Pernille Højland-Rønde
Sangerinde Stine Bramsen har sat fokus på kvinder og kvinders selvværd med kampagnen #smuksomduer. Jeg postede straks et billede af mig selv på instagram. Mig og min store næse. Men hele kampagnen fik mig også til at tænke. Og I ved jo, at det plejer at ende med en ordentlig omgang orddiarre. so here goes... Jeg... Continue Reading →
Dette indlæg handler ikke om mig om mine sygdomme. Slet ikke. Til gengæld er det - på ægte blogger-stil - et glimt ind i en dag i mit liv. Enjoy. __________ Min mor. Min søde, dejlige 74-årige mor. Hun er liiiiidt irriterende. Hun har nogenlunde samme samtaleteknik som Andreas Mogensens mor (se klippet her). Men... Continue Reading →
Jeg har været på ESA og jeg er helt høj. Ahhh knap så høj. Men alle mine 1,69 cm er pumpet op på adrenalin. Det var så fedt. Det kunne jeg godt blive helt forfalden til. Mere af det. Tak. Jeg har ikke lavet en Andreas Mogensen og været i rummet. Det var ikke den ESA.... Continue Reading →
I øjeblikket maler jeg ikke det pæneste billede af mig selv her på bloggen. Jeg virker vist lidt usympatisk. Først "Jeg lever et DOBBELTLIV" og så nu "Jeg er en stor LØGNER". Jeg beklager. Sorry. Glansbilledet krakelerer. Men virkeligheden presser sig på. Og den er ikke pæn. Jeg ER en stor løgner. I hvert fald... Continue Reading →
Jeg nærmer mig overfladen. Jeg har været nede i to dage. Helt nede. Jeg har før skrevet om medicinen, som jeg skulle tage for at få lov til at få andet medicin. Selvom jeg har forklaret, at jeg ikke kan tåle det. Jeg skulle bare prøve det i sprøjter, så går det nok. (Læs her... Continue Reading →
Farvel. Farvel min behårede ven. Min kære behårede ven. Du var en uvurderlig støtte i den første tid. Jeg beklager, at jeg havde en bedre kemi med Tørklædet. Jeg blev forelsket. Og det var et længerevarende forhold. På trods, har du alligevel altid været i mine tanker. Du har en stor plads i mit hjerte.... Continue Reading →
Måske et rodet indlæg. Og et langt. Sorry. Men jeg har mange følelser og tanker. Jeg håber, I læser med. Og forstår, hvor jeg vil hen. __________ Idag har modtaget er brev med posten. En opsigelse fra mit job. Det var forventeligt. Jeg har jo været sygemeldt i et stykke tid og fremtiden er stadig... Continue Reading →
Der var engang en tyk baby. Og idag bliver min "baby" 7 år. Han har fødselsdag og vejret afspejler ganske fint hans sind. Sol, regn, sol og en frisk vind til at sætte lidt fut i det hele. Han er sød, dejlig, sjov, ekstremt kærlig… og ekstremt hidsig. Men det er ligegyldigt. For dette indlæg... Continue Reading →
I forgårs fik jeg en fantastisk og meget overraskende mail fra en gammel veninde. Altså ikke at hun er SÅ gammel. Men mere at der er gået ti år. Hun var stødt på bloggen. Skrev de sødeste ord til mig. Og følger nu bloggen, så hun er opdateret. (Det kan I også. Se hvordan nederst... Continue Reading →
Jeg har Stay Positive tatoveret på underarmen. Bloggen hedder Stay Positive. Jeg er generelt positiv. Dette bliver desværre ikke et sædvanligt positivt indlæg. Jeg beklager. Jeg brokker mig. Men jeg er træt. Jeg er træt af at være syg. Jeg er træt af at have smerter. Men mest af alt er jeg træt af de... Continue Reading →
Det er som om der er gået inflation i High-five. Eller måske er jeg bare blevet mere opmærksom på brugen af de klappende hænder. Jeg var i den glade tro, at High-five var soooooo last season. Jeg havde håbet, at vi kunne lade hinandens svedige håndflader være. Især nu, hvor mine hænder er et af... Continue Reading →
Så starter jeg lige et nyt indlæg… denne gang dog uden egentlig pointe og morale. Tja… vi må se, hvor det ender... ... Jeg havde fødselsdag igår. Lyv-og-tyve igen. Eller så måske 37. Men til gengæld har jeg en krop som en 80-årig. Mine forventninger inden denne dag er altid skyhøje. Jeg er værre end... Continue Reading →
Hvad nu hvis man ikke opfylder sit FULDE POTENTIALE? Ifølge dameblade og magasiner, så er det nærmest kriminelt. Man skal drømme. Kæmpe. Opnå. Samtidig med at man passer familien, køber designervarer og poster det perfekte liv på Instagram. Man skal helst ligne naboen eller være heeeelt sin egen. Det er uncool at være almindelig og... Continue Reading →
