Pernille Højland-Rønde
Åhhh, jeg er så træt i min krop. Jeg kan faktisk slet ikke flytte den. Den har været på overarbejde i weekenden. Meget mere end den egentligt kan. Men nogle gange må man tage et valg, og det gjorde jeg i denne weekend. Den skal have fuld gas, og så må jeg tage de fysiske... Continue Reading →
Når jeg scroller gennem de sociale medier, så får jeg præstationsangst. Big time. De største, flotteste kager. De lækreste, sundeste middage. De flotteste, stylede hjem. De rene, velklædte børn. Men sådan er jeg ikke. Stor cadeau til dem, der kan opretholde sådan et liv uden at få stress. Dette er ikke et slag mod dem.... Continue Reading →
"Hvis du har en positiv indstilling, så bliver din oplevelse med kroniske sygdom noget nemmere." Parakdoksalt nok, så får jeg lyst til at slå follk en lille smule, når de siger det. For hvad ved de? Irriterende. Men omvendt, så er det jo det jeg praktiserer. Det, jeg lever efter. Og blogger om. Men det... Continue Reading →
Kære Niels Idag har vi været gift i 10 år. Vi har kendt hinanden i 17 år. Det er dæleme langt tid. Jeg har ikke kunnet finde det heeeeel rigtige gave, så du får et kærestebrev. Et helt offentligt kærestebrev. Du er den mest fantastiske mand. Du er en supermand. Du er den mand,... Continue Reading →
Det kræver lidt tilvænning. Altså at gå ud i offentligheden med stor hat på. Idag følte jeg mig modig. Og jeg tog min store diva-hat på, da jeg skulle i Føtex. Liiidt en blæsende dag. Opdager man, når man kæmper med at holde styr på både vogn og hat på parkeringspladsen. Mig og min hat,... Continue Reading →
Nu har jeg levet med kroniske smerter i mere end 10 år, så jeg vil betegne mig selv som lidt af en ekspert i at gribe de udfordringer, der kommer med kronisk sygdom, an. Positivt. Jeg er træt af mine kroniske sygdomme og de udfordringer, de byder mig. Men omvendt, så er det også dem,... Continue Reading →
Idag har min veninde fødselsdag. Jeg skal til brunch lige om lidt. Men hvad giver man i gave til en person, som er SÅ vigtig i ens liv? Hvad er fyldestgørende? Og så tænkte jeg, at det, jeg kan, er at skrive. Og det, jeg har, er bloggen. Og vupti, jeg vil bruge mit eget... Continue Reading →
Børnene har idag lavet en masse perleplader i påskemotiver. De skal alle bruges til bedste fødseldagsgave. Hun bliver 75 på fredag. Vi sidder sammen - børnene og jeg. Vi har klippet grene og vi er ved at hænge perlepladerne på til den fineste påske-fødselsdagsgave. Anna har tændt for en playliste på YouSeeMusic. Vi hygger. Ren familie-idyl.... Continue Reading →
Jeg har ondt i håret. Igen. Jeg er bekymret og faktisk lidt trist. Jeg er bange. Ikke igen. Jeg kan nu mærke den samme ømme følelse i hovedebunden, som da jeg begyndte at tabe håret. Det er samme følelse, som når man tager elastikken af en stram hestehale. Den samme ømme følelse. Igen ryger der... Continue Reading →
Den anden dag mødte jeg to søde piger, som jeg gik på årgang med på gymnasiet i Vestjylland. Nærmere bestemt Varde. Og det fik mig til at tænke på min gymnasietid. Igår fik jeg så tilsendt en række interviewspørgsmål fra min nevøs søde kæreste. De går begge på selv samme gymnasium lige nu og er... Continue Reading →
Jeg arbejdede et sted, hvor der var lidt en brokke-kultur. Folk talte grimt til hinanden, og der var en generel forestilling om, at man ikke kunne have travlt, hvis ikke man var sur. I kender godt personen. Sur-stråleren. De fleste arbejdspladser har sådan en. Du tænker garanteret på en helt bestemt person lige nu :-)... Continue Reading →
Sikke en dejlig dag, det var igår. WAUW. Den startede med blodnæse og to forskellige sprøjter med medicin, men den startede stadigvæk med et smil. Jeg er jo vant til både blodnæse og sprøjter. Ikke noget nyt der. Men dagen sluttede også med et smil. Et KÆMPE smil. Jeg var i Musikhuset i Aarhus... Continue Reading →
