Pernille Højland-Rønde
Den anden dag var jeg i biffen med min meget smukke niece på 22 år. Som den gode og ansvarlige voksne som jeg er, så tog jeg hende med ind for at se Magic Mike XXL. En film med masser af letpålædte mandlige strippere. Jeg er utrolig ansvarlig. Jeg kan rigtig godt lide at være... Continue Reading →
I medgang og modgang Min mand Niels gæsteblogger om livet med en kronisk syg. Niels skriver... Gennem længere tid har jeg overvejet, om jeg som ægtefælle kunne bidrage med et lille indlæg på denne blog. Det er faldet mig lidt svært at flere årsager. Først og fremmest har vi, der læser bloggen, jo oplevet, at Pernille... Continue Reading →
Jeg føler mig heldig. Meget heldig. Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig - handikapvenlig - ferie. Jeg har fået dejlige minder, masser af grin og solbrune ben. Det var hårdere end jeg havde regnet med. Om morgenen måtte Niels hjælpe mig ud af sengen og om aftenen skulle der en del smertestillende til... Continue Reading →
I sidste indlæg beskrev jeg sorgen og forløbet for mit hårtab. Jeg viste billeder af første gang, jeg klippede håret GI Jane-kort. Jeg viste, hvordan pletterne så ud. Det var meget personligt og grænseoverskridende. Læs indlægget her. Jeg har de sidste måneder ladet håret gro. Altså det hår der var tilbage. Jeg er så heldig, at... Continue Reading →
Dette er et meget følelsesladet indlæg for mig. Både med de følelser som jeg udleverer, men især med de billeder, som jeg viser. De er aldrig vist før. Det er meget personligt. Men nødvendigt for at oplyse om sygdommen og dens udseende. Bær over med mig, hvis det bliver rodet. Jeg er lidt rørt. ________________________________________________... Continue Reading →
Den anden dag skrev jeg om fordelene ved at gå med tørklæde (læs det her). Men der er altså ikke kun fordele. Det er altså ikke kun lutter lagkage. For jeg er ved at pakke til vores sommerferie. Lige nu. Og der skal dejlige sommerkjoler, shorts, toppe og en masse bikinier med. Og… så skal... Continue Reading →
Tørklædets mange fordele Jeg har jo taget valget om at gå med tørklæde fremfor paryk. Det var et bevidst valg - måske på baggrund af en mindre bevidst og mindre positiv oplevelse (Læs om det her). Det var et hårdt valg med mange tanker, følelser og overvejelser. Men valget var mit. Valget var og er taget...... Continue Reading →
Livets udfordringer. De hårde tider. De kan få det værste og det bedste frem i os alle. Og at lade min kroniske sygdom lære mig noget og gøre mig til bedre menneske, må da være at vinde halvdelen af kampen. I virkeligheden kan ingen af os ændre på de kort, som livet har tildelt os.... Continue Reading →
Der er en sandhed, der ofte er svær at dele med andre. Men hvorfor er den det? Vi bærer jo alle rundt på den. Og hvem opretholder vi facaden for? Andre med samme sandhed? Eller os selv? Sandheden er, at vi ikke er perfekte. Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt. Naboen er ikke... Continue Reading →
Når man som jeg lever med kronisk sygdom… og tabet håret, så kan livet godt være liiiidt op ad bakke. Og det kan godt være svært at blive ved med at være positiv. De små ting trækker mig ofte ned. Jeg fokuserer indad. Og jeg glemmer at se de små glæder i livet, efterhånden som... Continue Reading →
Jeg synes, at sommeren er en værre narre*****. Helt ærligt. Liiidt varmt en dag. Så blæsende og koldt igen. Nu SKAL sommeren altså komme. Ikke kun fordi det er dejligt med sol på vores kinder, og fordi vi bliver i godt humør af det (red. Miss Sunshine), men også fordi jeg fryser mine fødder. Én... Continue Reading →
Jeg er ikke religiøs. Overhovedet ikke. Jeg er i kirke til jul og på mærkedage. Men det er også det. Igår skulle vi så til gudstjeneste i kirken som afslutning på min datters minikonfirmand, som man går til allerede i tredje klasse. Hun har elsket det, og selvfølgelig skulle vi med i kirke. Ok... jeg... Continue Reading →