For et godt stykke tid siden tikkede der en invitation ind på facebook. Vi var inviteret til rund fødselsdag hos en af vores rigtig gode venner. Sådan en fødselsdag hvor man bare ved, at stemningen er i top. Hvor der ikke mangler noget. Hvor der er tænkt på alle detaljer. Og hvor man ved, at selskabet... Continue Reading →
Jeg beklager, at dette indlæg måske bliver lidt rodet. Men jeg har mange følelser og jeg har meget, jeg gerne vil sige. Måske kommer jeg til at gentage mig selv. Bær over med mig. __________ __________ Jeg savner den person, jeg var. Før diagnoserne psoriasisgigt og alopecia. Jeg savner hende. Selvom hun bare er et... Continue Reading →
Den anden dag var der en der spurgte mig, om jeg ind imellem tænker: HVORFOR MIG? Jeg tænkte mig om. Længe. Og nej. Det har jeg faktisk ikke. Jeg har tænkt meget. Over mange ting. Men aldrig det. For hvorfor egentligt IKKE mig? Når man tilmelder sig det her livs-fis, så har man sagt ja til det... Continue Reading →
På vores lille lukkede rækkehusvej har vi et hold naboer. De er søde, sjove og hjælpsomme. De har to små drenge. De har en stationcar. De har en trampolin i haven. Og den eneste forskel på dem og os er, at vi har en dreng og en pige. Nåhh.. ja, der er jo selvfølgelig også... Continue Reading →
Zzzzzzzz…. sikke en nat. Rasmus (red 6 år) drømte. Voldsomt. Og kunne ikke finde ro. Så efter noget tid kommer han ind til os i soveværelset. Han kommer krybende op i smørhullet. Først. Inden han beslutter, at det er bedre at være fuldstændig klistret op ad mig. På grund af psoriasisgigten så føles hele min ene... Continue Reading →
Den anden dag var jeg i biffen med min meget smukke niece på 22 år. Som den gode og ansvarlige voksne som jeg er, så tog jeg hende med ind for at se Magic Mike XXL. En film med masser af letpålædte mandlige strippere. Jeg er utrolig ansvarlig. Jeg kan rigtig godt lide at være... Continue Reading →
Vi har været et par dejlige dage hos bedste i Vestjylland. Vi manglede lidt all inclusive og det mangler der bestemt ikke noget af hos bedste. Og i formiddags på E45 fik vi så en skøn overraskelse. En varevognslignende bil bliver ved med at køre helt tæt på. En halv meter fra. Liiiidt tilbage igen.... Continue Reading →
I medgang og modgang Min mand Niels gæsteblogger om livet med en kronisk syg. Niels skriver... Gennem længere tid har jeg overvejet, om jeg som ægtefælle kunne bidrage med et lille indlæg på denne blog. Det er faldet mig lidt svært at flere årsager. Først og fremmest har vi, der læser bloggen, jo oplevet, at Pernille... Continue Reading →
Jeg føler mig heldig. Meget heldig. Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig - handikapvenlig - ferie. Jeg har fået dejlige minder, masser af grin og solbrune ben. Det var hårdere end jeg havde regnet med. Om morgenen måtte Niels hjælpe mig ud af sengen og om aftenen skulle der en del smertestillende til... Continue Reading →
I sidste indlæg beskrev jeg sorgen og forløbet for mit hårtab. Jeg viste billeder af første gang, jeg klippede håret GI Jane-kort. Jeg viste, hvordan pletterne så ud. Det var meget personligt og grænseoverskridende. Læs indlægget her. Jeg har de sidste måneder ladet håret gro. Altså det hår der var tilbage. Jeg er så heldig, at... Continue Reading →
Dette er et meget følelsesladet indlæg for mig. Både med de følelser som jeg udleverer, men især med de billeder, som jeg viser. De er aldrig vist før. Det er meget personligt. Men nødvendigt for at oplyse om sygdommen og dens udseende. Bær over med mig, hvis det bliver rodet. Jeg er lidt rørt. ________________________________________________... Continue Reading →
Den anden dag skrev jeg om fordelene ved at gå med tørklæde (læs det her). Men der er altså ikke kun fordele. Det er altså ikke kun lutter lagkage. For jeg er ved at pakke til vores sommerferie. Lige nu. Og der skal dejlige sommerkjoler, shorts, toppe og en masse bikinier med. Og… så skal... Continue Reading →
Stay Positive 