Jeg har Stay Positive tatoveret på underarmen. Bloggen hedder Stay Positive. Jeg er generelt positiv. Dette bliver desværre ikke et sædvanligt positivt indlæg. Jeg beklager. Jeg brokker mig. Men jeg er træt. Jeg er træt af at være syg. Jeg er træt af at have smerter. Men mest af alt er jeg træt af de... Continue Reading →
Forstadsfrue-knuckles
Det er som om der er gået inflation i High-five. Eller måske er jeg bare blevet mere opmærksom på brugen af de klappende hænder. Jeg var i den glade tro, at High-five var soooooo last season. Jeg havde håbet, at vi kunne lade hinandens svedige håndflader være. Især nu, hvor mine hænder er et af... Continue Reading →
Opfylder jeg mit FULDE POTENTIALE?
Hvad nu hvis man ikke opfylder sit FULDE POTENTIALE? Ifølge dameblade og magasiner, så er det nærmest kriminelt. Man skal drømme. Kæmpe. Opnå. Samtidig med at man passer familien, køber designervarer og poster det perfekte liv på Instagram. Man skal helst ligne naboen eller være heeeelt sin egen. Det er uncool at være almindelig og... Continue Reading →
Jeg savner MIG
Jeg beklager, at dette indlæg måske bliver lidt rodet. Men jeg har mange følelser og jeg har meget, jeg gerne vil sige. Måske kommer jeg til at gentage mig selv. Bær over med mig. __________ __________ Jeg savner den person, jeg var. Før diagnoserne psoriasisgigt og alopecia. Jeg savner hende. Selvom hun bare er et... Continue Reading →
For hvorfor egentligt IKKE mig?
Den anden dag var der en der spurgte mig, om jeg ind imellem tænker: HVORFOR MIG? Jeg tænkte mig om. Længe. Og nej. Det har jeg faktisk ikke. Jeg har tænkt meget. Over mange ting. Men aldrig det. For hvorfor egentligt IKKE mig? Når man tilmelder sig det her livs-fis, så har man sagt ja til det... Continue Reading →
Zzzzzzzz – når søvn bliver et omdrejningspunkt
Zzzzzzzz…. sikke en nat. Rasmus (red 6 år) drømte. Voldsomt. Og kunne ikke finde ro. Så efter noget tid kommer han ind til os i soveværelset. Han kommer krybende op i smørhullet. Først. Inden han beslutter, at det er bedre at være fuldstændig klistret op ad mig. På grund af psoriasisgigten så føles hele min ene... Continue Reading →
FUCK dig… Jeg er handicappet
Vi har været et par dejlige dage hos bedste i Vestjylland. Vi manglede lidt all inclusive og det mangler der bestemt ikke noget af hos bedste. Og i formiddags på E45 fik vi så en skøn overraskelse. En varevognslignende bil bliver ved med at køre helt tæt på. En halv meter fra. Liiiidt tilbage igen.... Continue Reading →
I medgang og modgang – min mand gæsteblogger om livet med en kronisk syg
I medgang og modgang Min mand Niels gæsteblogger om livet med en kronisk syg. Niels skriver... Gennem længere tid har jeg overvejet, om jeg som ægtefælle kunne bidrage med et lille indlæg på denne blog. Det er faldet mig lidt svært at flere årsager. Først og fremmest har vi, der læser bloggen, jo oplevet, at Pernille... Continue Reading →
Heldige mig – dejlig omtale
Jeg føler mig heldig. Meget heldig. Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig - handikapvenlig - ferie. Jeg har fået dejlige minder, masser af grin og solbrune ben. Det var hårdere end jeg havde regnet med. Om morgenen måtte Niels hjælpe mig ud af sengen og om aftenen skulle der en del smertestillende til... Continue Reading →
Inspiration, støtte og stolthed …og så blev bloggen blev født
Livets udfordringer. De hårde tider. De kan få det værste og det bedste frem i os alle. Og at lade min kroniske sygdom lære mig noget og gøre mig til bedre menneske, må da være at vinde halvdelen af kampen. I virkeligheden kan ingen af os ændre på de kort, som livet har tildelt os.... Continue Reading →
I’m ba-aaaaack… vi giver lige hospitalet endnu en chance
Efter sidste besøg hos reumatologisk afdeling har jeg ikke været helt begejstret. For at sige det mildt. Læs den historie her (For syg til at være syg). Jeg blev ikke set som Pernille, men blot et nummer i rækken. Jeg gik derfra fuldstændig opløst. Siden da har Niels haft kontaktet dem flere gange for at... Continue Reading →
Facader, tabuer og det uperfekte liv.
