Pernille Højland-Rønde
Her er hun så. Min smukke, dejlige datter. Min stolthed. Hun er igang med at lave aftensmad. Det ser idyllisk ud. Men baggrunden er en helt anden. Jeg har simpelthen været så skidt idag. Kvalme og migræne. Helt tømmermændsagtig. Jeg har hvilet på sofaen det meste af dagen. Niels er på lejr med arbejde. Så... Continue Reading →
Det kræver lidt tilvænning. Altså at gå ud i offentligheden med stor hat på. Idag følte jeg mig modig. Og jeg tog min store diva-hat på, da jeg skulle i Føtex. Liiidt en blæsende dag. Opdager man, når man kæmper med at holde styr på både vogn og hat på parkeringspladsen. Mig og min hat,... Continue Reading →
Jeg har lige set "Vi er de unge hjemløse" på tv2. Puha. Især den ene skæbne rørte mig meget. For der sidder en mand, der er kommet til skade og endte med kroniske smerter. Hans sygedagpenge stoppede, og han skulle kæmpe med kommunen og systemet. Lige som mig. Han magtede ikke systemet og gav op.... Continue Reading →
Jeg har de sidste dage været lidt trist. Sådan lidt små-depri. Måske kan man kalde det hjemme-depri. For det er egentligt kun, når jeg er hjemme. Det er mest, når jeg sidder i sofaen. For så gør min hovedbund ondt og det falder håret ud. Hvis ikke du ved hvorfor, så kan du læse det... Continue Reading →
Nu har jeg levet med kroniske smerter i mere end 10 år, så jeg vil betegne mig selv som lidt af en ekspert i at gribe de udfordringer, der kommer med kronisk sygdom, an. Positivt. Jeg er træt af mine kroniske sygdomme og de udfordringer, de byder mig. Men omvendt, så er det også dem,... Continue Reading →
"Jeg har noget, jeg gerne vil sige til dig," sagde min veninde idag, da vi var på vej ud på gåturen. I kender det godt, ik? Man når lige at panikke og tænke alt igennem. Et resume af alt, man nogensinde har gjort eller sagt. Men det var heldigvis ufarligt. Lidt rørende. Men ufarligt. Hun... Continue Reading →
At være kronisk syg er ikke altid rosenrødt. Nogle gange er det også bare pastel. Med lidt grålige toner. Ind imellem kan det være svært at STAY POSITIVE. Oftest har jeg det sådan, når jeg føler, det går udover børnene. Som igår. Vi var hos mine forældre på påskeferie. Jeg vågnede igen om natten med... Continue Reading →
I anledningen af min mors 75 års fødselsdag idag, vil jeg takke min mor. Ja, så blev det til hele 2 (!) fødselsdagstakkeindlæg på 2 (!) dage. Bummelum. Jeg lover, at der går et stykke tid inden det næste. Min mor. Jeg kan kun håbe på, at blive som min mor. Jeg forsøger. Og jeg... Continue Reading →
Idag har min veninde fødselsdag. Jeg skal til brunch lige om lidt. Men hvad giver man i gave til en person, som er SÅ vigtig i ens liv? Hvad er fyldestgørende? Og så tænkte jeg, at det, jeg kan, er at skrive. Og det, jeg har, er bloggen. Og vupti, jeg vil bruge mit eget... Continue Reading →
Børnene har idag lavet en masse perleplader i påskemotiver. De skal alle bruges til bedste fødseldagsgave. Hun bliver 75 på fredag. Vi sidder sammen - børnene og jeg. Vi har klippet grene og vi er ved at hænge perlepladerne på til den fineste påske-fødselsdagsgave. Anna har tændt for en playliste på YouSeeMusic. Vi hygger. Ren familie-idyl.... Continue Reading →
Idag har været en fantastisk dag. Min storebror kom på besøg fra Varde og ville oprindeligt gerne på Aros. Men vejret var skønt, så det var næsten synd at være indenfor. Og, så har jeg fået den heldige ære at skulle overtage instagramprofilen @mitaarhus ugen efter påske, hvor jeg skal vise, hvordan jeg bruger Aarhus.... Continue Reading →
Jeg er vel ikke den eneste, der gør ting, som ikke er heeeeelt efter bogen? Eller det håber jeg i hvert fald. Og jeg håber, at I vil lege med og smide en kommentar - enten her på bloggen (scroll ned) eller under hashtagget på instagram #dømmigikke. Jeg starter: Hvis min søn kommer til at tisse... Continue Reading →
Jeg har ondt i håret. Igen. Jeg er bekymret og faktisk lidt trist. Jeg er bange. Ikke igen. Jeg kan nu mærke den samme ømme følelse i hovedebunden, som da jeg begyndte at tabe håret. Det er samme følelse, som når man tager elastikken af en stram hestehale. Den samme ømme følelse. Igen ryger der... Continue Reading →
