historie, som jeg jo allerede har skrevet om mange gange før.

Nu kommer jeg så til pointen:

For som Niels sagde, så har sygemeldingen betydet MEGET for økonomien.

Jeg er gået fra at være marketingansvarlig til at være bare mig, men på en ressourceforløbsydelse, der svarer til en kontanthjælp. Eller det vil sige, det får jeg faktisk heller ikke, da min forsikring betaler mig et tilsvarende beløb. Og derfor er jeg ikke berettiget til nogen form for offentlig ydelse – overhovedet.

Men som Niels omvendt sagde er sygemeldingen måske en investering i vores lille familie?

Måske er det held i uheld?

For før jagede vi børnene ud af døren om morgenen. Skynd dig. Skynd dig. Nu tager vi det roligt. Slapper af og nyder en nylavet smoothie – sammen – ved morgenbordet. Ingen stress. Og alligevel er vi ude af døren 7.15. Men den ekstra halve time, og at jeg ikke skal jage afsted for at nå på motorvejen, betyder at vi har ro på.

Børnene ved også, at mor altid er hjemme, når de har fri. Og at de altid må have legekammerater med hjem. At vores hjem er stedet fyldt med hygge og varme, og hvor man altid må være. Allesammen.

Når Anna skal sminkes til fastelavn efter skole, så kan hun få mor til at komme op for at sminke. Det kunne jeg heller ikke før.

Nu kan jeg pludselig deltage og hygge og være der.

Og jeg fik den største ros af Anna den anden dag, da hun sagde:

“Hos os må man altid være, det ved alle. Det er jeg glad for.”

Det kunne jeg ikke før. Og det skal jeg da huske at værdsætte.

For vi må nu prioritere. Rent økonomisk i hvert fald.

Ingen store ferier. Ikke så store gaver. Ikke så meget nyt tøj til mor. Ingen ny bil. Eller bil nummer to. Ikke noget stort hus.

Men jeg vil faktisk ikke bytte. Fra nu af vil jeg altid tænke på at prioritere mit arbejdsliv, hvis jeg er så heldig at komme til at arbejde fuldtid igen.

Jeg har skrevet om det før (HER: Jeg er en dårlig mor. Mine stakkels børn.). Der handlede det om manglende energi. Men pointen er den samme:

Jeg vil prioritere minderne.

Jeg vil prioritere at bruge kræfter, energi og tid på de ting, som børnene vil huske tilbage på – og som samtidig giver mig energi:

“Mor, var der altid.”

Kæmpe knus

//Pernille

Som altid – scroll ned og smid en kommentar 🙂

OG følg bloggen – enten herunder, eller på de sociale medier på INSTAGRAMFACEBOOKBLOGLOVIN.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s