"Gigt?" "Det er da kun noget ældre mennesker får." Det fik jeg at vide i weekenden. Og det er ikke første gang. Hvad svarer man? Hvad ville du svare? Tjaaaa, øhhh... det må jeg hellere fortælle min krop. Men som en 37-årig kvinde med GIGT, så kan jeg da godt lige mane den forestilling... Continue Reading →
Ind imellem så bliver man simpelthen så rørt. Det gjorde jeg idag. Helt uventet og fra helt uventet side. Dette er totalt ananas i egen juice - men min pointe går heldigvis en smule længere ud end egen tud. Denne besked tikkede ind på bloggen her til eftermiddag: Hej Pernille, Jeg kender dig ikke, men... Continue Reading →
Jeg har før i tiden undret mig meget over at mange kroniske syge pludseligt blev "kunstnere". Hvorfor maler de pludseligt, bare fordi de nu sidder hjemme? Er det fordi, de pludseligt har tiden? Og hvad med talentet? Jeg har selv malet i mange år. Jeg har sågar indrettet et miniatelier i udestuen, men det... Continue Reading →
Det er totalt hot i blogverdenen at lave listebloggerier, så den trend smutter jeg lige med på - i min egen Stay Positive-version. Vi har alle en tendens til at fokusere på de negative ting/udfordringerne i hverdagen - og især hos os selv. Vi er fantastisk gode til at se egne fejl, også selv om... Continue Reading →
Jeg bliver lidt filosofisk, når jeg er alene hjemme. Så bær over med mig. Jeg har nok altid tænkt, at mit liv ville være en lige linje. Lidt som en pil, der skyder igennem luften mod et mål, eller en masse domino-brikker, der vælter i en perfekt række. Men... ...som vi alle nok har opdaget... Continue Reading →
Jeg er en ko. Eller jeg føler mig som en ko. En af de der køer, der lukkes ud på græs til foråret og springer glade rundt. Det er mig i disse dage. Jeg er alene hjemme. Familien nyder det i Alperne og jeg nyder det alene hjemme. Og jeg ved godt, at det er... Continue Reading →
I Go'morgen Danmark imorges var den skønne Jelena og familie. De talte om familielivet og prioriteringer. Jeg blev inspireret og skriver derfor dette indlæg. Hun fik mig til at tænke på det. Og hun fik Niels og jeg til at tale om det. Niels var den første til at nævne det. For måske er det slet... Continue Reading →
Jeg er stolt. Og træt. Men meget stolt og tilfreds. Må man godt være stolt af sig selv? I idag har vi afviklet byens fastelavnsfest for børn og voksne. For første gang har vi samlet byen til et kæmpe arrangement i hallerne. Jeg har sammen med min kompis Jimmi stået for hele planlægningen og arrangementet.... Continue Reading →
Jeg beklager virkelig, at jeg skriver et "ikke-positivt" indlæg. Men med sygdommen følger savn. Og jeg savner min hjerne. Her til aften har vi tudet. Anna. Og mig. Anna på snart 11 år kommer hjem fra fodbold og siger lidt hårdt til mig: "Hvorfor har du ikke meldt mig til stævnet i weekenden, jeg vil... Continue Reading →
Idag... Dagen efter dagen. Altså dagen efter dagen, hvor jeg tager min medicin. Ugens mest trælse dag, fordi jeg altid bliver SÅ skidt af den møg-medicin. (Læs HER). Lortemedicin. Jeg bander det langt væk. Idag sad jeg med total kvalme på arbejde, kom hjem og sov et par timer for at få det bedre... men... Continue Reading →
Denne nat kom lille Raller på 7-år krybende ind i sengen til os. Det gør han ofte. Og det er jo egentligt hyggeligt at putte med hans lille tykke arm omkring sig. Men... kun liiige indtil jeg får en albue i hovedet eller bliver sparket i ryggen. Igen. Og igen. Og igen. Idag vågnede jeg... Continue Reading →
Med et STORT kram i SFO'en blev jeg lige gjort opmærksom på, at det idag er INTERNATIONAL KRAMMEDAG. Det skulle jeg da lige have vidst noget før, så havde endnu flere fået en kæmpe krammer. Men mon ikke tøserne til træning i aften kan vente sig en stor svedig krammer? Jeg er normalt ikke nærig... Continue Reading →
Sorry. Det har været stille på bloggen de sidste par dage. Men der er en virkelig god grund. I kan give min smukke veninde Nina skylden. Ja, gør det. Det er hendes skyld. For hun sagde til mig, at jeg skulle læse denne bog. Og jeg har altid NÆGTET. Sikke noget vås. Det er slet... Continue Reading →
Stay Positive 