Der er en sandhed, der ofte er svær at dele med andre. Men hvorfor er den det? Vi bærer jo alle rundt på den. Og hvem opretholder vi facaden for? Andre med samme sandhed? Eller os selv? Sandheden er, at vi ikke er perfekte. Jeg er ikke perfekt. Du er ikke perfekt. Naboen er ikke... Continue Reading →
Op ad bakke… “motion og bevægelse” for voksne
Motion…. ja, det er svært at ignorere. Jeg ved godt, at der er så mange fordele ved at dyrke motion regelmæssigt. Man kommer i bedre humør, man kan bedre kontrollere vægten, man sover bedre, kroppen er stærkere, man er generelt bare mere lækker - især i bikini. Men hvordan hænger dette sammen med mine kroniske smerter?... Continue Reading →
#StayPositiveBlogChallenge
Når man som jeg lever med kronisk sygdom… og tabet håret, så kan livet godt være liiiidt op ad bakke. Og det kan godt være svært at blive ved med at være positiv. De små ting trækker mig ofte ned. Jeg fokuserer indad. Og jeg glemmer at se de små glæder i livet, efterhånden som... Continue Reading →
Kom så sommer… din narre*****
Jeg synes, at sommeren er en værre narre*****. Helt ærligt. Liiidt varmt en dag. Så blæsende og koldt igen. Nu SKAL sommeren altså komme. Ikke kun fordi det er dejligt med sol på vores kinder, og fordi vi bliver i godt humør af det (red. Miss Sunshine), men også fordi jeg fryser mine fødder. Én... Continue Reading →
Miss Sunshine
Imorges vågnede jeg op. Heldigvis. Men natten havde været en af de værste længe. Hele min krop føltes, som om den var fyldt med blå mærker. Da vækkeuret ringede, var mine hænder så hævede, at jeg ikke selv kunne slukke. Niels måtte læne sig over mig og få slukket larmen. Men ok… det var jo... Continue Reading →
Tårer i Guds hus
Jeg er ikke religiøs. Overhovedet ikke. Jeg er i kirke til jul og på mærkedage. Men det er også det. Igår skulle vi så til gudstjeneste i kirken som afslutning på min datters minikonfirmand, som man går til allerede i tredje klasse. Hun har elsket det, og selvfølgelig skulle vi med i kirke. Ok... jeg... Continue Reading →
Jeg vil bekæmpe inflammationen én bid ad gangen
Psoriasisgigt er en autoimmun gigtform (ligesom leddegigt), hvilket betyder, at det er en inflammatorisk sygdom, der ikke kun påvirker mine led, men også væv og organer. Min krop angriber selv og med psoriasisgigt er symptomerne negleforandringer, hudpsoriasis, ekstrem træthed, feber, muskelsmerter, omtågethed og koncentrationsbesvær foruden ledbetændelse og uoprettelige ledforringelse. Når nu de kompetente læger ikke kan... Continue Reading →
De voksne kan også være bange
Jeg ejer en total-yndlingsting. Den ældste ting jeg ejer. I hvert fald som jeg selv har købt. Det er jo nok nærmere to ting. For de er et par… eller vi er alle tre et par. Mine rulleskøjter. Mine mega cool Bauer side-by-side med flerfarvede hjul. Jeg fik 2.400 kr. i konfirmationsgave. Hvor jeg iøvrigt... Continue Reading →
Mig mig mig… vi skal kun tale om mig. Fifs til at tale med en syg.
Selvom jeg har en kronisk sygdom, så vil jeg rigtig gerne tale om andet og om andre… også selvom jeg blogger om sygdom. I kan sagtens vende helt almindelige hverdagsting med mig. Jeg synes faktisk selv, at jeg er ret interessant. Måske endda også lidt sjov. Og god til at lytte. Så I er meget velkomne... Continue Reading →
Kronisk sygdom og kronisk dårlig samvittighed
Når man som forælder kæmper med en kronisk sygdom, så fylder den dårlige samvittighed virkelig meget. Hver dag. Hvert sekund. Men har man også fundet måder at værdsætte livet på, som andre måske kan få lidt ud af? Jeg fik diagnosen psoriasisgigt, da vi fik Anna. Hun er nu 10 år. Da vi så fik Rasmus... Continue Reading →
Er vi egoistiske, selvoptagede og narcissistiske… midt i Føtex?
Er vi i stigende grad blevet mere egoistiske, selvoptagede og narcissistiske? Er vi os selv nærmest? Tænker vi kun på os selv? Er vi ikke åbne over for naboen eller for at hjælpe andre? Det er i hvert fald det billede, vi får af os selv, når vi tænder for nyhederne, åbner en avis, bladrer... Continue Reading →
Stadig min mors lille pige
Det er hårdt at være pårørende til mig - en kronisk syg. For sygdommen rammer jo ikke kun mig - den syge, men hele min omgangskreds. Min familie, mine venner og mine bekendte. Det at være pårørende er jo ekstremt belastende. Og ofte forandres rollerne i familien, når et familiemedlem rammes af sygdom. Det kan være,... Continue Reading →
Min nye ven Skammel
Den anden dag ringede min mor. Lige siden hun fandt ud af, hvor slemme mine smerter er og hvor svært jeg har ved at sidde, stå, gå og alt muligt andet i længere tid, så har hun kigget i alle butikker efter en passende skammel til mig. Hun havde lige været et smut forbi Harald... Continue Reading →
Da den våde dame sagde “mega nice”
Det tager faktisk ikke så meget at få vendt en dårlig dag - eller andres for den sags skyld. En lille, hensynsfuld gestus kan faktisk gøre verden til et venligere sted. Denne erkendelse kom til mig i onsdags, da jeg var i et mørkt mørkt humør. Jeg sætter lige scenen: Det ventede opkald kommer. Det... Continue Reading →