Idag har vi været i haven heeeeele dagen. Vi har ikke verdens største have, men lige som alt andet i vores liv, så har den været forsømt i det sidste lange stykke tid.
Vi har ikke haft en hel dag hjemme til det før idag og jeg har længe haft det skidt og ikke haft energi.
Men…
Vi har ikke gjort det, fordi det var tid. Vi har gjort det af en anden grund.
*
Vi var til Grøn Koncert igår og mine forældre passede børnene. Vores datter Anna på 11 sagde til bedste, at hun synes, de andres haver og hække var så pæne i forhold til vores, der var så rodet.
Og at vi rodede meget i huset i forhold til andre familier.
AVAVAV.
Stik i hjertet.
Dårlig samvittighed.
Igen.
For jeg kan godt leve med rod. Men jeg kan ikke leve med, at mine børn ikke kan leve med rodet og synes, det er flovt.
Jeg kan rationelt godt fortælle mig selv, at jeg ikke altid har energi til at opretholde samme opryddelige standard som andre. Og at Niels har mere end nok at se til med at passe mig og resten af vores liv. Men derfor gør det mig alligevel ked af det, at jeg gør min datter flov.
Anna vil aldrig sige det til mig. Hun vil ikke gøre mig ked af det og ved, at jeg kæmper. Så når hun siger det til bedste, så mener hun det virkeligt.
Men bedste er heldigvis god. Hun er fantastisk til børn.
Så hun talte med Anna om, at det gode ved vores hjem var, at man ALTID måtte være der. At man måtte lege og være kreativ, at man måtte have alle de venner på besøg, som man ville – og at der var plads til alle. Så pyt med, at der lå vasketøj hist og pist – og at hækken ikke var klippet.
Det var Anna helt enig i. Og det er jeg glad for.
Og så gik de igår igang med haven, og så gjorde vi det færdigt idag. Alle sammen.
Jeg vil så gerne slippe den dårlige samvittighed. Jeg kan ikke bruge den til noget. Det ved jeg virkelig godt.
Jeg vil også gerne slippe for at være flov over standarden, for den kan jeg virkelig heller ikke bruge til noget. Men det er svært. Sværere end man skulle tro.
Den anden dag sagde jeg til en veninde, at jeg skulle hjem og rydde op, fordi der kom en hjem til os for at købe et maleri – en person som aldrig havde været hos os før. Alle andre er ligesom vant til vores rod. Så sagde min veninde:
“Nu er jeg skuffet over dig. Du plejer at være så cool. Og så tænker du alligevel over, hvad andre tænker.”
Og mit svar var:
“Ja, du har ret. Jeg burde virkelig være ligeglad og cool. For sådan er vores liv jo bare, og sådan fungerer det jo bedst.”
Og det vil jeg virkelig også gerne. Men det skal jeg arbejde på. Især nå det ikke kun er mig – men også min datter – der er flov. For hende vil jeg for alt i verden bare gøre stolt.
For hun gør mig SÅ stolt. Hver eneste dag.
*
Jeg har før skrevet om min dårlige samvittighed overfor børnene. Læs dem her:
Jeg er en dårlig mor. Mine stakkels børn
Kronisk dårlig samvittighed
Stay Positive 
Skriv et svar