Den anden dag mødte jeg to søde piger, som jeg gik på årgang med på gymnasiet i Vestjylland. Nærmere bestemt Varde. Og det fik mig til at tænke på min gymnasietid. Igår fik jeg så tilsendt en række interviewspørgsmål fra min nevøs søde kæreste. De går begge på selv samme gymnasium lige nu og er... Continue Reading →
Jeg arbejdede et sted, hvor der var lidt en brokke-kultur. Folk talte grimt til hinanden, og der var en generel forestilling om, at man ikke kunne have travlt, hvis ikke man var sur. I kender godt personen. Sur-stråleren. De fleste arbejdspladser har sådan en. Du tænker garanteret på en helt bestemt person lige nu :-)... Continue Reading →
Sikke en dejlig dag, det var igår. WAUW. Den startede med blodnæse og to forskellige sprøjter med medicin, men den startede stadigvæk med et smil. Jeg er jo vant til både blodnæse og sprøjter. Ikke noget nyt der. Men dagen sluttede også med et smil. Et KÆMPE smil. Jeg var i Musikhuset i Aarhus... Continue Reading →
"Gigt?" "Det er da kun noget ældre mennesker får." Det fik jeg at vide i weekenden. Og det er ikke første gang. Hvad svarer man? Hvad ville du svare? Tjaaaa, øhhh... det må jeg hellere fortælle min krop. Men som en 37-årig kvinde med GIGT, så kan jeg da godt lige mane den forestilling... Continue Reading →
Ind imellem så bliver man simpelthen så rørt. Det gjorde jeg idag. Helt uventet og fra helt uventet side. Dette er totalt ananas i egen juice - men min pointe går heldigvis en smule længere ud end egen tud. Denne besked tikkede ind på bloggen her til eftermiddag: Hej Pernille, Jeg kender dig ikke, men... Continue Reading →
Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev "kunstnere". Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme? Er det fordi, de pludseligt har tiden? Og hvad med talentet? Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det... Continue Reading →
Det er totalt hot i blogverdenen at lave listebloggerier, så den trend smutter jeg lige med på - i min egen Stay Positive-version. Vi har alle en tendens til at fokusere på de negative ting/udfordringerne i hverdagen - og især hos os selv. Vi er fantastisk gode til at se egne fejl, også selv om... Continue Reading →
Jeg modtog nedenstående i eBoks. Afsenderen er kommunen. Altså dem, der godt ved, at jeg er syg. Dem, der har journaler om mig, der fortæller at hukommelsen og koncentrationen ikke er helt på toppen. Præcis som den ikke er ved mange andre, der også er i deres system. Vedr. løbende udbetaling Topdanmark Livsforsikring I forbindelse... Continue Reading →
Kære mor, du skal ikke læse mere... Gjorde du det alligevel? Det gjorde du garanteret. STOP. NU * Nå, og så til det indlægget skal handle om. Sex. Eller måske nærmere kærlighed. Eller sygdom, sex og kærlighed. Jeg er blevet opfordret til at skrive om netop dette emne. Jeg har været lidt tilbageholdende, for det... Continue Reading →
Det er så populært, som blogger at fortælle hverdagsting. Hvad lavede jeg idag og den slags. Det er jeg ikke så god til. Mine indlæg bliver altid for lange. Jeg får aldrig stoppet i tide. OG så vil jeg alligevel forsøge mig med den disciplin. * Min dag igår. Min sidste dag som alene-hjemme-mor. Græsenke.... Continue Reading →
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil gæsteblogge om, hvad det betyder for mig at have "Stay Positive" tatoveret på armen. Det kom der dette indlæg ud af: Som mange nok allerede har opdaget, så smider jeg positive statements på de sociale medier hver eneste morgen. Nogle morgener sætter jeg vækkeuret, smider statements på instagram... Continue Reading →
Jeg bliver lidt filosofisk, når jeg er alene hjemme. Så bær over med mig. Jeg har nok altid tænkt, at mit liv ville være en lige linje. Lidt som en pil, der skyder igennem luften mod et mål, eller en masse domino-brikker, der vælter i en perfekt række. Men... ...som vi alle nok har opdaget... Continue Reading →
Stay Positive 