Psoriasisgigt er en autoimmun gigtform (ligesom leddegigt), hvilket betyder, at det er en inflammatorisk sygdom, der ikke kun påvirker mine led, men også væv og organer. Min krop angriber selv og med psoriasisgigt er symptomerne negleforandringer, hudpsoriasis, ekstrem træthed, feber, muskelsmerter, omtågethed og koncentrationsbesvær foruden ledbetændelse og uoprettelige ledforringelse. Når nu de kompetente læger ikke kan... Continue Reading →
Når man som forælder kæmper med en kronisk sygdom, så fylder den dårlige samvittighed virkelig meget. Hver dag. Hvert sekund. Men har man også fundet måder at værdsætte livet på, som andre måske kan få lidt ud af? Jeg fik diagnosen psoriasisgigt, da vi fik Anna. Hun er nu 10 år. Da vi så fik Rasmus... Continue Reading →
Er vi i stigende grad blevet mere egoistiske, selvoptagede og narcissistiske? Er vi os selv nærmest? Tænker vi kun på os selv? Er vi ikke åbne over for naboen eller for at hjælpe andre? Det er i hvert fald det billede, vi får af os selv, når vi tænder for nyhederne, åbner en avis, bladrer... Continue Reading →
Det er hårdt at være pårørende til mig - en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig - den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være,... Continue Reading →
Det tager faktisk ikke så meget at få vendt en dårlig dag - eller andres for den sags skyld. En lille, hensynsfuld gestus kan faktisk gøre verden til et venligere sted. Denne erkendelse kom til mig i onsdags, da jeg var i et mørkt mørkt humør. Jeg sætter lige scenen: Det ventede opkald kommer. Det... Continue Reading →
<a href="http://www.bloglovin.com/blog/14008481/?claim=kwadnwdtzgt">Follow my blog with Bloglovin</a> Jeg er glad og stolt af min datter. Dette er én af de vigtigste gaver, jeg nogensinde har fået. Jeg kæmper dagligt med den dårlige samvittighed - især over for børnene. Der er så meget jeg ikke kan. Men hun forstår. Hun er ok. Og hun kan endda sætte... Continue Reading →
Der er ikke noget bedre end et grineflip. Sådan et som man bare ikke kan holde tilbage. Og sådan et der starter igen - bare ved tanken om det sidste. Sådan et havde jeg igår. Min veninde lufter mig på mine gode dage. Vi går i høj solskin, med duften af havet og den smukke... Continue Reading →
Hårtab er én af de værste bivirkninger ved min psoreasisgigt. Det var en stor sorg. Og man kan sige, at det at tabe mit hår og pludselig være pletskaldet tvang mig til at gøre status over min kvindelighed og min personlige stil. Den måde jeg så mig selv på. Hvilken slags skaldet ville jeg være?... Continue Reading →
Ind imellem bliver man simpelthen så stolt af sine børn. Jeg kæmper og "stay positive" virker godt for mig som mantra. Når man så sidder weekendshyggeagtigt i sofaen lørdag morgen og sniksnakker om dit og dat; Jeg er halvskidt efter en omgang medicinforgiftning, det roder lige liiidt for meget, vasketøjet angriber os og vi taler... Continue Reading →
Dette er måske det værst-tænkelige tidspunkt for mig at beskrive min kroniske sygdom (psoreasisgigt og alopecia). Jeg har det værre end nogensinde. Jeg har konstante smerter og der kommer dagligt flere til. Jeg er udmattet og kan ikke fungere. Nogle dage er det en kamp bare at skulle løfte armen. Jeg holder mig oppe på... Continue Reading →
Imorges da jeg er i bad, kommer der et lille krøllet nyvasket hoved rundt om muren til brusenichen. Peeping Tom aka Rasmus på 6 år står smilende og kigger. Okay... en smule weird. Man får lidt en mærkelig følelse, når man står der splitterragende i badet. Først tænker jeg, at det måske er alderen. Du... Continue Reading →
Stay Positive 